onsdag den 31. december 2008

Nytår

Så er endnu et år gået, og alt for hurtigt, men det er vist bare et tegn på min fremadskridende alder. Jeg runder et skarpt hjørne om 14 dage, og det bliver en fødselsdag uden hurlumhej. Vi er så langt væk, som vi kan komme, så der er kun Louise og Claus til at fejre mig. Jeg er jo blevet fejret i november af alle vennerne, og det var en forrygende fest, så jeg mangler ikke noget.



Vi har travlt som sædvanligt. Rasmus bager kage, jeg laver is og Claus har bagt kransekage, som bliver pyntet nu. Om lidt henter Claus forretten, og når vi har klædt om, er vi klar til nytårsfest hos vennerne, det glæder vi os til.

På falderebet har jeg begået endnu et par strømper, det er blevet til 23 par i år.


Faktaboks:
Garn: Silkbloom fra BCgarn, jumjum garn, blødt og lækkert, og det strækker meget langt.
Pinde: Harmony, Knitpicks 2½, mine favoritstrømpepinde
Mønster: klassisk 2x2 rib, ingen ben i det
Hot or not: Hot, Louise elsker hjemmestrikkede strømper.

Til sidst vil jeg ønske alle, der er kommet her forbi et rigtig godt og lykkebringende nytår.

tirsdag den 30. december 2008

Sidste arbejdsdag


Så har jeg haft sidste arbejdsdag, og den gik godt. Jeg fik sagt godt nytår og på gensyn til mine gode kolleger. Det er bestemt dem, der er med til at gøre det sjovt at gå på arbejde. Nu har jeg så orlov i 3 måneder, det er altså længe, og jeg glæder mig til at være sammen med Claus og Louise i så lang tid. Jeg glæder mig også til de mange oplevelser og indtryk.

Vi tog over på Caspers institution og drak eftermiddagskaffe med ham. Der var en enkelt julegave med, som han blev meget begejstret for. Han var også vældig glad for at se os, men har nok ikke forståelse for baggrunden for besøget. Selvom han formodentlig kommer til at savne os og weekendturene, får han en del besøg, hvilket glæder os meget. Men når vi kommer hjem, skal han selvfølgelig hjem i den første weekend, det er muligt.

Ellers er forberedelserne til turen i fuld gang. Claus har hentet visa og valuta. Jeg har hentet medicin og støttestrømper. Så nu skal vi snart samle sammen og pakke. Jeg mangler dog lige at sy lidt først, men det når jeg nok.

I morgen skal vi lave dessert til nytårsaften, hvor vi skal være sammen med nogle gode venner. I år bliver vi ikke så mange, som vi plejer, desværre, men sådan bliver det i år, og vi skal nok få en hyggelig aften alligevel. Vi får forrygende mad, sublim vin og ren hygge, så det er en aften, vi ser frem til.

søndag den 28. december 2008

En smule hverdag er forude

Så er julen overstået. Og den er overstået godt.
Juleaften var vi så lige 18 herhjemme, men det gik forrygende. Gæsterne var alle tilfredse, alle roste maden, og det var faktisk uden grund, men vi hyggede os, og det var det vigtigste. Vi nåede fint rundt om træet, sang mest danske salmer, men også et par stykker på engelsk af hensyn til Pernilles kæreste og hans familie.


1. juledag lå vi brak, der skete absolut intet her på matriklen. Der blev ryddet op, spille Wii fit, og Casper fik sine gaver. Det gik i ro og orden, og specielt elefanten vakte begejstring.



2. juledag var vi hos min søster til det store gaveræs. Alle fik masser af gode gaver, og alle var glade. En rigtig hyggelig dag.


En lille kalkun på 10 kg udgjorde aftensmaden, den var blevet rigtig vellykket, ikke tør, så den smagte godt.

Lørdag havde jeg en fredelig tilkaldevagt, så vi var på besøg hos nogle venner, hvor vi planlagde vores fælles krydstogt i sydøstasien. Vi fik bestilt en enkelt udflugt, og snakket om, hvad vi ellers kunne tænke os at se på turen.



I dag har vi så hygget med naboerne til årets sidste æbleskiver og gløgg. Derudover har der været lidt oprydning og tøjvask. Vi har fået alt julepyntet væk, så nu ligner vores hus sig selv, jubiii.
I morgen skal jeg så på døgnvagt, og tirsdag skal jeg lige arbejde lidt mere, men så har jeg også orlov i 3 måneder, jeg kan da næsten ikke vente. Det bliver bare så dejligt, men også mærkeligt at skulle være sammen med familien i så lang tid.






onsdag den 24. december 2008

Jul


Så blev det også jul i Hørsholm. Vi har heldigvis nået så meget de to foregående dag, at i dag ikke er alt for stresset.
Vi fik hygget igennem igår med æbleskiver, gløgg og gode venner, dejlig tradition.


I dag har jeg fået færdiggjort den sidste julegave.


Faktaboks:

Garn: Drops alpakka
Pinde: Dominopinde, 2½ bøgetræ, ikke de bedste
Mønster: Fra Strik Tajarutit-Muffediser
Hot or Not: Gave, men forhåbentlig hot.
Vi har også stegt ænder, lavet ris á l'amande og er nu ved at møblere om....
Rigtig glædelig jul til alle i blogland.

tirsdag den 23. december 2008

Juleforberedelser II

Så har vi da også arbejdet igennem idag.
Vi har pyntet træet, det var mest Louise og hendes veninde, der pyntede det, og det er blevet smukt som altid.
Rasmus og Claus har kogt rødkål, ryddet op, skiftet dørlåse, hentet Casper og meget mere. Lige nu koger Claus risengrød.
Jeg har lavet konfekt. Den samme, som hver år, men nu har jeg så også sagt, at jeg ikke laver noget næste år, hvilket har medført mange protester. Jeg har æltet marcipan med hindbær og framboise og overtrukket kuglerne med lys chokolade.



Ristet mandelsplitter og blandet dem med resten af den lyse chokolade.



Blandet hvid chokolade med nescafé og hakkede mandler.



Lavet stykker af ren marcipan, som er overtrukket med mørk chokolade og pyntet med hjerter. Æltet marcipan med appelsinskal/saft, cointreau og cognac og overtrukket pyramiderne med mørk chokolade. Resten af den mørke chokolade er rørt med rosiner trukket i whisky. Og pigerne har lavet marcipan/nougat stykker. Så bliver der heller ikke fremstillet så meget som et stykke marcipan mere.


Nydt den forrygende aftenhimmel fra køkkenvinduet.


Rasmus har fremstillet æbleskiver til hyggen i aften sammen med nogle venner.


Og så kom nogle andre venner forbi til eftermiddagskaffe med hjemmebagte boller. Jeg kan egentlig godt forstå, at jeg har ondt i fødder og ryg!

I morgen skal vi stege ænder, lave ris á l'amande og gulerodssalat, dække bord og finde juleglæden frem. Den lurer lige under overfladen.

mandag den 22. december 2008

Juleforberedelse I

Nu har jeg da heldigvis fri den næste uge, så nu går det løs med alle forberedelserne til juleaften.
Jeg startede dagen med at gå til frisøren, det pyntede:




Vel hjemme igen gik dagen med at pakke alle gaverne ind, der var Louise en meget stor hjælp. Hun pakkede ind, jeg satte bånd og gavekort på, og så blev vi færdige i en ruf. Claus købte ind imens, og ih, hvor han købte ind.



Efter frokost kom min nevø, og så gjorde vi rent. Det går godt nok hurtigt, når tre mennesker går igang, herligt.



Derefter startede jeg på konfekt, og Rasmus smuttede mandler, som jeg herefter hakkede og ristede. Der var så mange, at jeg hakkede i en hel time! Markus Grigo anbefaler, at man rister mandlerne i ris á l'amanden og gløggen for at fremhæve mandelsmagen, og det virker.


Claus og Rasmus fik juletræet i foden og ind på plads, hvor det nu står og akklimatiserer sig, inden vi pynter det i morgen.



Jeg har færdiggjort nogle strømper:

Faktaboks:

Garn: Opal, Harry Potter

Mønster: Klassisk 2x2 rib

Pinde: Harmony pinde 2½, de er de bedste

Hot or not: gave, men sikkert hot

Faktaboks:

Garn: Opal, Harry og Ron

Mønster: Klassisk glat

Pinde: Harmony 2½, de bedste

Hot or not: Gave, men forhåbentlig hot.





Faktaboks:

Garn: Arwetta lillamelerede, dejlig blødt

Mønster: Klassis 2x2 rib

Pinde: Jamen det var sørme Harmony 2½ igen

Hot or not: Gave, forhåbentlig hot.

Her er så alle de strømper, jeg har produceret til gaver i år:


Nu er vi trætte, og går ombord i lidt rødvin inden sengen kalder. I morgen er programmet ligeså hektisk, med juletræspyntning, konfekten skal overtrækkes med chokolade, ænderne skal steges og rødkålen skal koges. Der udover skal vi koge risengrød, bage æbleskiver og så kommer nogle gode venner til vores traditionelle lillejuleaftenhygge. Åh det bliver dejligt.

søndag den 21. december 2008

Traditioner II

Der har været stilhed her på kanalen, da jeg har haft travlt, både på arbejdet og med alle mine arrangementer. Jeg har da nået det meste, men desværre ikke Louises julekoncerter samt julehyggen i Louises klasse. Til gengæld var jeg i Holmens Kirke torsdag, hvor vi hørte Messias. Jeg var sammen med min gymnasieveninde, vi har hørt Messias omkring 15 gange sammen, så det er en meget gammel tradition.
Vi hørte Messias første gang i London omkring 1979-80 i Royal Albert Hall, meget betagende. Siden har vi hørt Messias i Domkirken en del gange. Så var der omkring 14 år, hvor vi ikke havde kontakt andet end julekort, men da hendes yngste skulle i erhvervspraktik i 8.-9. klasse, blev jeg spurgt, om jeg kunne tage hende med på arbejde i en uge. Jeg fik lov af min chef, og hun fik sig godt nok en oplevelse. Det var jo spændende at se hjerte-lungeoperationer, så hun sugede til sig. Derefter startede vi på at høre Messias igen, men nu i Holmens Kirke. Jeg nyder musikken, og kender den temmelig godt efterhånden. Det er utrolig fascinerende at høre, hvordan de forskellige stemmer i koret snor sig sammen i de forskellige satser.


Fredag var vi til middag hos nogle venner, og lørdag var vi i Det Kongelige Teater for at se Nøddeknækkeren. Det er Peter Langdal/Kenneth Greves opsætning, og den er fortryllende, sjov og betagende smuk. Det er en rigtig god forestilling for børnene, for der sker en masse hele tiden. Igen dejlig musik og en god juleforestilling.


Jeg nyder de traditioner, fordi de giver et pusterum i julestresset. Når man sidder til koncert/ballet eller et andet arrangement, er man nødt til at være i nuet, og glemme alle de andre aktiviteter, man er bagud med. Julestressen har dog indhentet mig, jeg vågner tidligt og ligger og tænker på alt, der skal ordnes. Men jeg når jo kun, det jeg når. Vanillekransene er altså droppet, jeg ville gerne have bagt dem, men det nåede jeg så ikke i år. Julekortet bliver nu elektronisk til de, der er på mail. Derudover skal jeg jo lige have syet tre toppe, strikket en halv strømpe, lavet konfekt, gjort rent, til frisøren, pakket gaver ind, købt ind, pyntet træ osv. Heldigvis skal jeg ikke lave det hele selv. Claus har nu fri indtil d. 18.3.09, så vi når det nok. Min nevø kommer også og hjælper os, det gør han hver år, og det er vi meget taknemmelige for, for han er en stor hjælp.


Oveni har jeg faktisk vagt i dag (og igår bortset fra tiden i teatret), så jeg har været på arbejde indtil nu, men har tilkaldevagt resten af døgnet, og håber på en rolig vagt. Ellers skal jeg også nå at sove i morgen, hvis jeg da kan det for uroen i maven.... Jeg glæder mig til 1. juledag, hvor jeg skal slappe af, nyde min dejlige familie, og så en lang tur i skoven, jubiiii.

mandag den 15. december 2008

Traditioner


Jeg har efterhånden fået opbygget en del traditioner omkring julehygge. Dejligt, men det gør min december lidt travl. Igår var hele familien så til DR pigekorets julekoncert. Det er en dejlig og afslappende tradition. Der er tre kor i korskolen samt ungdomsensemblet, og alle synger og spiller helt vidunderligt. Der kommer en stor klump i halsen, når jeg hører pigekoret synge: Her kommer Jesus dine små", og de kommer ind i den mørklagte sal med lys i hænderne. Børnekoret gik Luciaoptog, og det var ligeså betagende. Jeg nyder at høre de klare og rene børne/pigestemmer, men Louise og hendes kammerat syntes, det var overordentligt kedeligt. Så Louise får nok lov til at slippe næste år. Jeg synes ellers, at det ikke skader med lidt kultur.

Ellers er weekenden gået med vagt fredag og så var vi til alletiders fødselsdag lørdag. Min barndomskammerat, som jeg har siddet i barnevogn sammen med, fyldte rundt i sidste uge, og de er rigtig gode til at arrangere fester, så det var en forrygende fest. Gæsterne gik Luciaoptog for ham, og sang både Luciasangen samt to ekstra vers, en af gæsterne havde digtet til ham. Ikke et øje var tørt, men det var nu mest af grin.

Vi dansede lancier bagefter, det er altså en herlig dans, specielt, når man danser med andre, der også kan den. Vi var rigtig gode, ikke engang herremøllen gik der kludder i. Jeg elsker at danse lancier, så det var en stor nydelse. Bagefter dansede vi til en jukebox, de havde lejet. Der var rigtig mange gode sange, så vi var også en lang tur ned af memory lane. En dejlig aften.

I dag har jeg slappet af og ordnet lidt mere juleforberedelser, men ikke mange... Dejligt med sådan en dag efter en travl weekend.

lørdag den 13. december 2008

For 20 kr. naturvidenskab




Er det nu ikke forunderligt? Så var vi en tur i Søstrene Grene, som til de ikke indviede er en butik med utrolige mængder mærkelige ting af primært Kinesisk oprindelse, som koster alt fra 50 øre til ca. 50 kr. Der er lys, servietter, julepynt, legetøj, tekstiler, hobbygrej ala pensler, lærreder og meget mere. Målet var at finde en lille pakke til brug for gaveleg hos spejderne på næste møde.
Her faldt vi så over en lille boks til 20 kr., som klarede det, som ellers ikke var lykkedes: At interessere Louise for lidt naturvidenskab. Boksen var en række små eksperimenter, som kunne vise kræfter og eftervise Newtons love. Louise satte sig straks ned på gulvet ved hjemkomsten og tog fat fra en ende af. Utroligt, hvad der kan lykkes, når man bare rammer hende på det rigtige tidspunkt med det rigtige materiale!

Musikskolens julekoncert

Nu var det jo med bange anelser og få forhåbninger at vi gik til året begivenhed i Rungsted kirke, hvor Hørsholm Musikskole holdt sin årlige julekoncert. Koret havde ydermere allerede været til en times mere eller mindre kaotisk prøve med minikoret og nogle strygere på musikskolen tidligere på eftermiddagen. De mødtes kl. 18:30 for en sidste prøve, mens vi andre kastede os ind i kirken for at bemægtige os en plads egnet for videooptagelse. Kirken blev naturligvis efterhånden fyldt til absolut sidste plads - alle var jo kommet for at se deres små poder og podinder!
Programmet var som sædvanligt fyldigt og varieret, så spændingen var stor, da lyset blev slukket og dørene gik op til Lucias indtog. Nu er det jo ikke nemt at tage ordentlige videoklip i mørke, så her er klippet fra deres tur ud igen.



Mens koret nu var fremme, fik de også lov til at synge "Maria gennem torne går", som I da også lige skal have lejlighed til at se og måske nok mere høre.



Vel ude var det blokfløjternes tur, som bl. a. fik lov til at spille "Et barn er født i Bethlehem"



Det var bestemt en væsentlig bedre oplevelse for både optrædende og tilhørere, end vi havde forventet og oplevet tidligere. Kvaliteten var langt højere, og ungerne væsentlig sikrere i deres optræden. Det er jo godt, der er sikkert mange børn, som har fået knust deres musikglæde ved at blive sendt til en optræden, som de ikke helt magter.

søndag den 7. december 2008

Tilbageblik


Åh, det har været en god og hyggelig weekend. Casper klarede fredagens strabadser i fin stil og var frisk meget hurtigt. Lørdag morgen bød på morgenhygge i sengen sammen med far og lillesøster, herligt.

Lørdag var Claus og Casper til pårørendemøde på Caspers institution, imens bagte jeg æbleskiver, og Louise og jeg gjorde klar til gæstebud til glögg og æbleskiver. Vi fik besøg af venner fra Louises klasse og havde en superhyggelig eftermiddag/aften. Børnene hyggede sig med brætspil og Wii og havde det dejligt.


Louise får adventsgaver i år, og 2. søndag i advent var gaven en juleuro fra hendes fødselsår, den har hun ønsket sig. Casper fik en marcipanfigur, som han spiste en smule af. Han blev glad for at få en gave, men er ret ligeglad med indholdet.

Søndag frokost blev holdt på Custom House, hvor min søster holdt fødselsdag, hyggeligt og rart. Hun blev fejret efter alle kunstens regler med masser af gode gaver. Custom House er et godt sted med god betjening og meget lækker mad.


Da vi kom hjem, måtte jeg lige tage en "morfar" pga migræne, irriterende. Jeg var temmelig groggy, men klarede dog at gå til Sigurd Barretts julekoncert. Det er en årlig tradition, vi har haft de sidste mange år, det var 8. gang i år, at vi var derinde. I år havde jeg fået købt billetterne to forskellige steder for at få så gode billetter, som muligt. Jeg er ikke begejstret for billetnet, som jeg synes er for ufleksibelt og horribelt dyrt. Billetnet tager 20 kr i gebyr pr. billet, og ingen skal bilde mig ind, at der er samme arbejde med at udstede 2 eller 20 billetter, så som regel bliver jeg sur, når jeg er nødt til at købe billetter via billetnet. Men det var en fordel, at vi sad to steder, for min nevø og Louise sad det ene sted, og Claus og jeg det andet. Så var det ikke så pinligt, at Claus og jeg sang med, hver gang der var en chance. Louise synes, vi er mere end almindelig pinlige, når vi synger med... Det var en fantastisk dejlig koncert, og vi var i rigtig godt humør, da vi tog hjem til kyllingen i ovnen.

Nu er weekenden så snart slut, desværre, og arbejdslivet starter igen. Det er dejligt med en uges koncentreret juleforberedelse, og jeg har fået brugt ugen godt. Alle gaver er i hus, første småkagebagning er overstået og småkagerne nærmest spist, og vi har fået hygget med en masse, dejligt.

fredag den 5. december 2008

Juleindkøbstur II

Så blev de sidste to dage af ferien brugt, og de er brugt godt. I går var min veninde og jeg i Lyngby til sidste del at vores indkøbsture. En rigtig hyggelig dag, hvor jeg fik købt de næstsidste gaver og hun fik købt en del også. Det er sådan en god tradition, for vi får snakket og hygget og vi undgår stress over gaveindkøbene. Ofte har vi også inspireret hinanden, og det kan jo godt bruges.

I dag har vi været på Riget med Casper. Han har fået dilateret (blokket) sit spiserør. Det gik fint, og han har det godt igen. Han har sovet i eftermiddag og er helt frisk nu.


Louise og to skoleveninder har adopteret et dyr (http://www.adopteretdyr.dk/), og har i den forbindelse købt henholdsvis en hvalros, en isbjørn og en panda. Det er rigtig lækre pelsdyr, bløde og krammelige, som pigerne knuselsker. Vi har også adopteret en elefant, som Casper får i julegave.

I eftermiddag var Louise og en skoleveninde i biografen for at se High School Musical III. Jeg brugte tiden til at få købt de sidste julegaver, så nu mener jeg, at jeg ikke behøver at købe flere. Jeg mangler at strikke lidt, og så skal de pakkes ind.

Rigtig god weekend til alle i blogland.

onsdag den 3. december 2008

vemodig dag


I dag har jeg været til afskedsreception for en afholdt kollega. Vemodigt, fordi hun vil blive savnet. Jeg har svært ved at forestille mig afdelingen uden hende, men det går jo alligevel. Hun har været ansat på afdelingen i 36 år, så vi kan alle unde hende et godt og aktivt otium. Hun får travlt med rejser, golf, sejlads og sommerhus, så det bliver et godt og travlt liv, der venter. Der var selvfølgelig mødt rigtig mange mennesker op, der blev holdt taler, og hun fik mange gode gaver. Jeg havde syet to puder, så jeg har haft lidt travlt de sidste dage, men hun blev rigtig glad, og så er det sjovt at give noget meget personligt væk. Jeg håber, hun vil nyde dem, jeg nød at lave dem.

mandag den 1. december 2008

Småkagebagning


Så har Louise samt to kammerater bagt småkager. Jeg havde lavet dejen efter en opskrift fra Femina, peanutsmåkager. De dufter i hele huset, så man næsten bliver mæt bare af duften. Ungerne er vilde med dem, men dejen var svær at rulle ud, så der blev en hel plade med "pebernødder", efter figurkagerne var bagt.

Futter

Louise blev vildt begejstret for andefutterne. De er bare bløde og varme, så hun hoppede i dem og erklærede sig helt tilfreds. Det er også helt fint, at de er så store, så jeg er glad - men forundret. Jeg kan ikke helt gennemskue, hvad der bliver et hit hos hende. Nu vil jeg nyde min ferieuge som er fuldt booket allerede. I dag skal jeg bage med Louise sammen med en af hendes kammerater, i morgen skal jeg undervise om eftermiddagen, onsdag er der reception på mit gamle arbejde, torsdag skal jeg på juleindkøb version II og fredag skal Casper på RH, og så gik den uge!