Costa Rica på en dag

Det kan man altså ikke - det er næsten hybris. Costa Rica viste sig at være en meget stor oplevelse, men det er synd at gøre et land på 9 timer. For det første mødte vi utroligt vidende og engagerede mennesker, som brændte for deres land, og hvad det kunne byde. For det andet er det vist et særdeles velfungerende land, hvilket ikke lige var vores forhåndsopfattelse. Vores ophold fokuserede dog mest på regnskov, fugle, mangrovesump og så selvfølgelig krokodiller. Det er umuligt at vælge, hvad der skal med af billeder. Louise og jeg har taget ca. 1.000 i fællesskab. Overskriften er en link til et lille Picasa album, som viser 21 af disse med lidt støttende tekst.
Nu går det videre de sidste 600 sømil til Panama. Det tager en dag på søen, og så står vi klar tirsdag morgen kl. 6 (GMT+6), når vi går ind under broen, som bringer pan-American highway over kanalen.

Huatulco maniana

Fra en by på 2 mill. til en på 50.000 indbyggere.
Der var heller ikke forfærdelig meget mere end en bro, hvor der var plads til 2 krydstogt skibe, nogle butikker, nogle til dels ufærdige lejlighedskomplekser, og så hoteller. Vi havde bestilt en tur til et hotel/ferie resort, hvor der var masser af sportsmuligheder. Det startede noget langsomt. Man kunne godt mærke, at i Mexico sker tingene bare ikke altid til tiden. Venligheden var stor og virkede ægte, men altså manjana!
Las Brisas er vist en kæde af hoteller i hvert fald i Mexico. Vi kom til et af slagsen, som viste sig at være et all-inclusive-hotel. Som udefra kommende gæst skal man så bare opgive, og gøre, som de andre. Dvs. øl og sodavand i baren og mad i restauranten var pludselig gratis. De fik det, som de selv lagde op til.Vi valgte at tage ud at snorkle, og det var vist et godt valg. Vandet var lidt grumset, men fiskene store og imponerende. En ekstra underholdning var så gartnerne, som beskar palmer med machete (eller, hvordan det nu staves).Vi skulle snart videre, afstandene er stadig enorme. Vi er 15 grader nord for ækvator, og vi skal vel 600 sømil længere mod syd, inden vi kommer til kanalen. Altså afgang kl. 15:00. Underlig oplevelse i øvrigt - enten er de dårlige søfolk, eller skibet er lidt en vingeskudt and. Det er selvfølgelig heller nemt med en kraftig tværgående vind, som trykker skibet mod molen, og når der vel er 5 skibslængder ud til vendepladsen. Gad vide, hvordan det vil gå i en brandstorm tværs?

Acapulco

Hvad havde vi egentlig forventet? Et slags Amerikansk Mallorca? En ruin af nogle gamle hoteller, som turister med respekt for sig selv havde forladt for længe siden? Jeg havde ikke et klart billede, men nu har jeg!Det er såmænd en by på 2 mill. indbyggere, som lever udmærket af turisme. Halvdelen, de bedre stillede, bor på havsiden af bjergene, og resten på bagsiden. Faktisk er det en positiv oplevelse, som vi fik efter at være gået i land, og mere eller mindre på må og få at have valgt en byrundtur på ca. 4 timer. Selvfølgelig gør det tingene nemmere, når de lokale taler et fremragende engelsk. Louise huskede med gru usikkerheden med en yderst begrænset kommunikation med en chauffør i det sydlige Vietnam. Vi fik vist nogle flotte udsigter over byen, bugterne og den sydlige pynt med lufthavnen i horisonten. Der er også en del berømte villaer, som div. celebrities har beboet, ovenstående Elizabeth Tailor. Selvfølgelig skulle vi til sidst til den eneste egentlige attraktion på land: Cliffdivers, dvs. en flok tåber - eller desperados, som hopper ud fra ca. 35 meter højde og ned en kløft, hvor havet kun er 6 meter dybt. Efter disse ophidsende erfaringer tilbage til skibet til sen frokost, og stille plejen af de noget solplagede ældre kroppe. Louise? - Nå, ja, efter 2 dage ligner hun de lokale i hudfarve!