fredag den 29. november 2013

Black Friday

Så er november næsten slut, og den er gået med arbejde og forkølelse.... Det var en heftig omgang, jeg ragede til mig, men nu er jeg frisk igen, bortset fra at jeg er døv på den ene øre. Men det bliver nok også snart bedre, ellers må jeg vel overgive mig og besøge en læge.....
Vi har pakket en stor julepakke til Louise og fået sendt den.
Den indeholder julegaver, kalenderlys, marcipan og en smule mere. Vi håber, den vækker glæde og lidt julestemning. Jeg har hørt fra andre udvekslingsstudenter, at man mest julepynter med lyskæder i USA, så jeg glæder mig til at se billeder af lyspyntede huse a la de værste julefilm. 
Vi er begyndt at julepynte hjemme, selvom vores juleånd jo er langt væk... Men lidt Maileg nisser og juleuroer kan da komme op.
I sidste weekend var jeg på min traditionelle julegaveindkøbstur med en veninde, men for første gang overhovedet fik vi ikke købt en eneste gave. Så jeg er virkelig bagud i år, jeg plejer at have købt de allerfleste gaver inden 1.12, men altså ikke i år.
Denne weekend er som sædvanlig fuld af dejlige oplevelser. 
Der er fåreavlernes julemarked.
Opera, hvor vi skal høre Rusalka.
Min søsters fødselsdagsbrunch.
Weekenden slutter med strikkehygge.
Så er november sluttet med maner, og december skudt godt i gang.
Og jeg fik købt de første par gaver fredag, så nu er jeg i gang, skønt.
Efter en søndag aften med oprydning, tøjvask mm er vi klar til endnu en travl uge!

mandag den 18. november 2013

Efter en alt for travl uge....

Nå, så måtte jeg da overgive mig! I sidste uge fik jeg halsbetændelse og blev forkølet, men pga årsmødet var jeg nødt til bare at tage piller og køre derudaf, og det gik da helt forrygende. Lige indtil det så ikke gik mere. Søndag havde jeg endelig bare helt fri, og hvad sker der så? Selvfølgelig er min forkølelse så gået over i en bihulebetændelse. Og som om det ikke var nok, forsvandt min stemme. Ja, her er meget fredeligt, men Claus nyder det nu ikke så meget, for som han tørt bemærker, er jeg lidt (læs meget) prikken, når jeg er småsløj. Og mit øre skulle også lige gøre opmærksom på sig selv, så søvn i nat var der ikke meget af. Til gengæld er jeg døv på det ene øre, og det flyder lystigt. Nå, heldigvis går den slags småskavanker hurtigt over, og det kan kun gå for langsomt.
Jeg bagte to fine kager i går til arbejdet, da en af mine meget gode kolleger fik FyAs uddannelsespris i fredags.
Det er en prestigefyldt pris, som foreningen af yngre anæstesiologer uddeler til en, der har været ekstraordinær god til at undervise dem. Og det er så velfortjent, så jeg blev meget glad, da jeg hørte det. Desværre kunne jeg ikke selv være med (stemmen mm), men Claus var så sød, at han afleverede kagerne til afdelingen, så de andre da kunne nyde dem og fejre min kollega. Jeg må tage revanche senere.
Og så har jeg betilt og modtaget en utrolig spændende bog om strik på øen Muhu, der ligger i Estland.
Bogen er et digert værk, A3 størrelse, og tung. Den er forberedelse til den tur, jeg har meldt mig til næste sommer, hvor jeg skal til Estland i en uge med 24 andre strikkegale kvinder. Og jeg glæder mig! Vi skal besøge Happsalu, lære at strikke deres berømte sjaler, besøge Muhu og høre mere om deres historie samt en masse andet spændende. Det bliver bare så godt, og jeg kan næsten ikke vente. Jeg skal afsted en måned før Louise kommer hjem, så når jeg kommer hjem fra den tur, er der kun tre korte uger til vi skal modtage datteren. Lige nu er jeg ved at samle julegaver, adventslys og kalenderlys til en stor julepakke til hende. Lidt skal der til.

lørdag den 16. november 2013

Årsmøde

Det har været en usædvanlig travl uge! Jeg har ikke spist hjemme mandag, tirsdag, onsdag og torsdag, så i aftes var jeg flad. Sofaen havde en stor tiltrækningskraft, og jeg sumpede til Bones, dejligt. Vi havde vores årsmøde i vores videnskabelige selskab med generalforsamling torsdag aften.
Da jeg er i bestyrelsen, startede vi onsdag eftermiddag med bestyrelsesmøde, og så er det ellers gået over stok og sten. Vi var 368 tilmeldte, så der var rigtig mange. Dejligt. Og jeg kender nok 2/3, så alene af den grund er det utrolig dejligt at komme til årsmødet. Der er også mange meget interessante indlæg med parallel sessioner, så det kan være svært at vælge, hvilket man gerne vil høre. Der var bestemt også flere, jeg gerne ville have deltaget i, men man kan ikke være to steder på en gang. Der var fest i går, men for en gangs skyld sprang vi over. Ugen havde simpelthen været for travl. Årsmødet slutter i dag, så jeg skal også derud om lidt. Der er ikke blevet tid til så meget herhjemme, men det løber nok heller ingen vegne. I aften skal vi til 50 års fødselsdag, det bliver hyggeligt. Søndag er afslapning inden endnu en travl uge starter.... Vi keder os ikke, selvom Louise er i USA!

søndag den 10. november 2013

Hygge, musik og fester, jubii

Der er en del i vores omgangskreds, der træder ind i de voksnes rækker. Og vi er så heldige, at vi er inviteret til et par fester. Den første i efteråret løb af staben i går. Cocktailparty og dans med levende musik, skønt. Så jeg måtte lige sy en ny cocktailkjole.
Stoffet er købt hos Bacci i Firenze, thaisilke vævet med rød og blå tråd, så den changerer mellem rød og lilla, superflot.
En herlig aften med G&T, Cosmopolian og Tokyo Icetea, så var jeg også godt kørende....
Heldigvis var Claus chauffør hjem. 
I dag skulle Claus på havnen for at se, om der manglede lidt dækrengøring mm, så han var klædt godt på! Naboen grinede højt og det kan jeg godt forstå!.
Nu hører vi "Last night at the Proms" med Casper, det er ren hygge med te, kage og striktøj.
Hurra for teknologien, så man kan optage de gode udsendelser og høre dem på mere passende tidspunkter.
God opladning til en travl uge med masser af aftenmøder.

mandag den 4. november 2013

Weekend i Skagen

Vi har holdt weekend i Skagen, og det har været suverænt. Vi lånte et fantastisk sommerhus i Gl. Skagen. Det ligger helt perfekt bag sidste klitrække inden stranden.
Så vi kunne høre havet og blæsten og intet andet, skønt.
Jeg har holdt sommerferie i Gl. Skagen i 1975 sammen med to gymnasievenner. Den enes forældre havde et gammelt Skagenhus på Jens Rasmussensvej. Huset hed "Farfars hus", og vi prøvede at finde det, men uden held. Jeg kunne ikke helt huske, hvilket af husene, det var, og skiltet var altså pillet ned, snyd.
Men weekenden var nu alligevel perfekt. Vejret har været lidt blandet med byger, men også med en masse sol.
Lørdag kørte vi en tur til Hjørring om formiddagen, og om eftermiddagen gik vi tur langs stranden, inden vi lavede mad.
Vi fik nemlig gæster. Claus' grandfætter og hans kone kom. Det var så hyggeligt, vi har ikke set dem i fire år, men snakken gik lystigt, der var jo noget, der skulle indhentes.
Claus havde fødselsdag, så han blev fejret med sang og gaver, han var nemlig heldig....
Søndag mødtes vi med granfætter og hustru ved Råbjerg Kirke.
Vi ville gerne gå tur ud til Rullestenene, en af Claus' yndlingsture i området. Det var en dejlig frisk tur, for det blæste en halv pelikan, og der kom også lidt småbyger, men det gik nu fint. Efter turen tog vi hjem til granfætteren, hvor der så stødte nogle flere fra familien til. Så vi havde en superhyggelig aften med dejlig dejlig mad. Vi fik langtidsstegte ænder, uhm. Til dessert var der så lige fire slags is. Jeg holdt mig til den ene slags, det var nemlig lakridsis, og en af de bedste, jeg har smagt til dato.
I dag har vi så pakket, lukket og låst godt og grundigt, og kørt hjem. Vi kørte via Århus, hvor vi havde tid til frokost inden færgeturen. Vi kom tilfældigvis til at køre ned ad Gl. Munkegade, og der ligger Fandango! Den måtte jeg altså lige besøge, jeg manglede nemlig en smart strikkefasthedsmåler, lidt hæklenåle og lidt andet udstyr. Man skal jo aldrig gå ned på udstyr! Det gør jeg så heller ikke.
Vi landede i Hørsholm omkring aftensmadstid, så nu står den på afslapning inden sengetid.
Vi tager gerne tilbage til Skagen en anden gang!

fredag den 1. november 2013

November

November starter grå og trist. Den synes uendelig lang, men kun lige til man får startet på julegaveindkøb og juleræs, så spurter også den måned afsted. Jeg skal have samlet en julepakke, som skal sendes til USA. Jeg ved heldigvis nogenlunde, hvad pakken til indeholde: kalenderlys, adventslys og julegaver, som jeg lige mangler at købe og pakke ind. Så min november skal også nok få ben at gå på, selvom den lige nu ser ret trist ud....