søndag den 20. december 2009

Juletraditionerne fortsætter...

I går var vi til den årlige julekoncert med Pigekoret. For første gang i den nye Koncertsal i DR-byen. Der er en helt vidunderlig akustik, hvor koret rigtig kommer til værdighed. Åh, hvor det lød smukt, da 160 piger/børn sang Dejlig er Jorden. Det var en utrolig smuk koncert med en dejlig rammehistorie om en engel, der var faldet ned på jorden. Vi hørte foruden pigekoret også Herbørg Kråkevik, Juniorkoret, Børnekoret og Spirekoret, så der var sang for alle pengene.

Efter koncerten spiste vi middag i Tuborg Havn på KDY's Brasserie. Det kan klart anbefales, dejlig mad og gode luftige lokaler. Det er ikke sidste gang, vi har været der.

I dag har vi så haft en fredelig 4. søndag i advent. Louise og hendes spejderveninde har forsøgt at lave trylledejsengle, det er godt nok sværere end beregnet, og tålmodet holdt ikke helt til det, men nu har vi da forsøgt. Måske er det lettere i Fimoler.
Ellers eksperimenterer jeg også med strikkemaskinen, jeg forsøger at lave halsudskæringer, det bliver vist helt ok, så nu skal jeg bare tage mig sammen til at strikke for- og bagstykker til de ærmer, der ligger på skrivebordet. Jeg skal snart pakke maskinen sammen, for vi skal flytte lidt om på møblerne i arbejdsværelset inden jul, ellers bliver der ikke plads til juletræ mm. Vi bliver igen 18 juleaften, hyggeligt og godt. Men også lidt logistiske udfordringer, for vores hus er ikke stort nok! Vi har ikke mulighed for at sætte et bord op, hvor alle kan sidde omkring, så vi bliver nødt til at sidde ved to borde, men sidste år gik det rigtig godt, og alle hyggede sig. Sådan bliver det forhåbentlig også i år.

lørdag den 19. december 2009

Første strømpeproduktion fra maskinen

Så blev jeg endelig færdig med strømperne. Det går godt nok som lyn og torden med at strikke dem, men monteringen er lidt langsommere! De er dog blevet rigtig vellykkede, så nu er gavekassen fuld. Godt det snart er jul! Jeg har også fabrikeret endnu to huer på maskinen. De er blevet søde med hæklede blomster i restgarn.
Faktabokse:
Den øverste hue er strikket i Lucca Fino, den nederste i Supersoft Aquamarine, begge valket i tørretumbleren.
Strømperne er strikket i diverse strømpegarn, Harry Potter, Regia, Marianne Svit håndfarvet og Zitron håndfarvet.

Vinteren er også nået til Hørsholm, hvor der ser helt fortryllende ud med sne i haven. Håber, det holder de næste fem dage.

søndag den 13. december 2009

Botanisk have

Forleden dag var Casper en tur på RH. Efterhånden er det kun en gang om året, så det er uproblematisk. Jeg skulle lige ordne lidt herhjemme først, så Claus kørte ind med ham, hvorefter jeg tog bussen derind. Det er ikke lige noget, der sker hver dag! Og tænk, Movia har lavet bussens holdesteder om! Uden at fortælle mig om det, så jeg kunne ikke komme af ved Blegdamsvej, som jeg forventede. Næ, jeg måtte pænt køre med ind til Nørreport. Nu var vejret ikke så værst, så jeg gik tilbage til RH. Og for at prøve noget nyt, gik jeg gennem Botanisk Have, der har jeg aldrig været før. Det var en god oplevelse, for landskabet blev ret forunderligt i rimtågen. Jeg havde heldigvis kamera med i lommen, så jeg forsøgte at tage lidt billeder.



Der er ikke så mange planter, der er interessante på denne årstid, men der var flot alligevel.



Jeg tror, jeg vil gå en tur gennem haven til maj, det kunne være lidt sjovt.

Endelig lidt strik på kanalen

I går tog vi en lille tur til Århus. Vi havde så småt planlagt en juletur til Berlin, men for det første var flybilletterne rævedyre her i december, og for det andet blev jeg lige pludselig helt stresset over, hvor lidt tid, der var til juletræsindkøb, gavelavning mm, så vi blev hjemme. Da Louise havde ønsket at komme til Århus for at se teaterstykket "Det gyldne kompas 2", bestilte vi billetter på nettet, og tog en smuttur til det jyske. Det går helt ufatteligt hurtigt med at komme til Århus. 2 timer og 40 minutter, det er da ikke galt! Og vi havde en dejlig tur. Teaterstykket levede helt op til forventningerne, og selve bilturen var også vældig hyggelig. Vi hørte Harry Potter 7, indtil Louise faldt i søvn. Så måtte Claus og jeg forsøge at snakke sammen, det gik nu udmærket.



At strikke strømper på maskine går så stærkt, at selv mit ikke lille strømpegarnslager bliver noget slunkent. Derudover ønskede Louise sig nogle ensfarvede strømper. Har man hørt noget så kedeligt? Da jeg samtidig så at www.hostrik.dk havde udsalg, var det ikke så svært. Så jeg fik bestilt "lidt" garn, så lageret ikke bliver for tomt. Nogle af strømperne vil jeg nu nok strikke i hånden, så kan jeg prøve lidt flere mønstre af.

Jeg har færdiggjort en masse småting, mest på den nye maskine, men også lidt i hånden.
Halstørklæde hæklet i hånden:
Faktaboks:
Garn: Naturally Aspire, købt på New Zealand, lækkert blødt.
Mønster: Edderkoppemønster, fundet på nettet.
Pind: Tja, den tykkeste hæklepind, jeg har, ikke nogen speciel fancy nål.
Hot or Not: Gavekassen har slugt det, men jeg synes, det er rigtig lækkert.
En Bactus:
Dejligt hurtigt projekt, og så pænt.
Garn: Zitron, håndfarvet, købt i Flensburg.
Mønster: Start med 4 masker, tag ud på hver 4. række til 90 masker, derefter ind på hver 4. række. Hækle en musetakkekant rundtom.
Hot or not: Gave til en tilstundende højtid.
Første par strømper strikket på maskine:
Det er godt nok smart, og hurtigt!
Faktaboks:
Garn: Harry Potter, Draco, købt på E-bay
Mønster: Bente Rønbergs maskinstrikkede strømper, glatstrikkede.
Hot or Not: Ryger lige i gavekassen.
I Louises spejdergruppe har de en fast juletradition, hvor spejderne kommer hjem til nogle forældre, hvor de så får æbleskiver og enten historier eller anden underholdning. Den forælder, hvor Louise var i år, havde fået en genial idé. Hun havde købt dekorationsler, og så fik børnene lov til at lave julefigurer. Louise lavede den yndigste engel, som har lyst op på middagsbordet siden.
Vi har snakket om at prøve at lave en i Fimoler, som kan brændes i ovnen, så den bliver mere holdbar. Denne fine engel har nemlig allerede tabt vingerne! Men vi nyder nu resterne alligevel.

fredag den 11. december 2009

Luciaoptog

I aftes var vi til koncert i Rungsted Kirke. Musikskolen holdt den årlige julekoncert, og det var som altid en dejlig oplevelse. Dog glædes jeg hvert år over, at min datter ikke har valgt et strengeinstrument, for man skal godt nok være mere end almindelig talentfuld, før det lyder godt. Så den tortur er jeg heldigvis fritaget for herhjemme.
Til gengæld synger hun rigtig tit. Det er dejligt, bortset fra i de tilfælde, hvor hun har fået en sang på hjernen, og kun synger en enkelt strofe igen og igen. Temmelig enerverende! Sidst var det "All I want for Christmas" fra vores yndlingsjulefilm Love Actually, som vi har set temmelig ofte.


Sidste års optræden samt andre eksempler på korets sange kan ses på youtube, søg på tigerdyretclaus.

mandag den 7. december 2009

Så er juletraditionerne startet

2. søndag i advent var i år helliget min søsters fødselsdagsbrunch og om eftermiddagen koncert i DR's koncertsal med Sigurd.

Min søsters fødselsdagsbrunch var vældig hyggelig, selvom vi præsterede at komme 1 time for sent! Pinligt. Jeg var på døgnvagt lørdag, og kom hjem lidt over 10. Jeg lavede lidt kaffe, og tændte computeren for at printe billetterne til Sigurd ud, da Claus opdagede, at invitationen faktisk var til kl. 10, og hverken 11, som han troede, eller 12, som jeg troede. Så fik jeg godt nok fart på. Et hurtigt bad og 10 minutter senere drønede vi mod byen... Vi ankom kl. 11, men havde alligevel god tid til at få mad, kaffe og hygge, så det endte godt.

Kl. 15 var vi så til koncert i DR's nye koncertsal. Den er flot og imponerende, og med god lyd. Vi sad på 2. balkon, så der var LANGT ned til scenen, men det var en god oplevelse. Det var huset derimod ikke helt. Logistikken med at få folk ind og specielt ud igen haltede noget. Det tog godt nok sin tid. Og det var lidt sjovt at høre et barn konstatere, at det var et hus, der ikke var færdigbygget endnu. Rækværket omkring trapperne ligner også bare midlertidige træplader, og huset er i råt beton. Mere sjældent end kønt! Det var også pudsigt med akustikken. Vi kunne ikke høre at publikum faktisk klappede! Det lød meget stille, selvom alle var ret begejstrede.

Nu skal vi derud om 2 uger, hvor vi skal sidde længere nede, det giver måske en lidt bedre oplevelse.

tirsdag den 1. december 2009

Juleforberedelserne fortsætter for fuld udblæsning

Resten af friugen blev brugt mere end almindelig godt. Faktisk udnyttet til sidste blodsdråbe.
Jeg fik afprøvet strikkemaskinen en del. Faktisk så meget, at jeg var temmelig ødelagt i musklerne i skuldre og ryg, men det går jo over igen. Jeg måtte også lige investere i lidt mere garn fra Holst garn, lækre farver, god kvalitet og rimelig pris... Men strikkemaskinen har drillet rigtig meget. Jeg startede på en bluse i grøn supersoft, købt hos Bente Rønberg. Planen var en kjole med sømandsbobler på bærestykket, men ved nærmere eftertanke er det nok ikke det bedste mønster til mig. Så jeg ændrede glad og fro planer til en lang bluse... Så langt, så godt. Jeg har lavet strikkeprøve, og regnede efter bedste evne. Herefter startede jeg med ærmerne, det gik fint, så nu har jeg to ærmer! Bagstykket gik ok, bortset fra lidt fejl 40, som jeg rettede.... Da jeg nåede til mønsterdelen, begyndte maskinen at skabe sig. Lige pludselig ville den ikke strikke mønster, men lod tråden ligge løst over en del af nålene. Da jeg prøvede at pille op, knækkede tråden. Hmm, nu var gode dyr jo rådne, eller var det mon gode råd, der var dyre? I hvert tilfælde pillede jeg stykket af nålene, for så kunne jeg også komme til at måle igen, da det så meget stort ud. Det var det også, så nu har jeg pillet det op, og kan begynde forfra på regnemaskinen og herefter på maskinen. Det er jeg ikke nået til endnu. Men jeg forsøgte så at strikke mønster med noget andet garn. Hmm, det gik så ikke bedre! Så til sidst var jeg da ved at opgive ævred og smide maskinen ud gennem vinduet. Men så let giver jeg alligevel ikke op, så i stedet er den kommet lidt i skammekrogen, og jeg vil lige strikke lidt flere små ting, inden jeg kaster mig ud i de store projekter igen. Så kan maskinen måske lære det! Eller måske kan jeg?
Nå, livet skal jo ikke være så let, og tålmodighed belønner sig nogen gange.
Jeg har i hvert tilfælde en kasse med lækre sager parat til jeg kaster mig over det igen.
Ugen bød også på de to årlige indkøbsture. En dejlig tradition, hvor jeg får købt størstedelen af årets julegaver. Det er rigtig hyggeligt, og vi får vendt verdenssituationen rundt et par gange. Desuden afhjælper det decemberstresset at have styr på gaverne. Selvfølgelig mangler jeg lidt. Noget skal lige laves færdigt, og et par småting skal købes, men det store ræs er overstået, jubi. Som sædvanlig tænker jeg alvorligt på, om familien ikke kunne stilles tilfredse med et par geder i Malawi, men det tror jeg ikke helt på.
Gaverne i posevis. En del er allerede pakket ind, herligt.

Jeg deltog også i pakkelegen hos Christunte. En dejlig aften i selskab med en masse herlige strikkere. Det må gentages igen. Og hvorfor vente til jul? En fantastisk måde at få byttet garn på. De fleste var meget tilfredse med deres gaver. Jeg fik noget dejligt hjemmefarvet strømpegarn, noget sari-silke og lidt rester til et tørklæde.


Lørdag morgen drog vi til lufthavnen. Vi skulle en smuttur til Oslo for at deltage i en 50 års fødselsdag.


Nordmænd er gode til at feste! Vi fik en meget traditionel ret til middag. Rakefisk! Kan ikke anbefales svage danskere! Det består i ørred, som er lagt i lage (som regel en familieopskrift) og herefter gemt i 2-3 måneder. Den lugtede og smagte af svovl! Jeg spiste pænt en portion, men stor fan bliver jeg nu aldrig! Jeg spurgte også, om de havde mange problemer med "pølseforgiftning" (botulisme), men det mente man bestemt ikke var et issue. Hmm, vi blev da heldigvis heller ikke syge, men det var mere specielt end lækkert.
Det bedste var nu øllen og linieakvavitten, som fisken blev druknet i... Det medførte så, at de fleste blev temmelig overrislede.

Selskabet var temmelig skandinavisk! Flest nordmænd, men både svenskere og danskere var der jo også, så sproget var lidt kaudervælsk. Men det var utrolig hyggeligt, og vi mødte nogle dejlige mennesker. Vi genså også nogle, vi havde mødt for 13 år siden. Tiden går så fort, som vi blev enige om.


Fødselaren fik sunget norsk - svensk og dansk fødselsdagssang. Han var lykkelig!

Værtsparrets ældste datter har den sødeste lille yorkshire terrier, som også boede i huset. Den var så kær og legesyg, så den måtte lige foreviges.


Søndag drog vi hjem efter en dejlig weekend. Heldigvis fik vi ikke tømmermænd af linieakvavitten! Nogle gange skal man bare være heldig!
Nu er december så startet med masser af arbejde, hygge og traditioner, så der følger nok snart flere indlæg.