Vi er nogen, som har været på skiferie. Visse andre valgte at spare feriedagene til senere... Vi var en lille flok på 15 personer, som drog til Geilo i Hallingdal i Norge. De fleste havde prøvet det før, og 5 personer var nye deltagere i denne specielle form for skiferie og hyggetur. Lisbeths gudbarn, Kristine, og Louise var med, som det for nogle ses af billedet.
Konceptet er 3 lejligheder og godt og vel 3 familier. Dagene planlægges efter, hvad de enkelte har lyst til, og holdene sættes på tværs af gruppen. Der er flere sæt alpine bakker, som kan besejres på både ski og snowboard, og der er hundredvis af kilometer langrendsløjper, som både kan vælges flade og det modsatte. Vi var heldige med vejret i år, skønt det nu var noget koldt med op til 21 graders frost om morgenen. Der var 3 dage med sol og jævnt hen noget sne, som gav flotte landskaber og ny sne på bakken og i sporet.
I år blev der også taget et gruppebillede - desværre på lidt for stor afstand. Så kan vi da om nogle år bedre huske, hvem der lige var med det år, hvis vi da ellers kan genkende de formummede personer på billedet. Det var faktisk den eneste anledning, hvor hele koret var samlet uden for lejlighederne. Vi mødtes på en Pepes Pizza, som ligger på toppen af det ene sæt alpin bakker.
Min ryg var ikke klar til at løbe alpint endnu, så jeg havde ladet slalomskiene og ditto støvler blive hjemme og havde i stedet medbragt mine 32 år gamle langrendsski. Det var et rigtig godt valg. Jeg begyndte fredeligt langs søen på at træne rygmusklerne, hvilket føltes godt. Senere blev det til nogle lidt mere udfordrende ture med tilhørende frokost i det hvide.
Vi var helt sikre på, at det var et godt sted at sætte sig midt på sporet for et velfortjent hvil. Det føltes virkelig, som et fredeligt sted midt i ingenting. 5 minutter efter vi havde rejst os, kom der en 6 m. bred pistemaskine igennem, som ikke lige syntes, at den skulle stoppe for langsomme skiløbere...
Louise og Marie-Louise holder hvil, eller måske nærmere, får varmen på slalombakken.
Kristine pudser stilen af.
Hvordan foregår det så med alle de menneske spredt i flere lejligheder? Det er planlagt i rimelige detaljer! Alle ved, hvilke 2 aftener den enkelte familie har ansvaret for madladning og stort set også, hvad menuen står på. Der er også plads til indfald, som bagt rødvins marineret appelsin med is og chokoladekage. Den pågældende lejlighed omdannes til et stort bord delvis via lånte stole, bestik, etc. Maden er for det meste medbragt hjemmefra nedfrosset. Mad i Norge er væsentligt dyrere, end vi er vant til i Danmark. Vin er ubetaleligt! Papvin fra Danmark nemt at transportere... Kl. 19 samles man, og efter dessert splittes der lidt op, så f.eks. de yngste går til sig selv og gør, hvad de voksne ikke har fantasi til at forestille sig... Dagens bedrifter drøftes og prales af, og der lægges måske nogle planer for dagen efter.
Det er en rigtig god måde at være sammen med mennesker, som vi resten af året desværre ikke ser så meget til. Det er meget mere end en skiferie!
søndag den 20. februar 2011
Vinterferie - NOT!
Mens familien har forlystet sig i Geilo, har jeg arbejdet igennem. Pyh det har været en travl uge, jeg har næsten ikke bemærket, hvor stille her er i huset uden familien. Men nu har jeg så friuge, og den er kun booket halvt op med møder mm. Jeg har også lige 43 ansøgninger, der skal være læst inden onsdag, så jeg keder mig ikke.
Jeg har fået strikket en del på maskinen, men endnu ikke fotograferet de utallige strømper. Herligt at få produceret en masse strømper ret hurtigt.
Så er jeg gået i gang med at strikke en bluse med stjernemønster. Jeg havde strikket næsten hele forstykket, da maskinen kun strikkede med den ene farve på en pind og bare smed de andre masker. Da jeg ikke kunne redde det, så det ville blive pænt, pillede jeg hele forstykket op igen, suk. I går fik jeg så strikket ærmerne, med kun enkelte fejl, der kan rettes med nål og tråd...Den bliver meget flot, men måske lidt stor, nu må vi se.
Claus laver et indlæg fra skituren i Geilo.
onsdag den 2. februar 2011
02.02.2011
Casper har fødselsdag i dag! Han bliver 26 år, mærkeligt. Nu er han lige præcis halvt så gammel som hans forældre. Deraf kan vi så regne ud, at vi også var 26, da vi fik ham... Så hvis Casper havde været normal, kunne vi være bedsteforældre nu, ikke helt til at forestille sig...
For at fejre Casper tog Claus og jeg til eftermiddagskaffe hos ham. Personalet havde lavet et meget fint kaffebord med lækkert brød, ost, marmelade og gode lagkager, dejligt
. Casper nød traktementet og fødselsdagssangen.
I weekenden skal han hjem for første gang siden jul, men det er også først nu, Claus' ryg har det godt nok til at tage ham hjem. Så vi holder familiefødselsdag her, det bliver forhåbentlig festligt.
Tillykke med fødselsdagen, min førstefødte!
Weekend kursus
Åh, så blev det endelig tid til endnu et weekend kursus med Bente Rønberg. Og denne gang havde hun bevæget sig til djævleøen, så vi skulle kun køre til Helsinge, rent luksus. Vi havde begge fået/investeret i DesignaKnit, som er et computerstrikkeprogram.
Vi blev sat ind i det mest basale, så vi kan komme i gang med at bruge programmet. Dorthe fandt de flotteste stjerner, og så måtte jeg også straks prøve, bare i andre farver, åh det er pænt.Så nu har jeg mange flere planer og trøjer/bluser, der maser på for at blive lavet. Jeg har travlt! Og slet slet ikke tid til den indtægtsgivende virksomhed, som tager en hel det tid de næste tre uger. Nå, jeg når, hvad jeg når.
Men det var en god og givende weekend, glæder mig til at prøve noget af alt det nye.
Jeg er blevet færdig med mit Topstykke. Det er lidt grænseoverskridende at have så kort en kjole på, så den vil nok mest blive brugt med leggings under. Men den er rar at have på, og relativt pæn, så jeg bliver nok glad for den.
Faktaboks:
Garn: Geilsk bomuld/uld, dejligt blødt og ikke for varmt.
Mønster: Geilsk topstykke
Pinde: Knit-picks nr. 3, yndlingspinde
Hot or not: Den bliver hot. Meget anvendelig.
Abonner på:
Opslag (Atom)