
Det har længe stået dårligt til i den lille familie, og Lisbeth har da også med rette betegnet det som feltlazarettet. Det er nu væsentligt bedre. Dels er Louise og Lisbeth raske igen, som enkelte af jer vil have bemærket. Og dels blev jeg opereret for min diskusprolaps i mandags, d. 17. 90% af alle diskusprolapser går i sig selv igen inden for 6 til 8 uger. Jeg tilhørte bare de 10%. Hvilken lettelse at blive opereret. Tænk, efter stærke smerter i mere end 6 uger at vågne op efter anæstesi, og være fri for den brændende og sviende fornemmelse i højre ben. Tænk at kunne lægge sig tilbage i sengen om aftenen og være i stand til at finde ro med det samme, og ikke skulle bruge en times tid på at kunne falde i søvn. Jeg sov 5 timer i træk samme nat, det er ikke sket i måneder!
Jeg har været heldig. 6 dage efter beslutning om operation, kunne jeg blive opereret på Ryghospitalet i Hellerup. Det kan klart anbefales! Det er en af fordelene ved at have en sundhedsforsikring. Hvor er det forfærdeligt for de mennesker, som skal igennem det offentlige sundhedsvæsens ventetid på diskusprolapsoperationer. Sundhedstyrelsen har netop publiceret på deres hjemmeside, at gennemsnitsventetiden for diskusprolaps var 65 dage i 2009 og 48 dage i de første 7 måneder af 2010. Det må koste adskillige patienter deres erhvervsevne.
Genoptræning
Det er utroligt, så hurtigt det går tilbage med kroppen efter nogen tid på ryggen. Jeg er blevet sendt hjem med et træningsprogram, som ved første øjekast er velegnet for en folkepensionist. Det har jeg troskyldigt fulgt, og jeg er helt smadret i mine muskler! Følelsen i mine lår er den samme, som jeg havde efter at have løbet cityløb tidligere i år. Om et par uger kan jeg begynde at svømme og træne lidt på kondicykel, og om en måned starter træningsprogrammet hos fysioterapeuten. Senere endnu kan jeg begynde løbetræning igen.
Målet er dels at nå op på samme form, som inden, og dels at styrke ryggen, så jeg ikke skal samme tur igennem igen. Jeg har nu ikke tænkt mig at melde mig som flyttemand en anden gang!

