Det er stadig det mest forrygende, flotte vejr. Solskin og blå himmel; temperaturer, der indikerer indian summer. Blade og buske er startet med at skifte farver, smukt.
I går var vi til Høstfest på Caspers dagtilbud. En rigtig dejlig dag med pølsevogn, popcornmaskine, musik og kamelridning. Casper nød det hele, og var meget glad for at se os der. Han sad ligeså stille mellem os og nød musikken. Bagefter gik vi ud til marken, hvor der var kamelridning. Jeg havde ikke troet, at han ville op på dyret, men det gik uden problemer. Man kunne godt se, at han er vant til at ride. Ridning er en ugentlig aktivitet, som han nyder meget. Selvom det var en god dag, og Casper heldigvis havde en dejlig dag, var det alligevel med sorg, vi kørte hjem. Sorg over det liv, der er blevet Caspers lod. Et liv uden de muligheder, vi havde ønsket, og med udfordringer, alle gerne ville have været foruden. Men også et liv med andre kvaliteter og glæder, end vi forestiller os. Casper er heldigvis oftest glad og tilfreds. Det er sværest, når han har det dårligt.Jeg er blevet færdig med sportsstrømper til Louise, hvide med snoninger. Beregnet til at bruge sammen med en kilt. Jeg havde en del af dem som barn, og Louise vil også gerne have nogle, så jeg måtte straks producere et par.
Efter høstfesten tog Claus til spejderfest, og Louise og jeg tog i biografen. Vi så Wall E, som er en god film.
I dag skal Louise på tur med en spejder kammerat, og Claus og jeg skal rydde op i huset, suk.
2 kommentarer:
Det lyder til at have været en dejlig dag for jer alle. Sikke nogen flotte strømper, de er godt nok lange.
Merete
Dejlig skøn efterårsdag og hvor er det skønt at læse at Casper stadigvæk kan overraske jer ved at gøre noget i ikke forventet - det er en stor følelse og gave disse knægte kan give en. Og smerten ved at forlade ham er stor - det kan jeg rigeligt sætte mig ind i, men Casper har det godt i sit liv og i har idag overskud til at møde ham og være der for ham - og det er altså vigtigere end omvendt.
Skønne lange sokker til datteren :-)
Send en kommentar