søndag den 24. oktober 2010

Efterårsferie

Så er vi kommet hjem fra den dejligste efterårsferie, som dog varede alt for kort. Vi er blevet ret vilde med krydstogter, jo flere desto bedre. Så da vores sommerferieplanlægning blev lettere kaotisk pga spejderture mm, bestilte jeg et krydstogt til efterårsferien. Da vi kun har en uges ferie, blev Middelhavet valgt som destination. Vi valgte at tage med Celebrity Cruises igen, og sjovt nok endte vi på samme skib, som vi sejlede gennem Panama Canal i januar med. Constellation har været på værft i mellemtiden, så den er blevet shinet godt op. Det er et
dejligt skib, og vi har haft en fortryllende uge, igen igen.
Vi sejlede fra Barcelona i lørdags. Vejret var pænt, men lidt koldt.
Vi nød dog frokost på Placa Catalunya i solskin, inden vi gik lidt på shopping medbringende vores tre kufferter. Noget besværligt, men vi fik købt lidt tøj til Louise og undertegnede i El Cortes Inglese, som er et superlækkert stormagasin med mange gode mærker, herligt.
Det var dejligt at komme tilbage på Constellation, og vi boede rigtig godt på 9. etage med en dejlig balkon.
Dette billede er lidt sjovt, for til venstre ligger Sovereign, som er det skib, vi sejlede på krydstogt med første gang ( i 1996), og til højre ligger Constellation, som vi har sejlet med to gange, først i januar i år, og så denne gang.
Søndag lagde vi til i Villefranche, som ligger mellem Nice og Monte Carlo.
Vejret var dog ikke så fortryllende, kraftige byger, så vi blev temmelig våde. Men vi tog bussen til Nice, hvor vi gik rundt i den gamle bydel. Louise fik et par små ballerinasko, så hun var glad.
Jeg så også på nogle, men det blev ved synet. Om aftenen var der 1. formal night, så vi blev fotograferet i selskabsdresset.
Mandag var vi så i Genua, som er en rigtig hyggelig by.
Vejret var da noget bedre, koldt, men tørvejr.
Vi gik rundt i byen, så en lille kirke, med de flotteste glasmosaikker og frescomalerier.
Ellers slappede vi af, og nød at blive opvartede.
Tirsdag var vi nået frem til Livorno, som ligger tæt på Pisa.
Da vi har været i Pisa valgte vi at udforske Livorno, og fandt da også frem til et stort marked, så vi kunne få købt de første julegaver, godt at være i god tid.
Vi nød også grøntsagsmarkedet med de mange flotte grøntsager. Og som sædvanligt undrede vi os over, at vi ikke kan købe den kvalitet herhjemme. Eftermiddagen blev brugt på dækket med at slikke solskin, herligt for en efterårsplaget sjæl.
Onsdag var så en særlig dag. 20.10.2010 er da en speciel dato, og derudover var det jo altså Louises fødselsdag, så nu har vi helt officielt en teenager i familien. Skibet var gået ind i Civitavecchia, som ligger et spytkast fra Rom. Så det var oplagt at tage toget til Rom. Der var en del krydstogtskibe i havnen, i hvert tilfælde 5, så der var indsat ekstratog, som kørte direkte til Rom, smart, derved tog det kun en time at komme derind, fremfor to.
Vi tog metroen fra Termini til Den spanske Trappe, og vandrede så rundt i Rom.
Første stop var Pantheon, hvor vi spiste frokost på pladsen lige foran, superhyggeligt og specielt.
Efter frokost vandrede vi over til Trastevere, da jeg gerne ville have en ny taske.
Efter en kop kaffe foran kirken Santa Maria in Trastevere fik vi da også købt en lækker taske. Så vandrede vi til Peterspladsen, hvor vi kiggede på turister, og dem var der ligesom nok af.
Herefter gik turen tilbage til Termini, hvor ekstratoget bragte os tilbage til Civitavecchia. Lidt forsinkede nåede vi til havnen, hvor der så ikke lige var en shuttlebus til vores skib. Vi mente jo nok, at vi kunne gå tilbage til skibet i løbet af de 15 min, der var inden sidste ombordstigning. Det kneb så en del, da der var væsentlig længere, end vi huskede. Så Louise og Claus løb i forvejen for at holde skibet tilbage for mig. Det gik nu helt fint, da jeg nåede tilbage i rimelig tid, men vi fik da dagens motion, og kom temmelig sveddryppende og noget forsinkede til middagen.
Louise fik efter middagen taget en masse portrætter, flere julegaver.... Supersjovt og rigtig
gode billeder.
Torsdag var vi nået til Napoli, hvor vi havde købt en udflugtstur til Pompeji og Amalfi.
Jeg har aldrig før været i Pompeji, og var temmelig overvældet. Vi var kommet så tidligt, at vi faktisk havde det store Forum for os selv, så oplevelsen var kæmpestor. Guiden var god og fortalte så levende, at vi uden besvær kunne forestille os livet i Pompeji for 2000 år siden. Byen var stor, med omkring 25.000 indbyggere, og man mener, der kun er udgravet ca. 65 % af byen.
Vi travede rundt og så en masse forskellige afstøbninger, huse mm.
En spændende formiddag, som blev afsluttet med tidlig frokost på en nærliggende restaurant.
Efter frokost kørte vi i bus til Salerno, hvor vi så sejlede langs Amalfikysten til Amalfi. Det er en meget spændende, storslået kyststrækning, og solskinnet gjorde da sit til, at det var en dejlig og ikke speciel kold oplevelse.
I Amalfi stak vi af fra guiden, slog os ned på en fortovscafe på torvet og nød en kop kaffe i det dejligste solskin, herligt.
Vel tilbage på skibet i god tid til at gøre os klar til den 2. formal night med fotografi mm.
Fredag var en dag på søen med god afslapning og masser af underholdning, hvis man var til det. Vi nåede da at slikke sol (dog med flere uldne tæpper svøbt om luksuslegemerne) samt at bade i spaen, som var dejlig varm. Vi fik også drukket en masse kaffe, læst nogle bøger og strikket en smule. En dag med afslapning og opladning. Efter middagen måtte vi da en tur forbi cruise-sales manden for lige at se, om der var noget, der fristede. Det var der meget overraskende, så næste krydstogt bliver i påsken i Caribien, der er vi da sikre på vejret....
Lørdag gik med at vente i lufthavnen, først i Barcelona, da vi først havde fly om eftermiddagen, og siden i København, hvor en stor del andre danskere vendte hjem fra efterårsferie, så der var forsinkelse på bagagen....
Søndag er gået med oprydning og tøjvask, så nu er vi klar til hverdagen igen. Ferie er ellers vanedannende og man får svære abstinenser, når der går for længe mellem ferierne.

5 kommentarer:

christunte sagde ...

Det lyder ellers dejligt! Jeg kan godt forstå, at I er blevet hooked på krydstogter.
Fik du strikket?

Lisbeth sagde ...

Ja, jeg fik strikket en del på min skovtur, og desuden anden strømpe af Nemesis. Det er jo Socktober!!!

Anne sagde ...

Det lyder dejligt :-)
Velkommen hjem igen.

Tigerdyretclaus sagde ...

Jeg kan godt lide den formulering: "Holde skibet tilbage" --- Louise holdt agterfortøjningen, og jeg forfortøjningen... ;-)

Dorthe sagde ...

Lyder som en helt igennem dejlig ferie - dejligt at I virkelig fik oplevet Pompeji, for det er en stor oplevelse