tirsdag den 21. december 2010

4. søndag i advent

4. søndag i advent var også et gaveorgie, som de andre søndage. Det bliver nu svært at undvære næste søndag. I denne pakke var det lækreste garn (cashmere/uld og zauberball) samt en opskrift på et fint lille tørklæde, det må strikkes til januar.
Ellers blev søndagen brugt på en familiefødselsdag. Vi blev beværtet efter alle kunstens regler med den lækreste julefrokost, så alle var velforsynede. Vi hyggede os alle.
Weekenden har været god og hyggelig med besøg hos andre venner lørdag. Claus er dog lidt speciel at have med i byen for tiden. Han har slæbt sig til en diskusprolaps og har gevaldigt ondt. Han kan ikke sidde ned mere en ca. 15 min, så må han stå op eller ligge på gulvet. Også herhjemme er det lidt anderledes! Enten ligger han på stuegulvet, eller også står han op ved sit skrivebord.... Og der er en del praktiske gøremål, vi andre hænger på. Louise er f.eks. holdt op med at juble, når det sner. Faktisk er også hun temmelig træt af at skovle sne, men heldigvis har vi en rigtig god nabo, som hjælper os, når vi kører helt sur i det. Vi har også måttet alliere os med familie, venner og nabo mhp at få flyttet møbler så der bliver plads til juletræ. Alternativet er at flytte juleaften til familien, men det vil vi helst undgå for Caspers skyld. Det bliver en noget anderledes, men måske mindre stresset, jul i år. Vi håber nu alle, at Claus' ryg snart bliver god igen, for det er ikke sjovt at have smerter hele tiden.

Helikopterplatformen på RH


I sidste uge fik Louise og jeg chancen for en guidet tur på helikopterplatformen.
Det blev lidt hektisk, da jeg var til møde på RH fra kl. 14-15, drønede til Hørsholm efter Louise og tilbage igen til den guidede tur kl. 16. Men vi nåede det i fin stil.
Det var vældig spændende at høre om platformen, som er koloenorm stor. Lyset var utrolig smukt, og det blæste faktisk forbavsende lidt. Vi var også ude på platformen, og mærkværdigvis har man ikke meget lyst til at gå helt hen til kanten, selvom der nu ikke er grund til at være bange, for der er sikkerhedsnet.
Louise nød også turen og spurgte interesseret om flere forskellige ting, bl.a. om helikopteren altid landede lige på H-et?
Den nye akut helikopter, sponsoreret af Trygfonden, flyver kun når det er lyst nok, da den lander ude ved ulykkesteder på hele Sjælland. Så selv om sommeren flyver de max til kl. 21.
Jeg har været på platformen tidligere, da vi fløj fra den i sommers, men jeg synes nu alligevel, det var en stor oplevelse at se den igen.

mandag den 20. december 2010

Berlin

Sidste weekend var vi en tur i Berlin. Jeg har kun været på gennemrejse, og glædede mig til at se byen efter i sømmene. Men det bliver noget overfladisk med 2 1/2 dag til rådighed. Det har dog skabt appetit på at vende tilbage, og så skal der helst være blade på træerne og lidt mere varme, tak. Vi tog afsted fredag meget tidligt om morgenen. Det har så den fordel, at vi var på hotellet før kl. 9, herligt.
Vi stillede kufferterne og drog på shopping.
Hotellet, vi havde valgt, var et Holiday Inn Express på Kurfürstenstraße, tæt på Zoo, Keiser Wilhelm Gedächnis Kirche og Kurfürstendamm, perfekt for shopping og sightseeing.
Så vi vandrede op og ned af Kurfürstendamm.
Startede med nye støvler til Louise fra Northface, da sidste års støvler var blevet en kende for små, med det resultat at barnet frøs om tæerne, ikke rart. Herefter gik turen til Falke strømper, en dejlig butik, hvor vi også hjemtog en smule.
Resten af turen var mest vindueskigning indtil vi nåede KaDeWe.
Jeg har da aldrig før set så meget julepynt,
det var nærmest svært at vælge, men vi valgte Et stykke, og kun et stykke. Til gengæld fandt vi de lækreste sweatre, 55 % silke og 45 % cashmere, så bløde og lækre, og meget meget billige. Det var rigtig dejligt, så nu mangler jeg da ikke bluser.
Om aftenen var vi i Komische Oper,
hvor vi så "Kærligheden til de tre appelsiner", en sjov opera, men temmelig moderne musik, også lidt for moderne til Louises og min smag.
En god oplevelse alligevel, og sommetider skal man også udfordres på sin smag.
Lørdag tog vi mod det Jødiske museum,
da jeg havde læst på Slagtenhelligko om den store oplevelse, de havde haft der.
Og jeg er helt enig, det var meget fascinerende og vedkommende. Også en stor oplevelse for Louise, som har beskæftiget sig en del med 2. verdenskrig i skolen, besøgt Anne Franks hus i Amsterdam og læst Anne Franks dagbog. Museet er en blanding af et gammelt museum og en nybygning (af D. Libeskind, som også har tegnet det danske jødiske
museum). Louise kunne godt have brugt længere tid på de interaktive computere, men vi må bare tilbage dertil også næste gang, turen går til Berlin.
Efter museet gik vi til Checkpoint Charlie,
men oplevelsen blev lidt spoleret af det mest modbydelige regnvejr, suk.
Vi var også forbi adskillige julemarkeder, men det generelle indtryk af julemarkeder
er, at
det handler mest om at spise og drikke, ikke så meget om jul.
Vi fandt det bedste julemarked på Alexanderplatz, som var kæmpestort og mere varieret end de andre.
Da vi ikke gad mere regnvejr tog vi U-bahn til Fridrichstraße og gik over Spree til et værtshus, Ständige Verträtung, som er meget specielt. Det kan varmt anbefales! Det er et værtshus, som ligger tæt på Rigsdagen, det blev brugt under den kolde krig som en slags ambassade, hvor der var "diplomatiske" møder. Væggene er tapeseret med billeder fra den tid, meget interessant samtidshistorie, og god traditionel tysk mad.
Søndag tog vi U-bahn til Brandenburger Tor,
hvorefter vi gik ned af Unter den Linden til Alexanderplatz, hvor vi spiste frokost på en god steakrestaurant.
Herefter gik turen hjemad. Vi var godt trætte og med mange indtryk fra en spændende by, vi absolut har lyst til at vende tilbage til. En god weekend som afsluttede min ferieuge på fortræffelig vis.