søndag den 19. juni 2011

7.B på Sommerudflugt



Det var 7. gang at vi havde broderparten af Louises klasse og deres forældre og en del søskende på sommerudflugt. Egentlig havde vi også en sommerudflugt i 0'te klasse, men det var ikke med overnatning. Siden er turen gået til et sted, hvor alle kan overnatte, som de nu vil, og samtidig har vi fået lidt kultur ind på den sjovere måde. Det er godt for sammenholdet i klassen, de er generelt søde ved hinanden, og det er godt for sammenholdet ml. forældrene. Problemer løses nu engang lettere, når man kender forældrene.

Denne gang gik turen til Middelaldercenteret ved Nykøbing Falster med efterfølgende overnatning på Falster City Camping. Danmark har heldigvis mange veludstyrede campingpladser, hvor der også er hytter og faciliteter til at samle en større gruppe mennesker. Klassen er lige nu på 24 børn, og de 18 var med på turen. Det fleste med en eller flere forældre, og nogle som ekstra barn, hvor forældrene ikke var med. Det er jo lidt tankevækkende, at nu var der kun ét barn i entreen på centeret, resten var "voksne", og betegnelse barn er vist ikke helt korrekt længere. Og dog: De er vist lidt nørdede, og leger stadig glad og gerne. Forældrene kunne så samles i et større telt på pladsen, hvor alle kunne sidde - meget heldigt, da vejret var yderst vekslende. Maden blev tilberedt på nogle åbne grills, og alle hyggede sig til sent. Søndag sluttede turen med at nogle gik i "Falster svømmecenter", og alle var godt trætte, da turen gik hjem efter frokost.

Nu er planerne for turen i 8.B så ved at tage form...

tirsdag den 14. juni 2011

Mormor på en tur i akutberedskabets vridemaskine

Mormor er en meget ældre dame, faktisk fylder hun 90 år i slutningen af måneden. Hun klarer sig normalt godt trods sin dårlige hørelse og ringe mobilitet. Hun er ikke videre dement, men svækket, som man jo er så højt oppe i alderen. Der skal forståeligt nok ikke meget til at forvirre den ældre dame. Natten til fredag vågnede hun og blødte, og da det ikke lod sig stoppe brugte hun fornuftigt nok sit nødkald, og blev hurtigt indlagt på det lokale sygehus. Vi blev kontaktet om morgenen, og hendes døtre aftalte, at vi skulle tage ind for at se tingene lidt an.

Lisbeth og jeg har været mange horrible oplevelser igennem med sundhedsvæsenet, men det hører dog til sjældenhederne, at jeg undervejs bryder ud i grineflip.

Vi henvendte os i skadestuen på dette lokalsygehus af anseelig størrelse, og blev også hurtigt ledt hen til en 6-sengsstue på den akutte modtageafd. Her lå ganske rigtigt Mormor på en båre med kun en netundertrøje og underbukser på. Grundigt forvirret var hun også, og spurgte gentagende gange til, hvorfor Lisbeth dog var der. Jeg trak mig tilbage til en stol bag et forhæng da alm. pli og viden om hendes blufærdighed bød mig det. Hun havde hverken fået vådt eller tørt siden ankomsten om natten, og trods dette skulle hun nu på toilettet. Båren var ikke sådan at forcere eller få lagt siden ned på, så Lisbeth ledte efter et kald. Det fandt hun da, det hang ned af væggen, hvor ingen sengeliggende kunne nå det, og det nyttede da heller ikke noget at trække i det - ingen reagerede. Lisbeth gik på jagt efter en hjemmelsperson, som dog straks klappede Lisbeth moderligt på ryggen og sagde: "Din Mor kan godt selv gå på toilettet!" Ja, tak, hvis hun kan komme ud af sengen! Personen, og jeg kender heldigvis hverken navn eller rang, kom dog ind på stuen, da de nu havde fået besked på at Mormor skulle flyttes til en gynækologisk afd. Hun opdagede nu, at Lisbeth talte til mig, som sad bag forhænget. Hvortil hun sagde: "Kender I hinanden?", og umiddelbart derefter: "Hvorfor sidder Du der og leger syg?"

Nu var det så, at jeg først blev temmelig vred, og meddelte hende, at jeg faktisk viste en smule pli, men undlod at sige, at det var mere, end de havde gjort. Det gik fuldstændig hen over hovedet på vedkommende.

En meget fornuftig portør - eller servicemedarbejder er det vel nu om dage - dukkede op. Mormor blev lagt i en rigtig seng med dyne! - og afsted gik det ned igennem landskabet af andre skibbrudne og deres pårørende. Imens råbte den ældre dame at hun var skrub sulten til alle på vejen.

Tingene ændrede sig markant, da vi ankom til Gynækologisk afd. Stor imødekommenhed og venlig modtagelse. Problemet var bare, at jeg - og Louise for den sags skyld - nu nærmest spruttede af grin. Da en voksen mand så kom ind i afd. medbringende en lyserød tøjelefant, blev det for meget for os begge!

Mormor? Nå ja, hun blev behandlet og sendt hjem, og venter nu på svar for, hvad det alt sammen drejede sig om.

mandag den 13. juni 2011

Pinsetur

Årets meget traditionelle pinsetur gik til Enø sammen med et hold venner. Vi har i flere år været tre par, som har lejet hvert sit hus i Dansk Folkeferies center på Enø. I år var vi desværre kun to par, men vi mødtes med det tredje par i Bonbonland, som også er en traditionel dagudflugt i løbet af pinsen. Børnene nyder forlystelserne vældig meget, og det er sjovt at følge deres udvikling. Hvor vi i starten måtte med i alle forlystelserne, og nogle var meget farlige, f.eks vandrotten, har børnene fuldstændig udkonkurreret forældrene. Jeg vil i hvert tilfælde ikke op i Vildsvinet, ikke på vilkår.
Men Louise tager glad og gerne indtil flere ture. Og Bæverrafting kan jeg faktisk også godt undvære, gider ikke være våd, når det ikke er smeltende varmt.
Vejret var ellers faktisk med os, dejlig solskin både lørdag og søndag, så vi har været ude hele pinsen, hvilket også ses på ansigtskulørerne.
Søndag gik vi Enø rundt, endnu en tradition. 6,3 km i adstadigt tempo.
Vejret var fantastisk, og turen var dejlig.
Der er så smukt derude på landet!
Faktisk så vi en sæl på stranden.
Den var strandet, lå og solede sig og nød tydeligvis varmen.
Efter frokost spillede vi Cub på plænen, vi fik klø to gange, hmmm, så var det ikke sjovt længere.
Om eftermiddagen gik vi tur ned til havnen, hvor man kan få verdens bedste pandekager, herligt.
Der blev også købt ind til det store grillparty, som vi nød udenfor.
En skøn pinsetur, som vi nok gentager igen næste år, og næste år og.....
I dag har vi været til pinsefrokost med hjemmelavet sushi, så bliver det ikke bedre. Inden frokosten var vi en tur på Herlev skadestue for at hjælpe min mor, men det kan Claus bedre beskrive, han fik da et grineflip over den behandling, han var udsat for.
Så i morgen tidlig, som i usædvanlig tidligt, går turen til Bergen, regnvejr og kulde, men da jeg skal på endnu en kongres, overlever jeg vejret, og regntøj er jo opfundet.
God uge til alle.