Runrigs 40 års jubilæumskoncert

Grunden til vi er taget til Skotland er faktisk, at vi gerne ville til Runrigs 40 års koncert lige nord for Inverness lørdag d. 10. august. Runrig er et skotsk band, der blev dannet for 40 år siden på Isle of Skye, og de har igennem årene opnået stor popularitet specielt i Danmark, Tyskland og selvfølgelig Skotland.

De spiller flere koncerter årligt i Danmark, og har været faste deltagere på Tønder festivallen. Jeg lærte dem først at kende for ca. 6 år siden, faktisk i forbindelse med vores første tur til Skotland. De spiller folk/rock, og er supergode, også selvom de efterhånden er noget oppe i årene. Der har været meget lidt udskiftning i bandet i løbet af årene, de nyest er keyboardspilleren Brian (som også er den yngste) og sangeren, den canadiske Bruce Guthroe, som har været forsanger i 15 år. Bruce erstattede Donnie Munroe, som blev politiker. En politiker, der arbejder indædt for det gæliske sprog og for Skotlands uafhængighed. Vi har været til deres koncerter før, både i Danmark, og sidste august i Inverness. Deres musik er utrolig god, medrivende og glad. Men der er kæmpestor forskel på de danske koncerter og de skotske. I Danmark er publikum for at sige det mildt midaldrende, og det er hyggeligt at være til koncerterne, nogle synger med og alle klapper pænt, men det er så som så med hop, råb og hujen.... I modsætning til Skotland, hvor publikum er meget mere blandet i alder, både unge og ældre. Alle synger, hopper, hujer og jubler her, så stemningen er nærmest kogende. Derfor så vi meget frem til deres jubilæumskoncert, som vi forudså ville blive en stor, stor fest.

Og det blev det!

Koncerten blev holdt på Black Isle Showground på Muir of the Ord, lige nord for Inverness. Festen startede faktisk fredag, hvor de første campister kom til campingpladsen i forbindelse med festpladsen. Campingpladserne blev forøvrigt meget hurtigt udsolgt, og der var planlagt en fest fredag aften, en Ceilidh, som er en gælisk tradition, hvor alle synger, spiller og danser den halve nat.

Koncertpladsen blev åbnet allerede kl. 15.30 lørdag, og vi var der kl. 17, da vi forudså et mindre trafikkaos. Det var helt fint, vi kom i god tid, for så kunne vi gå lidt rundt, spise et par burgere og drikke lidt øl. Der var forskellige opvarmningsbands, som var mere eller mindre gode. Vi fandt et godt sted at stå omkring kl. 18, kunne heldigvis sætte os på vores regnslag, så vi ikke blev alt for trætte i benene, men fra kl. 19 stod vi op indtil koncerten var færdig kl. 23...

Runrig kom på scenen kl. 20, og så spillede de for fuldt drøn i tre timer, det var den skønneste fest, man kan tænke sig, åh det var godt. Vi stod som sild i tønde, men pyt, stemningen var høj, alle sang, hoppede og klappede. Vi var mange der, nok omkring 35.000, der var mindst tre gange så mange mennesker bag os, som mellem os og scenen. Det var kun lidt irriterende, når der var nogle, der masede sig ind og ud, men ellers var alle tolerante og glade. Der var forskellige gæster, bl. a. selvfølgelig deres gamle forsanger, Donnie Munroe, som sang tre sange, den sidste på gælisk. Det var simpelthen så fedt....

Deres afskedsnummer er altid Loch Lomond, hvor alle synger med og klapper, så stemningsfyldt. Midt under Loch Lomond blev den kvinde, der stod lige foran mig dårlig, så jeg hørte ikke hele nummeret, da jeg pludselig blev noget optaget af at finde ud af, hvad der var galt. Hun besvimede, formodentlig af varme og af at stå op så længe, men kom hurtig til sig selv igen, og fik det helt godt til sidst. Hendes mand støttede hende heldigvis, så hun faldt ikke, hvilket heller ikke havde været muligt, da vi stod så tæt, men det var da en forskrækkelse for hendes børn. Heldigvis fik hun det hurtigt meget bedre.

Da koncerten var slut, skulle vi så hjem. Det gik hurtigt tilbage til bilerne, og vi fandt da vores bil relativt hurtigt, men så gik alt i stå. Halvanden time tog det at komme ud fra parkeringspladsen, så klokken var 2 inden vi var i Aviemore, hvor vores hotel ligger. Heldigvis skulle vi ikke noget søndag, så vi sov længe og dalrede bare lidt rundt i byen.

Men koncerten var en kæmpeoplevelse, lige så stort, som vi havde håbet. Jeg glæder mig til den kommer på DVD, så vi kan genopleve den. Det var skønt, og jeg er bare fan af det band.

New Lanark Mill

Claus og jeg er taget til Skotland på ferie. Vi har også købt billetter til Louise, hvis hun var kommet senere til USA, men hun tog jo afsted torsdag meget meget tidligt om morgenen, så vi er taget på ferie alene... Tattoe'en, som Claus har beskrevet, var en dejlig oplevelse, jeg meget gerne gentager igen og igen.

Fredag kørte vi til New Lanark Mill, som ligger ca. 1 times kørsel fra Edinburgh. Det er et meget interessant sted, hvilket vi ikke helt var klar over på forhånd. Vi tog derhen, fordi der ligger et uldspinderi, jeg gerne ville studere nærmere. Men faktisk er det en hel lille landsby, der blev grundlagt i 1785 i forbindelse med etablering af et bomuldsspinderi.

Bomuldsspinderiet blev drevet af floden Clyde, og beboelseshusene blev bygget af lokal sandsten. Der boede omkring 2.500 i 1820, og var det største bomuldsspinderi i England på det tidspunkt. New Lanark blev berømt som modelsamfund da grundlæggeren David Dales svigersøn Robert Owen overtog ledelsen i 1800. Owen forbedrede og ændrede livskvaliteten for arbejderne. Han oprettede skoler for børnene, og tillod ikke de små børn på fabrikken, hvilket ellers var almindeligt på den tid. Han oprettede faktisk den første børnehaveklasse i verden, og grundlagde andelstanken, idet der var en landsbybutik, der solgte dagligvarer billigt. Han reducerede arbejdernes arbejdstid, indførte gratis sundhedspleje, og oprettede både sygekasse og en sparekasse.

Bomuldsspinderiet fortsatte til 1968, hvor de lukkede. Bygningerne forfaldt, og der blev dannet en trust, som har købt området og istandsat alle maskinerne. Landsbyen fungerer som frilandsmuseet, hvor man kan se spinderiet i drift, i dag er det så uld, de spinder. Og samtidig kan man se, hvordan fabrikken fungerede i 1800-tallet. Det var faktisk vældig interessant. Jeg købte lidt garn, kun knap 3 kilo, så nu har jeg til nogle dejlig varme trøjer af god britisk uld.

Robert Owen fik også skabt stier omkring floden, og plantet en masse forskellige planter, for han mente, at der skulle motion og frisk luft til et sundt liv. Dette er nu bevaret via Scottish Wildlife Trust, og man kan gå tur langs floden op til forskellige vandfald.

Vi gik tur op til det første vandfald, som er det mest spektakulære, meget dejlig tur, og smukt var det skam.

Der er lavet hotel og vandrehjem i nogle af de gamle bygninger, så det er muligt at bo i området, hvis man har lyst til at udforske naturen lidt mere.

Det var en sjov tur, og det er helt klart et sted, der er værd at besøge, hvis man er i nærheden af Glasgow eller Edinburg.

Tattoo 2013 - nu, hvor vi var der alligevel!

Når man nu kommer igennem Edinburgh i begyndelsen af august, så er man da et skarn, hvis man ikke køber sig nogle billetter til Tattoo. Vi var godt nok på vej til Runrigs 40 års jubilæumskoncert i Muir of Ord, men mere om det senere.

Det er virkelig stort i mere end en forstand. Hele pladsen foran den gamle borg bliver hvert år på 40 dage omdannet til en arena for 8.500 tilskuere. Fra midt i juli til slut august holdes der først en række koncerter, og derefter 3 ugers The Royal Edinburgh Military Tattoo.  Det er blevet afholdt siden 1950, og jeg kan stadig huske transmissionerne på DR i slørede sort/hvide billeder fra jeg var lille dreng en gang i tresserne. I år var fokus 50 år for våbenstilstanden ml. Nord- og Sydkorea. Man må ikke glemme, at det stadig er en militær begivenhed, og at de fleste deltagende orkestre har militære rødder. Man forsømmer ikke nogen lejlighed for at mindes og ære tabte soldater og kammerater.

Ordet "Tattoo" stammer fra det, som vi på dansk kalder "Tappenstreg", altså den deling soldater, som gik igennem byen om aftenen og beordrede kroerne til at stoppe for udskænkningen, så soldaterne kunne kommer hjem i seng. Det danske ord er i hvert fald formet fra tysk "Zapfenstreich", at slå tappen i tønden.

Helt centralt i Tattoo'et står "Pipes and Drums", som både er lokale sækkepiper og trommer og inviterede orkestre. I år var det et orkester fra Qatar og The Black Watch, 3rd Battalion, Royal Regiment of Scotland. Mest underholdende i år var dog det New Zealandske forsvars orkester, som ud over en fantastisk musikalitet var vildt sjove. Det havde bl.a. kampsangen fra deres nationale rugby team, The All Blacks, med.

Kan I ikke nå det selv, er det sikkert værd at købe året DVD...!