mandag den 5. januar 2009

Sydney II

Efter at have sovet ca. 11 timer, var vi friske igen. Så efter morgenmaden gik vi igen ned til havnen. Det er en pæn gåtur, men motion er jo godt. I dag tog vi en færge over til Taronga Zoo, som er kæmpestor. Vejret var igen med os, varmere end igår og dejlig solskin.


Vi så en masse dyr. Zoo'en er opbygget med geografiske områder. Der var to meget spændende områder fra Australien. Den første var bush, hvor der lå Wallaby's (små kænguruer) og små grå kænguruer. Desuden var der en emu, som generede den ene kænguru.


Det andet område var vådområde, hvor der var næbdyr (platapus), fugle, skildpadder og krybdyr. Vi så ingen næbdyr, de er for det første meget sky, for det andet er det natdyr. Det var jeg ret ked af, da jeg rigtig gerne ville se et næbdyr, men det er jo så en grund til at tage tilbage hertil.

Der var et sjovt og informativt sælshow (det var altså søløver). Der var tre australske søløver og en californisk søløve.



Til sidst så vi et fugleshow, hvor der var masser af kakaduer, papegøjer, to ugler, en høg og en havørn. Meget imponerende.



Nu var vi også trætte, så turen gik tilbage til Sydney og hotellet, hvor vi fik en lille lur.


Nu vil vi gå ud og spise sushi til aftensmad.

Det er temmelig mærkeligt at tænke på, at vi er rejst ned til den anden side af jorden. Sydney er en storby som så mange andre, og derfor ikke specielt fremmedartet. Havnen er dog meget, meget flot. Her er utrolig mange turister. Vi har hørt svensk, tysk, hollandsk, brasiliansk, portugisisk, bangalore engelsk og selvfølgelig australsk.



I morgen skal vi se Operaen og høre Madame Butterfly om aftenen, onsdag går turen videre til New Zealand.

søndag den 4. januar 2009

Sydney

Så er vi ankommet til Sydney, og det er det dejligste sommervejr. Så vi flasher vores kridhvide ben, og nyder varmen. Der er en frisk brise, så det føles ikke for varmt. Turen herned var noget hård. 20 timer i en sardindåse får altså ikke det bedste frem i en. Vi var alle temmelig ildelugtende, men vores hotelværelse var klar, så vi strøg i bad, herligt. Ellers gik flyveturerne uden problemer, med der er da gået helt kuk i vores tidsfornemmelse. Vi mistede lige en halv dag, og tilbragte således to nætter på række 53.... I går fik vi morgenmad, for herefter at få aftensmad ca. 5 timer senere. Vi glæder os til at komme tilbage til normal rytme igen.


Da vi havde været i bad, gik vi ud i Sydney. Vi gik ned til havnen, og så lige bagsiden af Operaen på vejen. På havnen var der liv og glade dage, masser af mennesker og indtil flere, der spillede på Dideredoo, det bliver altså aldrig et yndlingsinstrument. Vi fik lidt frokost på havnefronten, temmelig billigt, og tog herefter på sightseeing med en havnerundfart.
Sidney havn er kolossal stor med mange spændende bugter, halvøer og gamle bygninger. Vi så også operaen, det er et utrolig flot bygningsværk.
Sidney Harbor Bridge er også imponerende. Specielt er det sjovt at se alle de mennesker, der går op på toppen. De ligner små myrer.
Efter havnerundfarten tog vi en shuttlebus tilbage til hotellet, hvor vi nu flader ud. Når vi har spist aftensmad, tror jeg, vi vil nyde at ligge i en seng i nat.
Det er godt med et par dage mere her i Sydney, før vi tager næste flytur.

fredag den 2. januar 2009

Take off


Så er det ved at være afgang. Kufferterne er pakkede, og pakket godt. Der er rigtig meget i dem, 47,5 kg, det er da meget flot ramt. Så er der jo ligefrem plads til lidt indkøb på NZ, det er rart.




Vi mangler så lige at pakke håndbagagen, men det er overskueligt.


Jeg har også vasket og ryddet op, så nu er huset klar til hovedrengøring... Dejligt at komme hjem til rent hus om lang tid.

Vi kom ellers godt ind i det nye år. En hyggelig og fredelig nytårsaften og en meget stille 1. nytårsdag med nytårskoncert og film om aftenen. Desserten nytårsaften var Marcelkage med hindbærsorbet og vanilleis, det var godt nok mums.
Hav det godt alle sammen, vi snakkes ved.