søndag den 5. oktober 2008

Aktiv week-end

Vi har været på week-end tur til Lalandia. Det var en kompensationsweek-end for børnene, da vi var på ferie i Skotland, hvor der ikke var de store bademuligheder. Vi mødtes derfor med vores venner i Lalandia fredag aften. Det var rigtig hyggeligt, vi fik snakket, drukket lidt vin og bevæget os. Vi havde fået et hus, der lå længst væk fra servicecentret og badeland. Men da vi ankom før vennerne fredag, gik Louise og jeg på opdagelse. Vi gik ned til centret og rundt i det. Der er godt nok blevet bygget en del, siden vi var der for 7 år siden. Da vennerne ankom, spiste vi aftensmad, ost, godt brød og rødvin, uhm. Kaffen blev indtaget i centret, mens børnene løb på skøjter.

Lørdag formiddag gik vi i vandland. Hmm, det er en lidt blandet oplevelse. Børnene stornød det, og det var jo hovedsagen. Jeg synes, vandlandet er lidt kedeligt, kun en sjov rutsjebane, som vi også prøvede en masse gange. Der er også kommet udendørs spa, og det var da lækkert at blive varmet godt igennem i sådan et boblebad.
Efter frokost havde vi booket badmintonbaner, hvor fædrene rørte børnene, de var faktisk rimelig gode alle sammen. Efter badminton gik den ene far samt børnene i vandland, vi andre tog hjem og lavede mad. Flæskesteg med kartofler, rødkål og sovs, rigtig lækkert.
Vi ville være helt sikre på, at børnene sov godt, så efter maden tog vi lige en bowletur med dem, så var de også møre.
Søndag var fædrene og børnene igen i vandland, mødrene hyggede sig med kaffe, snak og strikketøj. Jeg fik strikket et par strømper, men det vender jeg tilbage til senere, når enderne er hæftet og strømperne er fotograferet.Torsdag i sidste uge ankom det garn, jeg er kommet til at bestille hos Markno. Det er godt nok lækre sager, alpakka til bluse og sjaler, Harry Potter strømpegarn og mere alpakka/silk fra Natural Dye Studio. Så nu mangler jeg bare lidt tid til at strikke. Og Claus og Louise overvejer kraftigt at pålægge mig indkøbsstop. Men det bliver altså først efter d. 26.10, hvor jeg kører en lille tur til Kolding.Jeg kom også til at bestille lidt bøger og DVD'er. Men de er ikke ankommet endnu. Jeg har bestilt Annette Danielsens nye strikkebog, jeg glæder mig meget til at se den og planlægge flere projekter.

3 kommentarer:

Samtal från min trädgård sagde ...

Åh, hvor jeg elsker når du siger: at jeg kom altså lige til at bestille....Det sker også her og jeg forstår ikke hvordan??!!

Marianne sagde ...

Du er en rig kvinde - både på gode oplevelser men så sandelig også på garn. Gad vide om ikke det bliver årets blog møde der hos BC-garn om 2 uger :-)

Lisbeth sagde ...

Ja, jeg er en rig kvinde, og jeg værdsætter det også meget.
Jeg tager til Kolding søndag, det er spændende, om man møder nogle, og kan genkende dem. Jeg har jo ikke rigtig brug for mere garn, men kan nok ikke holde mig helt i skindet. Jeg arbejder dog hårdt på at få brugt noget fra lageret.