søndag den 27. april 2014

Påske - Forår.

Så løb der lige 7 uger forbi mig, og det var da i en vældig fart....
Der er sket en masse, en del arbejde, træning i Energii.com, forøvrigt en fantastisk træningsform, hvor man kan tage hensyn til dårlige knæ, ryg mm.
Den sidste weekend i Marts tog Fanø strikkegruppen en lille tur til Århus, hvor vi boede hos noget familie, blev forkælet ud over alle grænser, og lørdag tog vi rundt til en del af Århus garnbutikker.
Der blev købt en smule... Og hygget for alle pengene.
Dejlig weekend, som vi absolut må gentage.
April løb hurtigere end marts, og pludselig var påsken over os.
Jubii, det havde vi se frem til, for skærtorsdag pakkede vi bilen, lidt tøj, lidt strikketøj og en masse bøger, og kørte sydpå.
Destinationen var Cahors, hvor vi er så heldige at have nogle venner, der har et hus, faktisk en gammel vandmølle.
Der er et bibliotek, hvor vi kan stille noget af vores overskudslager mht bøger. Så der mangler ikke bøger i deres hus, og vi har fået lidt mere plads på vores sparsomme reoler, en win-win situation for alle. Vi nød påsken i Cahors, totalt afslapning, intet internet, men masser af bøger, god vin, godt selskab og god mad, hvad mere kan man ønske sig?
Vi kørte et par ture,
smagte en del vin, og fyldte bilen med vin til lageret herhjemme.
Vejret var lidt blandet, et par regnvejrsdage, men også solskin og varme.

Torsdag kørte vi sammen til Paris, hvor vi havde bestilt to overnatninger. Fredag travede vi Paris tynd, desværre i regnvejr. Kvinderne brugte formiddagen på Montmatre,
der ligger en del gode stofbutikker, og mændene var kulturelle på Louvre.
Vi mødtes til sen frokost, hvorefter vi lige plyndrede en køkkentøjsbutik inden turen gik til LaFayette, hvor kvinderne så på sko i ca. 50 min. Men så fik vi også købt et par pæne blå sandaler hver.
Lørdag kørte vi hjem, knapt tretten timer var vi om turen. 
Louise havde Prom på sin High School lørdag aften, og det var vist en rigtig god oplevelse. Vi har set hendes dress på snapchat, og hun ser så fin ud.
I dag har vaskemaskinen kørt, og tak for det flotte solskinsvejr, som har tørret tøjet. En dejlig påske er nu helt og aldeles slut, og hverdagen råber os på plads i morgen igen.