tirsdag den 15. marts 2011

let forsinkede fødselsdagsgaver

Jeg fik sørme gaver i søndags, herlige fødselsdagsgaver.Min nevø har haft mere end svært ved at opsnuse Marianne Isagers A la Carte 1, men det lykkedes til sidst, og jeg blev meget glad.
Det er en spændende og lækker bog, som jeg glæder mig til at strikke noget fra. Der er flere af modellerne, jeg har svært lyst til straks at kaste mig over, men jeg holder disciplinen! Lige nu er det cubahuer, det drejer sig om. Bagefter har jeg en sjælevarmer, et tørklæde, et overblik, en Buttercup, en Olive, en Linnea, osv, så det har lidt lange udsigter. Men pyt, jeg hygger mig.
Min søster har lige været på ferie i Indien, og hun har hjembragt det smukkeste Pashminatørklæde i mange dejlige farver, lige min stil.
Desuden havde hun også et stykke meget smukt bomuldsstof med hjem, så jeg kan sy mig en lækker tunika.
Så jeg blev begavet ud over alle grænser, dejligt. Desværre er der jo så 10 måneder til min næste fødselsdag, men det går jo nok alligevel.

torsdag den 10. marts 2011

Long time no see!

Jeg har haft travlt! Både med arbejde og fornøjelser. Og så flyver tiden jo forbi. Og nu er det sørme snart forårsjævndøgn, så dejligt. Jeg kan godt mærke, det er meget mere lyst nu, både om morgenen og om aftenen, så nu mangler temperaturen bare at krybe længere opad... For det er godt nok stadig koldt og råt. Jeg har frosset så meget denne vinter, trods uldne undertrøjer, uldne underbukser, hjemmestrikkede strømper og uldne bluser! Det bliver vel bedre.
Jeg har fået produceret flere gode ting på strikkemaskinen, en del strømper i forskelligt strømpegarn fra lageret! Glorien er blevet pudset! Nogle er brugt til gaver, andre er til mig selv, jeg mangler nemlig, til forskel fra min datter.
Så har jeg fundet på at lave halstørklæder som rør. Den første mørkeblå er i restegarn fra Weller, 20 % cashmere, lækkert blødt. Strikket i sømandsbobler og syet sammen.
En succes, for Louise har brugt det rigtig meget, siden jeg blev færdig. Hun er så glad for det, at hun gerne ville lave et til sin veninde. Så vi fandt noget mere garn fra lageret!
Knit-picks strømpegarn købt sidste år, da vi var i San Diego, blødt og varmt. 200 g garn er gået til røret, som også er dejligt langt. Veninden blev glad, så her er en oplagt gaveide.
Rasmillas homeparty hos Mosdal var en dejlig dag, med masser af hygge og rigtig mange fristelser.
Jeg holdt mig i skindet og købte kun det luksusgarn, jeg havde besluttet inden. Sort til en sjælevarmer som Dorthes i "Feather and Fan", så den må jeg snart i gang med.
Louise var til fastelavn i søndags. Hun ville egentlig ikke klædes ud, men lørdag aften fandt hun på at ville være fin engelsk dame til Ascot, så med sminke, pæn nederdel, blazer og min pels, lignede hun en million. Men hun får nu ikke lov til at låne pelsen til hverdag!

En poncho til Kia er blevet produceret, og hun blev rigtig glad for sin fødselsdagsgave.
Faktaboks:
Garn: Hjerlholt farveskiftende, købt til strikkefestival 2009, 3 bundter
Mønster: Fra Helga Isagers strikketøj, relativt nemt og lidt kedeligt.
Pinde: Knit-picks metal str. 5, en dejlig pind, som garnet glider let på.
Hot or not: Vældig varm, blød og lækker, burde lave en mere, måske næste år...