Hviledag

I dag har så været hviledag, men derfor har vi nu alligevel lavet en smule. Vejret har været usædvanlig skønt med solskin og intet regn. Der har været lidt skiftende skyer, men skylaget lå højt, så vi tog op til Cairn Gorm skicenter, hvor der er en funiculare op til et plateau lige under toppen. Cairn Gorm, som betyder det blå bjerg, er Skotlands 6. højeste bjerg på 1244 m. Skotlands højeste bjerg, Ben Nevis på 1345 m kunne vi se fra udsigtsplatformen oppe på plateauet. Der var lidt diset, så vi kunne kun skimte bjerget langt langt væk. Der er ca 55 miles derover, så det er da også en sjat.

Vi kunne også se Moray Firth ved Inverness, det vil sige den bugt på toppen af Skotland, hvor Inverness ligger i bunden. Det var straks meget tydeligere. Ellers så vi mestendels andre toppe i Cairngorm national park, meget smukt.

På plateauet lå også en restaurant, eller nærmere cafeteria. De reklamerede med Taste of Scotland, men det har vi altså fået meget bedre andre steder. Deres vildeste ret var "Macaroni with cheese"! Frokosten blev dog indtaget,

hvorefter vi tog funicularen ned igen, og kørte tilbage til Aviemore, hvor kaffen kunne indtages i solen, ahhhh.

I morgen bliver den sidste dag med vandretur og måske et lille besøg på et whiskydistilleri, man kan vel ikke være i Skotland uden at smage lidt whisky.

Loch an Eilein, Strathspey Steam Railway og udsigten

Nej, hvor har vi været flittige i dag. Først gik vi 5.6 km rundt om Loch an Eilein, som ligger lige syd for Aviemore og Coylumbridge. Den ligger inde i en estate, som har endnu et navn, som vi ikke fatter udtalen af. Det er naturligvis fordi det gæliske sprog var hovedsproget, da de fleste steder blev navngivet. Gælisk er også centralt for den Skotske selvstændighedsbevægelse. Gælisk er i familie med Keltisk, som tales i Irland. Den oprindelige befolkning, Picterne, Kelterne og Venderne, I ved: "Kong Christian...", vandrede ind i Europa fra øst og regnes som slaviske folkestammer. Det er således ikke så underligt, at deres sprog, altså Gælisk, forekommer fuldstændig uforståeligt for os danske af Germansk herkomst og sprogstamme. Tilbage til Loch an Eilein, som betyder øen i søen. Området viste sig at være meget friseret med en velordnet og betalbar parkeringsplads, hvor man samtidig fik udleveret et nydeligt kort over områdets vandre-, cykel- og rideture. 

Det er utrolig befriende, at man kan gå ture uden at blive plaget af fluer, knoter og myg! Til gengæld fik vi da regntøjet af og på flere gange på de 1 1/2 time, som turen tog. Det er nu engang spillereglerne her.

Efter en hurtig frokost på en cafe i Aviemore kom vi til dagens hovedbegivenhed: Strathspey Steam Railway og eftermiddagens afgang kl. 2:45 til Broomhill via Boat of Garden og retur. Det lyder pompøst, men det er bestemt ikke nogen lang tur.

Faktisk kæmper de for at få den forlænget til Grantown on Spey, måske fordi det viste sig, at det først er der, man virkelig kan tale om whisky? Det er blot 7 km. Vi havde naturligvis bestilt første klasse og Afternoon tea!

Det er længe siden, man havde fat i sådan en tyk, papbillet sidste gang. Som husker jeg, at de blev klippet/stemplet på vej ind og ud af S-tog.


Det er sikkert resterne af en stor industrination, som får både Britter og Skotter til at være så begejstrede for gamle jernbaner og damplokomotiver.

Man skal huske at lukke den kolde damp ud, ellers går sikkerhedsventilen:

 Det er rigtig stenkuld, som der skovles rigtig meget af, og det er tungt arbejde, kan man se! Det er vist også svært at få fat i, men markedet må være stort med alle de veteranjernbaner.

Det er sjovt for en nørd som mig. Og der er en masse små børn, som bliver vældig snavsede af at besøge "driver" and "engineer" på deres otiums arbejdsplads.

Som sagt var det ikke en lang tur, så vi var tilbage halv fem. Så var der lige tid til en køretur op mod Moray shire, hvor vi fik os nogle storslåede udsigter ud over højlandet over trægrænsen:

I morgen gør vi som Skotterne: Ser på vejret, før vi beslutter, hvad dagen skal stå på!

Kan du ikke lide vejret i Skotland?

Når venner og bekendte spørger inden turen til Skotlands højland, om jeg har checket vejret, svarer jeg nej. Det er spild af tid. Selvfølgelig har "Highlands" også gode og dårlige perioder. En ting er dog sikkert, men skal altid have tøj med til al slags vejr, herunder specielt regntøj. Man kan sige:

Hvis du ikke kan lide vejret, så vent en halv time, så har det ændret sig!

Det gælder også, når man tager på vandretur. Det er altid med en rygsæk, som mindst indeholder et regnslag. I dag gik vi en dejlig tur ved Loch Insch, hvor vi kom op på en lille højderyg, som gav et flot udsyn over landskabet. Vi havde været på det lokale turistkontor, og var blevet udstyret med et vandrekort og vejledt efter alle kunstens regler. Sågar også om, hvilket fodtøj, som passede sig for netop denne tur. Intet er overladt til tilfældighederne.

Som en meget snakkesalig Skotsk dame sagde til os: "Regnen betyder ikke andet, end at udsigten bliver lidt sløret." Det sagde hun godt nok ikke, men det lod sig oversætte!

Vi går ikke så lange ture, og specielt går vi ikke ture, som har stor højdeforskel. Der er heldigvis utrolig mange valgmuligheder, både på åben fjeld og i skove, og som sagt meget velorganiserede. Ligeledes er der også mange på mountainbikes på dertil indrettede stier. Vi bliver på benene, hvor der også er tid til at se på disse:

I morgen her vi bestilt "Afternoon tea" på et damptog. Skønt Aviemore i virkeligheden kun er ca. 50 år gammel, har man en veteranjernbane. Den bevæger sig - fornuftigt nok - op mod de små byer langs floden Spey. Det er nemlig der, hvor Skotlands største koncentration af Whiskydestillerier ligger. Navne, som Glenfiddich og Aberlour stammer derfra. De er alle såkaldte Speyside whiskys. Mere om det, når det er