Delfinen, sporvognen og koden

Det har virkelig været en dag spækket med oplevelse, og hvis i undrer jer over titlen på dette indlæg, tja, så må i nok læse til den bitre ende!Vi var book'et til at skulle sejle ud fra Akaroa, som er den ene af to naturhavne på Banks Peninsula. Det er den på den sydlige side. Vi kørte i god tid fra Christchurch, så vi kunne nyde turen og udsigten. Vores GPS-kort er nok ikke liiige så godt, som vi er vant til i Europa. Når den finden den bedste rute, er det ofte den korteste uden smålige hensyntagen til vejens beskaffenhed - sååå, vi kom lige over et lille pas i stedet for at følge hovedvejen, som godt nok var meget længere, men langt hurtigere. Men pyt, turen var utrolig smuk, og gav os god udsigt over den anden naturhavn, Lyttleton. Vi nåede dog frem i god tid til afgang kl. 13:30. Hvad var så idéen med endnu en sejltur? Hector delfiner. Som bonus talte man om blå pingviner med hvide "vinger", som er den mindste type pingviner. Det blev - ligesom med hvalen - kun til én delfin - delfinen. Det er langt sværere at se på disse delfiner, da de dels svømmer i meget grunset vand, dels jager mere og leger mindre end, hvad vi f.eks. har set oppe i Bay of Islands. Så det blev ikke noget show med hop og kolbøtter, men et glimrende eksemplar af Hectors familie. Længere ude mod mundingen af fjorden var vi derimod heldige at se en enkelt af de kun ca. 32 cm. lange hvidlappede blå pingviner. De er utrolig sky, og er kun oppe i nogle sekunder, før de dykker igen, hvilket i forhåbentlig kan se på billedet. Eller også ligner det bare en forskræmt and... Vi så også Østersfiskere, en fugl, som vist er i cormorant familien, dvs. hvad vi kalder en skarv.

Tilbage til Christchurch. Det er NZ næststørste by, men helt klar vores favorit som by betragtet. Nu er vi jo bymennesker, og har en mere eller mindre udtrykt idé om, hvad en by skal tilbyde. Det er jo ikke særligt præcist, men den scorer altså højt på vores liste. Wellington er kedelig, formel og blæsende. Auckland er historieløs og noget kultursvag, men til gengæld en fantastisk sejlby.

Nå tilbage til historien, vi skal jo nå hele titlen igennem...

Vi havde tidligere bestilt plads på restaurantssporvognen, som hver aften kører rundt i det centrale Christchurch. Ruten er ikke lang, 2.3 km., men kommer dog rundt til en del af de interessante ting. Det var utrolig hyggeligt, god mad, venlige mennesker, etc. Og så er vi blevet fotograferet 100-vis af gange af diverse asiater, som ligefrem løb langs sprorvognen, for at få den rette vinkel. (Tænk, hvis man var på tur med elsker(ind)en, og helst ikke ville lande på tilfældige fotos...) I starten af turen kører der stadig de andre veteransporvogne på ruten, så man er nødt til at holde en vis minimal hastighed, senere kører den alene. Vi nåede da også 5 ture rundt på sporet, men svimmelheden udeblev heldigvis. Ca. halvvejs holdes der en tissepause på den lille banegård, og mens jeg således efter bedste evne forsøgte at forklare Louise, hvordan man kører sporvogn, foreslog vognstyreren at Louise da var velkommen til at køre med i førerhuset, når hun havde spist dessert. Tøsen sagde (sku) ja! På Victoria Square gik hun så ned ad trinbrædtet og frem til førerhuset, og kom først tilbage 1.5 omgang senere. Det var naturligvis rigtig sjovt - mor, den er 90 år gammel, men det bedste af det hele var: Hun havde knækket koden - hun oplevede, at hun kunne forstå tilstrækkelig af vognstyrerens engelsk til at få en mening i budskabet. Det var stort for hendes forældre!