tirsdag den 30. september 2008

Porcelæn

Jeg bestilte lidt porcelæn på kunsthåndværkermarkedet i august. Og i går ankom det så. Tre kaffekopper, en tekande, 6 morgenmadsskåle og to lysrør, ahhh.


Jeg købte 4 kaffekopper for tre år siden, men det holdt kun ca. 1 måned, så havde vi kun tre kopper. De sidste to år har jeg så været på kunsthåndværkermarkedet for at få suppleret mine kopper, men kunstneren var der ikke. Det var han så i år, så jeg tog fluks derind og bestilte så lidt. Det har jeg gået og glædet mig til, så det var dejligt at pakke det ud her til morgen. Og det var da noget af en indpakning, jeg havde hvide "fnusere" i hele køkkenet, inden jeg kunne samle emballagen.


Posten kom også med en masse strikkebøger, som jeg har bestilt på amazon.co.uk, så nu er jeg helt syg efter at komme igang med en masse af opskrifterne. Det er svært at vælge, hvilket projekt, jeg skal starte, når jeg er færdig med Louises kjole. Jeg har også startet med lidt julegavestrikning. Mere røbes ikke endnu. Men der er flere, der ønsker sig sokker, og det er jeg kun glad for at kunne opfylde....


Ellers skal jeg videre med min oprydning, selvom det er lidt svært at komme igang.

søndag den 28. september 2008

Oprydning, suk


Så gik der tid med det... Hele søndagen er blevet brugt til at rydde op i arbejdsværelset, og vi er ikke færdige endnu. Men vi har fået smidt en masse ud, herligt. Vi fyldte Claus' bil, som er en stationcar, med affaldsposer, så der er blevet lidt mere luft. Herligt at få ryddet ud. Jeg har fyldt 6 plastikkasser med stof, garn og papirer, det skulle gøre roderiet mindre. Jeg skal dog have købt lidt mindre kasser til reolen, så det bliver først tirsdag, jeg kan komme videre.Jeg kom også til at bestille lidt garn hos markno, som har udsalg. Louise er dog lidt bekymret, for hun synes, jeg køber mere garn, end jeg bruger. Så hun bad mig om ikke at købe mere, for hun forudså de bjerge af garn, der vil være efter mig, når jeg engang er død. Jeg prøvede at berolige hende med, at jeg da ikke regner med at dø de første 30 år, men det ændrede ikke hendes indstilling. Så jeg er bange for, at jeg får påbudt indkøbsstop i den nærmeste fremtid. Jeg må bare få strikket lidt mere, for jeg har planlagt en tur til Kolding om en måned. Hun kommer IKKE med.

Høstfest


Det er stadig det mest forrygende, flotte vejr. Solskin og blå himmel; temperaturer, der indikerer indian summer. Blade og buske er startet med at skifte farver, smukt.
I går var vi til Høstfest på Caspers dagtilbud. En rigtig dejlig dag med pølsevogn, popcornmaskine, musik og kamelridning. Casper nød det hele, og var meget glad for at se os der. Han sad ligeså stille mellem os og nød musikken. Bagefter gik vi ud til marken, hvor der var kamelridning. Jeg havde ikke troet, at han ville op på dyret, men det gik uden problemer. Man kunne godt se, at han er vant til at ride. Ridning er en ugentlig aktivitet, som han nyder meget. Selvom det var en god dag, og Casper heldigvis havde en dejlig dag, var det alligevel med sorg, vi kørte hjem. Sorg over det liv, der er blevet Caspers lod. Et liv uden de muligheder, vi havde ønsket, og med udfordringer, alle gerne ville have været foruden. Men også et liv med andre kvaliteter og glæder, end vi forestiller os. Casper er heldigvis oftest glad og tilfreds. Det er sværest, når han har det dårligt.

Jeg er blevet færdig med sportsstrømper til Louise, hvide med snoninger. Beregnet til at bruge sammen med en kilt. Jeg havde en del af dem som barn, og Louise vil også gerne have nogle, så jeg måtte straks producere et par.

Efter høstfesten tog Claus til spejderfest, og Louise og jeg tog i biografen. Vi så Wall E, som er en god film.


I dag skal Louise på tur med en spejder kammerat, og Claus og jeg skal rydde op i huset, suk.