Et minut og 23 sekunder

Tilbage henover Canterbury Plain mod Souther Alps igen. Fantastisk område, ikke smukt i mine øjne, men helt fantastisk storslået. Vi fulgte en vej op i et pas, Porters Pass, som blev brugt til transport af varer til og fra vestkysten - ikke uinteressant, da de fleste bryggerier ligger her. Vi nåede dog aldrig så langt, men kun forbi pashøjden for at se på nogle områder, hvor man havde optaget de afsluttende kampscener i den første Narnia film. Selvfølgelig kan man ikke nå frem til de helt rigtige steder for diverse kamera vinkler, men pyt, det drejer sig jo bare om at se disse storslåede områder.Tilbage igen ned på Canterbury Plain. Det er helt ufatteligt at tænke på, at disse storslåede bjerge har været så meget større, at de gennem tiderne har kunnet danne hele denne 50 km. brede slette helt ud mod Bank's Peninsulla blot ved hjælp af udskylning. Gad vide, hvor høje de da var!

Efter indkøb til morgendagens lange tur til Mount Cook fandt vi vores B&B for i aften. Det er en slags bondegård, hvor man passer nogle tusind får fordelt på flere forskellige gårde. Gårdens mandlige beboer er samtidig administrator af områdets vandingskanaler, hvilket lige nu i heden er et hårdt job. Det rigtig spændende var på nabogården, hvor man var igang med at klippe lam. Det var lige så beskedt og fascinerende, som vi altid har forestillet os. Det foregår naturligvis på accord, og mens vi stod der målte jeg den bedste til 1 minut og 23 sekunder per lam. Disse lam var kun 5 måneder gamle, og det var første klipning. Der er ikke så meget uld, så det bliver ikke taget i en stor pels. I øvrigt er de mere urolige og derfor vanskeligere at klippe.I morgen går det som sagt mod Mount Cook og et Lord of the Rings optagelsessted på vejen.

Delfinen, sporvognen og koden

Det har virkelig været en dag spækket med oplevelse, og hvis i undrer jer over titlen på dette indlæg, tja, så må i nok læse til den bitre ende!Vi var book'et til at skulle sejle ud fra Akaroa, som er den ene af to naturhavne på Banks Peninsula. Det er den på den sydlige side. Vi kørte i god tid fra Christchurch, så vi kunne nyde turen og udsigten. Vores GPS-kort er nok ikke liiige så godt, som vi er vant til i Europa. Når den finden den bedste rute, er det ofte den korteste uden smålige hensyntagen til vejens beskaffenhed - sååå, vi kom lige over et lille pas i stedet for at følge hovedvejen, som godt nok var meget længere, men langt hurtigere. Men pyt, turen var utrolig smuk, og gav os god udsigt over den anden naturhavn, Lyttleton. Vi nåede dog frem i god tid til afgang kl. 13:30. Hvad var så idéen med endnu en sejltur? Hector delfiner. Som bonus talte man om blå pingviner med hvide "vinger", som er den mindste type pingviner. Det blev - ligesom med hvalen - kun til én delfin - delfinen. Det er langt sværere at se på disse delfiner, da de dels svømmer i meget grunset vand, dels jager mere og leger mindre end, hvad vi f.eks. har set oppe i Bay of Islands. Så det blev ikke noget show med hop og kolbøtter, men et glimrende eksemplar af Hectors familie. Længere ude mod mundingen af fjorden var vi derimod heldige at se en enkelt af de kun ca. 32 cm. lange hvidlappede blå pingviner. De er utrolig sky, og er kun oppe i nogle sekunder, før de dykker igen, hvilket i forhåbentlig kan se på billedet. Eller også ligner det bare en forskræmt and... Vi så også Østersfiskere, en fugl, som vist er i cormorant familien, dvs. hvad vi kalder en skarv.

Tilbage til Christchurch. Det er NZ næststørste by, men helt klar vores favorit som by betragtet. Nu er vi jo bymennesker, og har en mere eller mindre udtrykt idé om, hvad en by skal tilbyde. Det er jo ikke særligt præcist, men den scorer altså højt på vores liste. Wellington er kedelig, formel og blæsende. Auckland er historieløs og noget kultursvag, men til gengæld en fantastisk sejlby.

Nå tilbage til historien, vi skal jo nå hele titlen igennem...

Vi havde tidligere bestilt plads på restaurantssporvognen, som hver aften kører rundt i det centrale Christchurch. Ruten er ikke lang, 2.3 km., men kommer dog rundt til en del af de interessante ting. Det var utrolig hyggeligt, god mad, venlige mennesker, etc. Og så er vi blevet fotograferet 100-vis af gange af diverse asiater, som ligefrem løb langs sprorvognen, for at få den rette vinkel. (Tænk, hvis man var på tur med elsker(ind)en, og helst ikke ville lande på tilfældige fotos...) I starten af turen kører der stadig de andre veteransporvogne på ruten, så man er nødt til at holde en vis minimal hastighed, senere kører den alene. Vi nåede da også 5 ture rundt på sporet, men svimmelheden udeblev heldigvis. Ca. halvvejs holdes der en tissepause på den lille banegård, og mens jeg således efter bedste evne forsøgte at forklare Louise, hvordan man kører sporvogn, foreslog vognstyreren at Louise da var velkommen til at køre med i førerhuset, når hun havde spist dessert. Tøsen sagde (sku) ja! På Victoria Square gik hun så ned ad trinbrædtet og frem til førerhuset, og kom først tilbage 1.5 omgang senere. Det var naturligvis rigtig sjovt - mor, den er 90 år gammel, men det bedste af det hele var: Hun havde knækket koden - hun oplevede, at hun kunne forstå tilstrækkelig af vognstyrerens engelsk til at få en mening i budskabet. Det var stort for hendes forældre!

Christchurch

I dag har vi slappet af, vasket tøj hele formiddagen, og gået lidt rundt i Christchurch. Vi har kørt med sporvogn, nogle rigtig gammeldags med træsæder, rigtig sjovt. Turen rundt er ikke så lang, men man får set lidt af bycentrum. Vi kom forbi Avon, som floden gennem byen hedder. Der skulle vi senere have en tur, hvor vi blev staget rundt. Efter floden kom vi til Arts Centre, hvor der var kunst marked, en lille og mere turistet udgave af vores kunsthåndværkermarked på Frue Plads i august. Vi havde dog ret meget sjov ud af at se på nogle meget flotte filtede hatte.

Efter turen rundt med sporvognen fik vi en tur på Avon. Der var de mest nuttede sorte ænder, der ligner vores troldænder temmelig meget. Vores stag-fører var en ung englænder, som arbejder her i Christchurch for at tjene penge til resten af hans jordomrejse. Det var meget idyllisk og hyggeligt at blive staget rundt.

Planen var så, at vi skulle med svævebane op på en af de vulkaner, som omgiver byen. Men det var blæst vældig meget op, og var blevet overskyet, så det ville være begrænset, hvor meget vi ville kunne se. Derfor gemmer vi den tur til i morgen.

Vi kørte tilbage til hotellet, hvor jeg siden har nydt mit garnindkøb fra i går, og er startet på et Queen Anne-tørklæde til Louise i det pink/orange/lyserøde garn.

Louise hoppede for én gang skyld i poolen, men det var vist en kold og kedelig oplevelse - specielt, når man ikke kunne hærge forældrene.