lørdag den 18. januar 2014

Januar har været meget meget travl.

Januar startede lige på og hårdt: fredag-søndagsvagt i første weekend, og så har det ellers gået over stok og sten lige siden. I starten af januar havde vi afskedsreception for en god kollega.
Det var en god reception med fine taler, og jeg tror, han var glad for dagen.
Vi savner ham allerede, men under ham også et godt og langt otium.
I sidste weekend havde vi vores årlige bestyrelsesseminar på Hindsgavl. Vi tager hjemmefra søndag morgen, og kommer først tilbage mandag aften. Det er effektivt og godt, men også ret hårdt, og alle er godt brugte efter to intense dage med masser af diskussioner. Hindsgavl er et dejligt sted, og i år var der ikke sne, men der var nu smukt alligevel.
I løbet af ugen havde jeg så fødselsdag, en stille og rolig dag med arbejde. Om aftenen blev min fødselsdagsgave indløst: En middag på Kiin Kiin. Det var en dejlig oplevelse, som helt klart kan anbefales til alle, der kan lide Thai mad.
De har en stjerne i Guide Michelin, og det er velfortjent. Maden var superlækker og appetitlig.
Torsdag var vi til 2 års fødselsdag. Det er skønt at se børnenes umiddelbare glæde og begejstring.
Vi bliver så glade af at være sammen med dem.
I dag kommer hele familien til fælles fødselsdag, så vi har været i gang med at kokkere det meste af dagen. Menuen er oksebov tilberedt i Sous Vide, ovnbagte grøntsager og kartofler, herefter ost og hjemmebagte flutes.
Desserten er frugtsalat og kage, så der er basis for at blive mætte.

onsdag den 1. januar 2014

Nytår - Nyt År

Vi har haft travlt i dagene mellem jul og nytår. En smule arbejde og en masse sociale aktiviteter, dejligt. Det kulminerede i går med nytårsaften, traditionen tro, hos nogle gode venner.
En dejlig aften med godt selskab, dejlig mad og super god vin, hvad kan man ønske sig mere?
Vi stod for forretten, desserten og kransekagen. Forretten var lakseruller, flutes og dressing, let og velsmagende.
Hovedretten var oksemørbrad, perfekt stegt og mør mør, med lækre salater og kartofler samt rødvinssovs, uhm.
Desserten smagte rigtig godt, men udseende var ikke så godt. Ananastærte med chokoladecreme, hertil kokoscreme og timianis. En fin og god dessert. Kransekagen var også god som sædvanligt.
Ovenstående var så suppleret med fantastisk rødvin og dejlig champagne. Mærkværdigvis har vi ikke ondt i hovedet i dag.
I dag har vi så, også traditionen tro, fjernet alt julepynt, afmonteret træet og fået vores hus tilbage til normalt udseende.
Lige så hyggeligt det er at tage pynten frem, lige så dejligt er det at fjerne den igen. Jeg mangler kun at fjerne juleornamenterne, men der skal jeg sy en flonelspose først, da jeg ikke har plads i de nuværende poser til årets indkøbte ornament.
I morgen starter hverdagen igen, lige på og hårdt, og første weekend har jeg så fredag- søndagsvagt, så er 2014 skudt i gang med maner.