mandag den 28. juni 2010

Sommer og sol

I går var jeg i botanisk have, hvor jeg mødtes med Dorthe og Linda. Vi havde en rigtig hyggelig dag, hvor vi fik strikket og snakket. Sådan en dag kan man altså leve længe på.
I dag havde min mor så fødselsdag. Hun blev 89 år, og det skulle jo fejres behørigt. Så hele familien var i Tivoli til frokost. Vejret var i den grad med os, så rammerne var i orden. Vi havde en rigtig hyggelig dag, og jeg håber også, hun nød det.Vel hjemme igen kunne jeg få færdiggjort en oldsag. Jeg gav Claus et strikkekit i fødselsdagsgave for 21-22 år siden til en avisbluse. Jeg fik også strikket forstykket og en smule op på bagstykket, så gik jeg da også fuldstændig i stå. Det var et rigtig dumt mønster med gobelinstrik og flerfarvestrik også på vrangpindene. Og man skulle tælle hver tredje pind... Nej, det var lige til kurven, hvor det så også lå i rigtig mange år. En bekendt rådede mig til at smide det halvfærdige ud, og bruge resten af garnet til en anden bluse. Jeg fandt så et andet Marianne Isager mønster, nemlig Tweedie, et rigtig 80'er mønster med rib-mønster. Den har jeg strikket på on-off de sidste fem år, men for nylig blev jeg enig med mig selv om, nu skulle den bare blive færdig, og det blev den i dag. Den er superpæn og lækker, så Claus har fået den. En noget forsinket fødselsdagsgave skulle man mene.
Faktaboks:
Garn: En tråd tvinni en tråd spinni, blød og lækker, og dejlig varm.
Mønster: Marianne Isager Tweedie.
Pinde: Træpinde str. 3½, dejlige pinde.Hot or not: Forhåbentlig hot, den er i hvert tilfælde rigtig pæn. Og så kan jeg jo altid låne den lidt.
Nu var jeg ligesom startet på oprydning, så i strikkekurven fandt jeg min vævestriksbluse frem. Den var efterhånden nået til punktet, hvor jeg skulle beslutte halsudskæringen. Men så prøvede jeg den, og faconen var blevet temmelig uheldig. For stramme ærmer, for lang i raglanen osv. Så nu er jeg gået i gang med at trevle den op.... Så skal jeg bare beslutte, om jeg skal lave en vævestriksbluse igen, eller hvad jeg ellers skal finde på. Måske starter jeg bare en Linnea til Louise i stedet? Vævestriksblusen har jeg kun strikket på i 10 måneder, så det er ikke så slemt!

1 kommentar:

Tina/Chance-strikkeren sagde ...

Tillykke med din mor.

Wouw, hvor er sweateren blevet flot - både til dig og Claus ;o) Smart med en deletrøje...