White River Rafting!

For engangs skyld et indlæg uden billeder. Det skyldes, at vi ikke har et vandtæt hus til nogle af kameraerne, og de billeder, vi har købt, er på en CD og ingen af computerne har CD-drev. Nå, men i dag har vi så været på White River Rafting. Det var sjovt, men det gør ikke så meget, at I ikke får set nogle billeder, for alle kan formodentlig sagtens forestille sig os i våddragt med redningsveste og røde sikkerhedshjelme. Jeg har set bedre ud!!!!
Først slæbte vi den store gule gummibåd ned ad en skrænt, det var tungt og sveden haglede af os. Så fik vi en lille demonstration, og prøvede at padle rundt i et afsnit af floden, hvor vandet var rimelig stille, og så gik det løs. Det gik fint i rigtig lang tid. Da vi kom til et stort bassin, hvor der også var nogle store sten, trak guiderne de to gummibåde op på en stor sten, og så kunne folk prøve at springe 3-4 m ned i vandet. Jeg foretrak at lade være. Louise var lidt bange første gang, men hun hoppede sammen med Claus og syntes derefter, at det var rigtig sjovt. Så hun prøvede også en enkelt gang alene, sej pige.
Herefter gik det slag i slag, indtil vi kom til en strøm med rigtig mange sten. Der skulle vi padle baglæns, og hverken værre eller bedre, så blev Louises åre grebet af en sten. Hun holdt godt fast på åren, og røg derved i vandet. Da hun begyndte at glide, greb hun fat i mig! Hvorefter jeg også røg i vandet. Nå, pyt med det, det værste var, at man skulle kile sin fod fast under noget i gummibåden, da det var fødderne, der holdt en inde i båden. Så min fod sad fast, og jeg fik vredet godt i mit, heldigvis, venstre knæ, av. Louise slog også benet lidt, men det gik da heldigvis hurtigt over. Min knæ er noget hævet, men gør da heldigvis ikke ondt længere. Men jeg går sjovt. De fik hurtigt hevet først Louise op i båden, derefter mig, så der skete ikke noget, og vi havde jo også sikkerhedsudstyr på for samme situation. Louise og jeg var ikke bange på noget tidspunkt, vores guide var yderst kompetent, og vi kunne derefter fortsætte igen. Ikke meget senere ville Claus lige være solidarisk, så han skvattede også i vandet. Men han sad lige foran guiden, der hurtigt fik fat i ham, og trukket ham op igen. Stærk og dygtig guide. Herefter fortsatte turen uden yderligere uheld.
Vi padlede i ca. 2 timer, og var igennem 53 strømme, så vi er godt brugte nu. Jeg er sikker på, at familien Rosengaard sover godt i nat, måske med lidt smertestillende. Og jeg tror, jeg tager den med ro i morgen, så kan Claus og Louise vandre i bjergene uden mig, ja.

Praktiske oplysninger og svar på spørgsmål

Der er kommet dejlig mange kommentarer med tiden på vores blog. Der er også kommet nogle spørgsmål, som det ikke rigtig er lykkedes at besvare - endnu.

Ruten
Ruten er bestemt for længe siden sammen med vores "in-coming agent". Nu har jeg jo ikke alt med på denne tur, så den bedste måde at skabe en oversigt er at vise et billede af ruten for henholdsvis Nordøen og Sydøen. Nordøen, hvor vi lige ny er i Turangi, og her Sydøen. (Jeres browser kan sikkert hjælpe jer med at zoom'e lidt ind på disse to store billeder.) Vi både startede og slutter i Auckland, hvor vi altså også afleverer vores bil igen. Bilen sejles naturligvis over ml. øerne, mens vi selv flyver den ene vej. Vi har nu været 2 uger under vejs siden Auckland og har kørt ca. 1.800 km, så med godt 4 uger endnu bliver det nok til ca. 6.000 km i alt. Sydøen siges at være meget mennesketom, og man skal kunne køre ½ timer uden at møde nogen eller en modkørende bil. Det lyder måske underligt, men så bliver det faktisk en udfordring at køre i venstre side, da man skal have sine reflekser på plads for at placere sig rigtigt, skulle en bil pludselig dukker op. I byerne er det ikke noget problem med venstrekørsel, der kan man nå at tænke over den rigtige placering.

Blog'en og nye indlæg
Hvordan lykkes det os så at skrive nye indlæg fra de fleste steder på ruten? Det er ikke så svært. For det første er der en eller anden form for Internet adgang på de fleste hoteller og moteller. Vi kopierer løbende vores billeder fra kameraerne til først den ene computer, og dernæst videre til den anden. Jeg har et lille trådløst netværk med til formålet. Målet er naturligvis at undgå tab af billeder, skulle det uheldige ske, at en disk fejler eller en computer bliver stjålet. Og nej, de opbevares ikke samme sted i bilen. Når der så ikke er trådløs (WLAN) adgang til Internet, bruger vi en mobiltelefon, som vi har udstyret med et NZ-taletidskort. Så er det nemlig ikke dyrt at bruge lidt trådløs bredbånd til at uploade nye indlæg. NZ er godt dækket med alm. GSM, men i de større byer er der også 3G (som man kun kan bruge, hvis man har et NZ SIM-kort!) GSM er naturligvis ikke sæææærlig hurtig til datatrafik, men det går udmærket med lidt tålmodighed. Det frister dog ikke til at læse nyheder af den kanal! I kan nogenlunde se, hvilke indlæg, som er via en GSM forbindelse, og hvilke ikke er det. Når antallet af billeder er maks. 5 og størrelsen er 640 pixels på længste led, så er det fordi, der er en begrænsning i båndbredden.

Håber ikke, at der var andre spørgsmål, som jeg nu har glemt!

Wai O Tapu og Lake Taupo

I går fik vi endnu en fantastisk morgenmad med pandekager og alt lækkert. Derefter kørte vi fra Rotorua mod Lake Taupo, hvor vi skal bo de næste tre nætter, ren luksus.

På vejen kom vi forbi Wai O Tapu, som markedsføres som det termiske eventyrland. Det var et meget ildelugtende eventyrland! Men utrolig fascinerende. Vi så en Gejser, som kan springe op til 20 m alt efter vind og regn forhold. Derefter så vi "Hot Mud Pools", og det er altså temmelig underligt at se kogende mudder. Efter vi havde betragtet mudderet i lang tid, kørte vi tilbage til Wai O Tapu, hvor vi gik en dejlig lang tur. Der er masser af kogende mudderbassiner samt forskellige varme pools, der havde forskellige farver alt efter hvilke mineraler, der var udvasket. Der var gul/grønne pga svovl, røde pga jern og blå pga magnesium. Utrolig fascinerende, selvom lugten af svovl var mere end gennemtrængende.

Efter vores besøg kørte vi videre til Taupo, som er en større by. Der havde Søren SMS'et til os, at McDonalds havde en speciel attraktion, så den så vi også lige.

Herefter fortsatte vi rundt om Lake Taupo, som er den største sø i New Zealand. Søen dækker et areal på 620 km2 og er skabt af vulkanske eksplosioner gennem mange tusind år. Vi bor i en utrolig lækker lejlighed med udsigt ud over søen. Det er et nyt motel/hotel kompleks, så alt er rigtig lækkert. Vi havde købt ind i den nærmeste by, så Claus lavede aftensmad, første gang siden 1.1, og vi hyggede med bøger/lektier og computere.


Jeg har da også fået færdiggjort lidt strik. En bluse til Louise, som er blevet temmelig vellykket.

Faktaboks:

Garn: Silkbloom fra www.garn.dk

Mønster: Lene Samsøe, bluse med flæse

Pinde: Harmony nr. 4, dejlige pinde.

Hot or Not: Hot, blød og rar at have på, i følge Louise.

I dag skal vi så White River rafte, hvilket både Louise og jeg er temmelig spændte på. Specielt er jeg da spændt på, om der er en våddragt, jeg kan passe! Nå, det er en Grade III, vi skal på, den er beregnet på familier og nybegyndere, så det skulle ikke være for vildt. Nu må vi så se....