Louise og jeg var på rundtur i DR-koncerthuset.
Vi startede i receptionen, og gik langs den indre gade over til koncerthuset.
Her startede vi i kælderen, hvor der er tre mindre sale. Meget flotte og meget forskellige. Den mindste er rød (Ferrari-rød) med stofbeklædte vægge, der er opdelt i firkanter, som alle kan ændre overflade i forhold til akustikken, idet de er sammensat af trekanter (toblerone formede). Interessant indtryk det giver. Vi kunne også sagtens forstå, at udgifterne var løbet noget løbsk. Der var nemlig designermøbler overalt, også i teknikrummet. Bl. a. en sjov stol, der ligner en siddende mand. Den er lavet af polstrede rør, og man sad faktisk ret godt i den.
Den næste sal var inspireret af et klaver med højglanspolerede sorte vægge med rektangulære hvide lysfelter. Der holder Big bandet til.
Den sidste sal var inspireret af et New Yorker loft med arbejdslamper hængende ned fra loftet, og væggene dekorerede med portrætter af kunstnere med speciel betydning for DR, f.eks Celibidache, Malko, Kim Larsen, Inga Nielsen, Placido Domingo, Sigurd Barrett osv. Skæg indretning. Kong Frederik d. 9 var der også, da han ofte dirigerede.
Til slut gik vi op i den store koncertsal, som er utrolig imponerende.
Jean Nouvel var inspireret af Peter Høegs "Frk. Smillas fornemmelse for sne", så koncertsalen forestiller en meteor. Hvilket man godt kan se, når man ved det. Selve koncertsalen er fantastisk smuk, med en imponerende akustik, men udenomsområderne! De er godt nok set pænere... Det ligner en byggeplads med midlertidige plader omkring rulletrapperne, garderoben ser også midlertidig ud, men er inspireret af musikernes opbevaringskasser til instrumenterne. Noget søgt, og meget arkitektfortænkt! Heldigvis er smag og behag jo forskellig.
Men rundturen var vældig interessant, og kan bestemt anbefales.
2 kommentarer:
jeg er heller ikke vild med udenomsområderne..de er for rå :D
Men ellers deler jeg din begejstring. Jeg havde min mand og yngste barn med på en rundtur i sommer, det var afgjort en oplevelse :D
Dejligt at høre, at mandelgaven gjorde lykke, og at I havde en god tur.....
Jeg er helt enig med dig i udenomsområdene - jeg troede faktisk ikke de var færdige, da jeg var der første gang!!! Men jeg blev klogere - ja ja :-0
Send en kommentar