mandag den 23. november 2009

juleforberedelserne er startet så småt

Så er den traditionelle juleforberedelse startet. I morgen skal jeg på julegaveindkøb med en god ven. En årlig tilbagevendende tur, hvor dankortet ryger i fryseren bagefter... Men det minimerer decemberstresset.

Vi har ellers haft en god weekend med masser af hygge.


Fredag aften var vi med til at holde fest for Louises klasse. Et godt koncept, hvor 6 forældrepar hjælpes med at arrangere en fest ( i stedet for fødselsdag). Børnene er selv med til at planlægge, lave mad og arrangere lege mm. Forældrene sad i kælderen og hyggede sig, mens børnene dansede og sang i køkken/alrummet. Det var en stor succes. Louise kunne dårligt gå næste dag pga ømme lægge. De er også allerede begyndt at snakke om næste års fest, som gerne skal være med overnatning! Hmm, det har vi vist ikke lige plads til.


Lørdag var afslapningsdag. Selvom afslapning var måske så meget sagt. Claus fik lejet et rum hos Shurgard, og så fik vi lige ryddet op i Caspers værelse. Det var tiltrængt! Nu er der da frit gulv igen.

Søndag var vi først til forældremøde/hygge på Caspers institution, hvor vi fik årets første gløgg og æbleskiver. Bagefter var vi på besøg hos venner i Roskilde. Rigtig hyggeligt og rart at se dem igen. Vi snakkede om sommerferie 2010, og overvejer en tur til Skotland igen, men nu må vi se, hvad vi finder ud af.


I dag har jeg så brugt lidt tid på at lære min nye strikkemaskine lidt bedre at kende. Jeg er i gang med endnu en hue, og så er jeg gået i kast med at konstruere et mønster til en bluse. Det er så ikke så ligetil, men jeg klør på med krum hals. Jeg bliver vel bedre.

Den filtede hue, Louise har på i forrige indlæg er en stor succes. Den passer lige under en cykelhjelm, og det har hun faktisk manglet. Men vesten! Den blev altså alt for lille, så den er arkiveret lodret, og jeg må prøve igen. Men jeg venter lige på de ladninger garn, jeg har bestilt i England og i Jylland. Glæder mig meget til det ankommer.

fredag den 20. november 2009

Ah fredag!



Jeg fik valket huen og stykkerne til vesten i går. Jeg skal helt klart øve mig lidt mere i den disciplin!Det var meget, meget småt, da det kom ud af vaskemaskinen, men efter hiv og træk (måtte have hjælp af den store, stærke mand), blev det lidt større. Huen er faktisk rigtig god, for den passer under en cykelhjelm, jubiii. Så jeg starter nok en lidt større produktion mhp julegaver.
Faktaboks:
Garn: Supersoft fra Marianne Svit i aquamarine.
Mønster: Bente Rønberg fra kursuskompendiet
Strikket på maskine

Til gengæld ved jeg ikke, om vesten bliver brugbar, men nu syr jeg den sammen, og så må vi se.
Faktaboks:
Garn: Lucca Fino købt hos Vivian Bendix
Mønster: Fra Bente Rønberg igen.
Strikket på maskine.

Ellers holder vi klassefest i aften, sammen med nogle andre forældre, så vi stod i aftes og producerede lasagne til den store guldmedalje. Børnene glæder sig meget, og har snakket en del om festen i dag i skolen.
Jeg glæder mig til weekenden. God weekend til alle andre.

onsdag den 18. november 2009

efterår, regn og blæst = hygge

Efter en rigtig travl weekend har jeg haft den dejligste afslapningsdag i dag!


Jeg har fået syet noget! Sjældent set her på kanalen, men en grøn (ej heller den meste brugte farve i mit klædeskab) nederdel i det lækreste stof købt i Paris. En dejlig blanding af uld/silke foret med silke, uhm.

Lørdag var vi i Operaen, hvor vi hørte Carmen. En dejlig opera, som selv Louise nød. Operaen er også en glæde at gæste, for hvor er der bare smukt! Carmen blev opført kl. 12 midt på dagen, ikke midnat, som Louise foreslog. Så efter operaen dryssede vi hjem til en af vennerne, som bor lige ved siden af, ikke dårligt. Der blev vi trakteret med vin og vildænder, uhm. En hyggelig dag og aften.

Søndag var jeg på vagt, og om eftermiddagen var der en af vennerne, der holdt fødselsdag. Heldigvis havde jeg ikke mere travlt, end jeg kunne deltage. Vi hilste på familieklenodie, magen til rædsel skal man da lede længe efter. Det står rigtig godt hos fætteren...

Da vi kom hjem, legede vi små tornadoer med oprydningen inden ugen startede.

I dag havde jeg så sovedag, og vejret indbød ligesom ikke til meget andet. Men jeg har leget med mit nye legetøj.... Det kræver godt nok tålmodighed, men det lykkedes til sidst. Så jeg har strikket prøver, en hue og en vest, der begge skal valkes i vaskemaskinen. Det må blive i morgen, for nu er jeg klar til sofaen. Vi har også lige klaret en skolehjem samtale, hvor vi heldigvis hørte om, hvor dygtig vores datter er. En positiv og god samtale. Nu venter resten af ugen med arbejde.

lørdag den 14. november 2009

nyt legetøj

Hvis jeg forsvinder lidt fra bloggen er det bare fordi, jeg har fået nyt legetøj. Efter weekendens formidable kursus måtte jeg lige investere i en strikkemaskine. Så jeg gik på ebay.co.uk, altid god for en handel, og der fandt jeg et tilbud, jeg ikke kunne sige nej til, så efter et par klik var jeg en strikkemaskine rigere. Jeg købte den søndag aften, fik mail mandag om kontakttlf, mail tirsdag om, at maskinen var sendt med fragt, og torsdag formiddag ringede Claus til mig for at fortælle, at der nu stod to store pakker til mig herhjemme. Det var altså tortur, for jeg havde vagt, og kom først hjem kl. 22.30, så jeg fik først pakket vidunderet ud i går, og har endnu ikke haft tid til at strikke på den!I aftes var vi i byen med nogle venner for at fejre, at vi nu alle er rundet det skarpe hjørne og er blevet voksne... Hyggelig aften med godt selskab, god mad og vin, dejligt.

I dag skal vi lige i operaen, og i morgen har jeg vagt igen, så strikkemaskinen står nu og lokker på skrivebordet. Men jeg finder måske 5 minutter hist og pist til at få prøvet den. Jeg glæder mig i hvert tilfælde rigtig meget og har mange projekter på bedding.

God weekend til alle.

tirsdag den 10. november 2009

Ugen der strøg afsted

Sidste uge startede med Claus' fødselsdag. Det var en stille fejring med gaver til morgenbordet og så ellers arbejde hele dagen. Jeg havde vagt, så jeg kom hjem ud på aftenen. Det gjorde ikke så meget, da Claus var på kursus til kl. 20. Og det var så den fødselsdag! Resten af ugen gik med at glæde sig til weekenden, hvor jeg skulle på kursus i maskinstrikning hos Bente Rønbjerg (http://ausumlille.dk).
Dorthe (http://no-36.blogspot.com/) og jeg havde lejet et sommerhus lige nord for Hvide Sande gennem arbejdet. Vi havde så inviteret Claus og vores børn med, og det var godt nok en succés!
Dorthe og jeg kørte til Holstebro lørdag morgen, og var så på kursus til kl. 17, hvor vi kørte tilbage til sommerhuset. Søndag morgen kørte vi tilbage til Holstebro, og søndag eftermiddag kørte vi mod København. Kurset var fantastisk, og kan absolut anbefales til alle, der drømmer om at strikke på maskine. Jeg har ingen maskine endnu, men fik utrolig meget ud af kurset alligevel. Jeg lånte en strikkemaskine af Bente, og fik rigtig meget lyst til at købe en maskine selv. Dorthe, som har haft en strikkemaskine i 1½ år, lærte også en masse nyt. Vi strikkede prøver hele weekenden og lærte mange metoder. Vi skal absolut på flere kurser!
Claus og ungerne havde også hygget igennem. De gik ned til stranden lørdag formiddag, hvor de legede med skum og klatrede i klitter. Lørdag eftermiddag brugte de i Holstebro svømmehal. Så ungerne var godt brugte både lørdag aften, men også søndag eftermiddag. Ungerne og Claus gjorde rent i sommerhuset, inden de kørte til Svendborg for at se Naturama, som var en skuffelse. Måske var ungerne også for trætte til at nyde noget som helst.
Mandag var det lidt svært at komme ud af sengen, men det gik da. Heldigvis har jeg et spændende job, som jeg nyder.
Inden weekenden fik jeg faktisk færdiggjort Louises kjole.

Faktaboks:
Garn: Fra lagersalg hos Lang Yarn i Schweiz, farveskiftende.
Pinde: Knit-pro nr. 6
Mønster: Raglan top-down.
Hot or not: Desværre NOT, da barnet synes, den ikke er klædelig, og den er for tyk! Er jeg sur? Ja, så nu vil jeg ikke strikke noget til hende foreløbig, for det er anden gang, noget bliver dømt ude. Den grønne sweater med vævemønsteret passer heller ikke præteenageren. For at Louise skal kunne lide tøjet, skal det helst sidde meget stramt, som Ugleblusen f.eks., men det er ikke pænt til alle modeller, så nu prøver jeg at strikke til mig selv, ja jeg gør.

søndag den 1. november 2009

Weekend

Min weekend startede fredag, hvor jeg mødte min gymnasieveninde i Hillerød. Vi spiste sen frokost på en af caféerne, og nød ellers en slentretur gennem Slotsgade. Der er den smukkeste udsigt fra Torvet over mod slottet. Med efterårsfarverne er det et fantastisk syn.

Vi kom også forbi det flotte springvand med fuglene.

Jeg fik indkøbt en smule, bl.a. undertøj. Jeg var også inde i Butik Strik, men jeg styrede mit indkøbsstop, og undlod at slæbe mere garn hjem, nu skal jeg have lavet lidt lagernedbringning!
Fredag aften besøgte vi nogle venner, som har en temmelig reserveret kat, der for en gangs skyld gerne ville nusses på maven.

Lørdag havde jeg så lige migræne, surt. Så jeg kørte for halv kraft, super irriterende. Men heldigvis gad Louise godt hjælpe mig i køkkenet. Vi lavede "fedtfattig chokolademousse" og Coq au Vin. Der skal en del løg i "hanen", og ingen af os elsker løgsaft, så Louise fandt skibriller frem, så vi overlevede uden for mange tårer.
Louise skulle til "Michael Jackson"aften sammen med pigerne fra klassen, så hun var shinet godt op. Svært at forstå, at hun kun er 12 år gammel. Senere fik vi besøg af dem alle, da de var ude og skræmme folk med "Trick or Treat".
I dag er der lidt vasketøj, der kræver opmærksomhed, lidt oprydning og klargøring inden næste uge, samt nogle andre småting... God søndag til alle andre i blogland.