tirsdag den 24. december 2013

Glædelig jul!

Så er det jul, og ikke endelig, for som hvert år kommer julen hurtigt.
Men vi er velforberedte. Ænderne simrer i ovnen, ris a l'amanden er lavet, og den er god! Rødkålen er kogt, fonden er lavet, og Claus skriver julebrev!
Juletræet blev pyntet i går, og det er blevet fint, selvom vores juleånd er i Wisconsin.
Vi bliver ikke så mange i år, kun den nærmeste familie, og da en del af madlavningen er uddelegeret, har vi ikke voldsomt travlt. Min ene søster kommer med kartoflerne og æbler m. gele, og den anden søster har lavet Waldorffsalat samt chokolademousse. 
Gaver får vi først 2. juledag, da Casper ikke har så nemt ved at kapere gaveræset. Men det er faktisk kun blevet en bedre og hyggeligere jul af det. For juleaften har vi ro til at nyde den gode mad, og vi kan danse om juletræet, så længe vi gider, og derved skabe appetit til kaffe, småkager og chokolade. Vi har bagt småkager i år, men ikke lavet konfekt, heldigvis kan man da købe glimrende chokolade.
2. juledag mødes vi så til gløgg, æbleskiver og gaver, så faktisk når Louise at få julegaver før os andre i år.
Nu vil jeg ønske alle læsere her en rigtig god jul. Vore tanker er nu mest i USA, hvor vi håber, Louise får en dejlig amerikansk jul.

mandag den 23. december 2013

4. søndag i advent

Som jeg forudsagde er december fløjet afsted, der er en, der har stjålet en uge af den! Sådan føles det i hvert tilfælde. Nå, det blev jo altfor hurtigt 4. søndag i advent, og den er brugt godt. Jeg startede med Pilates om formiddagen, så kan jeg mærke mine muskler igen....  Om eftermiddagen gik vi tur med nogle venner, og drak kaffe sammen.
En hyggelig stund, hvor vi alle glemte julestressen og bare hyggede. 
Om aftenen var vi sammen med nogle andre venner. Det er på sammenskudsbasis, så ingen bliver stressede over at stå med hele arrangementet. En hyggelig aften med snak, god mad og vin. Vi hørte bl. a. om deres søns oplevelser som exchange student, og hans gode råd er straks sendt videre til tøsedyret.
Nu er det så dagen før dagen, og vi er i løb rundt i huset, oprydning, koge risengrød, have træet ind og pynte det sammen med andre forberedelser. Heldigvis har vi god hjælp af min nevø, og vi skal nok nå alt. Samtidig hører vi jule CD med Camerata, det løfter godt nok stemningen mange grader.

Julekoncerter

Jeg nyder at høre Messias, og helst i Holmens Kirke med Camerata. Det er ikke hvert år, jeg kan finde tid, men i år var Claus og jeg afsted i torsdags.
Og sikke en oplevelse! Det er ultimativt den bedste opførsel, jeg har hørt endnu, og jeg har da hørt omkring 15 opførelser, bl.a. i Royal Albert Hall. Solisterne var suveræne, specielt vil jeg gerne fremhæve den unge bas, Jacob Vad. Han ser meget ung ud (eller også er vi ved at være gamle), men han har den flotteste bas, jeg har hørt længe. Ham vil jeg gerne høre meget mere til! Hanne Fischer har vi hørt før, og hun er superdygtig mezzosopran.
En dejlig dejlig oplevelse.
Og så tog vi lige DR pigekorets årlige julekoncert lørdag i DR byen.
Det er en tradition for os, og en dejlig måde at starte julen på. De har fået ny dirigent, den unge Philip Faber, og han er ung, kun et år ældre end Casper. Han har fået sangglæden hos pigerne tilbage, og det var en superkoncert. Så med julefred og klangen af deres sang i ørerne startede vores juleferie.

mandag den 16. december 2013

Kagehus

Jeg har en (1) hverdags fridag i december, og det er jo ikke meget. Så den skulle bruges godt - og det er den så blevet. Claus og jeg forberedte os i går, idet vi bagte og samlede et kagehus, og så fik jeg besøg af en dejlig pige i dag. Og som vi har hygget! Jeg havde rullet det sidste dej ud, så det lå klart til udstiksformerne. Så vi lavede figurkager, og mens jeg bagte dem, legede hun med lego.
Derefter kørte vi i byen, og hold da helt op, hvor var der mange mennesker i Hørsholm sådan en mandag omkring kl 12. Der var lange køer allevegne, men vi fik handlet i diverse butikker. Nytårspynt er kommet frem bl.a. hos Tiger, så den yndigste pinke hårpynt blev erhvervet, og alle var glade.
Hjemme igen blev kagehuset  dekoreret, med lyserød glasur selvfølgelig.
Der blev sat en masse slik på det -vidste i, at skumbananer ligner skovsnegle? Nej, det havde jeg så heller ikke lige set komme.
Men huset er blevet meget fint, og hun jublede under processen. 
Resten af den pink glasur blev bagt som prinsessekys, uhm. Så den lille familie risikerer sukkerchock!
En dejlig dag, og vi glæder os til næste år, hvor Louise mener, at vi skal bage et slot for at kompensere for hendes manglende deltagelse i år.

søndag den 15. december 2013

3. søndag i advent II

Sikke en dejlig dag, vi har haft i dag. Vi har været i køkkenet næsten hele dagen. Claus har lavet brunkagedej, så nu ligger der en del dejpølser i fryseren, klar til at blive bagt.
Jeg har bagt kagehus!
En opskrift fra DR resulterede ganske rigtigt i et meget stort kagehus.
Det er rimelig flot, selvom vi ikke er professionelle, og det er svært at samle huset med varm karamel.
Men det blev helt fint.
Vi bagte også æbleskiver og lavede gløgg til naboen.
De voksne kunne godt lide æbleskiverne, børnene ville ikke smage på dem. Men jeg havde også lige bagt en kanelkage, og den gled ubesværet ned. Børnene er meget livlige, for at sige det mildt, så vi var ret trætte, da de gik hjem.
De viste mig deres genbrugsjuletræ, det var fint og hyggeligt.
Og så drysser det slet ikke! Måske skulle man investere i sådan en sag?

3. søndag i advent.

December er meget kort, ligeså kort, som den plejer. Nu er det allerede 3. søndag i advent, og vi er fint med i forholdt til juleforberedelserne. Det er en dejlig jul i år med mange fridage, så vi gemmer noget til næste weekend. 
Træet er købt, så det kan nå at tørre. Claus fandt en gård på Fredensborg kongevej, hvor de var så flinke at hjælpe ham med at få træet op på taget af bilen. Hjemme gik det nemt med at få det ned igen, så nu er det i hus.
I dag skal vi fabrikere kagehus, som skal pyntes i morgen, hvor jeg skal julehygge med den store "basse", det bliver supergodt. Vi har printet opskriften fra DR's den store julebagedyst ud. Og det bliver et stort hus... Næsten 2 kg mel skal man bruge. Men så bliver der nok også garn til nogle figurer. Hmm, jeg mente vist dej, men ja, hvad hjertet er fuldt af, kommer ud gennem fingrene.
I ugen der er gået har vi været til julehygge på Caspers dagtilbud.
En hyggelig eftermiddag, hvor vi fik snakket med personalet og set de nye faciliteter, som er ganske lækre.
Vi har skypet med Louise i går, hun bliver stadig ked af det, når hun ser os, men ellers har hun det ok. Hun er meget glad for skolen og basketball, og har fået en del gode venner. Det går også fint i familien, selvom hun synes, det er hårdt at bo sammen med så mange teenagere med humørsvingninger! Kender vi det? Ja, og det er jo sundt at prøve noget nyt....
I dag vil vi efter bagningen invitere naboen på gløgg og æbleskiver. De er hollandske, så det bliver spændende, om de kan lide vores traditioner.
3. søndag i advent skal nok blive god og hyggelig trods regn og gråvejr. Godt vi ikke skal ud at fælde træ!

onsdag den 4. december 2013

Det sørme det sandt december!

Nu har vi så december med al sin hygge, stearinlys og stress.
Kalenderlyset er købt og bliver flittigt tændt. Hvilket vi er nødt til for overhovedet at have en chance for at få det brændt ned.
Det er dejligt med lys i denne mørke tid. Men om under tre uger vender det, så kan man da se frem til lidt mere lys, og hvis der så også faldt lidt sne, så lysner også det godt.
I søndags til strikkehygge fik jeg den fineste, lækre gave. En af strikkeveninderne har lavet et sjal til mig, og ikke bare et sjal, næ det fineste, bløde og varme moskussjal.
Så smukt og dejligt, at jeg har overvejet, om jeg kan sove med det..... Jeg er så rørt og glad for det. Se selv, hvor fint det er:
Jeg har også fået lavet lidt flere julegaver færdig. To sømandssweatre i størrelse 2 og 4 år. De er så fine og bløde. De er strikket på maskine i Merinould. Garn og mønster er købt hos Ulla (www.junogarn.dk). Jeg håber,de kan bruges. Den forreste er mellemblå, ikke grå, men farver og kunstigt lys er ikke altid kompatible.