søndag den 18. oktober 2009

Det var så den efterferie, den har været god

Vi har nydt hvert minut af vores ferie. Dejligt med tid til at få skuldrene ned på plads. Vi har slappet af og været kulturelle.

Tirsdag morgen fløj vi til Amsterdam, hvor vi tilbragte de næste dage. Vi boede på et hotel, der ligger lige siden af Museumsplein. Så da vi havde sat kufferterne, gik vi tur langs museerne og nød de flotte elefanter, der er opstillet langs pladsen. For tiden er der udstillet omkring 100 forskellige elefanter rundt om i byen. Det er samme princip som Cow parade, hvor elefanterne er udsmykket af forskellige kunstere. Elefanterne bliver så udloddet via Christies senere i år. Elefanterne er meget flotte og meget forskellige, så vi fik taget en masse billeder af dem.
Tirsdag aften spiste vi en supergod middag på Hotel Okura, hvor restauranten Ciel Bleu har en stjerne i Guide Michelin, meget velfortjent.
Onsdag startede den kulturelle uddannelse af Louise med en tur i Anne Franks hus. Vi havde købt billetterne over nettet hjemmefra, så vi slap for de alenlange køer. Rundturen var en stor oplevelse, også fordi Louise har læst dagbogen, da vi var på krydstogt i foråret. Forståelsen for indholdet i dagbogen bliver mere håndgribelig ved at se huset. En gribende oplevelse, som kan anbefales til teenagere i Louises alder.Efter rundturen gik vi via Damrak til Central Station. Her tog vi en rundtur på kanalerne. Det er en god måde at opleve Amsterdam på. Der er mange fascinerende kanalhuse, husbåde mm at se. Om aftenen tog vi en anden rundtur på kanalerne for at nyde byens lys. På aftenturen kom vi igennem Red Light District. Det var en god måde at få introduceret den del af byen til Louise, da det blev tilstrækkelig distanceret, til at hun ikke følte sig intimideret. Det kan være en ret overvældende oplevelse, hvis man kommer for tæt på vinduerne.Vi besøgte ingen garnbutikker! Men fandt denne lygtepæl med en hæklet udsmykning, mere sjælden end køn. Til gengæld fandt vi en patchworkbutik, så jeg måtte lige hjemføre lidt hollandsk stof. Det kan vel bruges til puder eller en løber... Butikken har specialiseret sig i at reproducere antikke hollandske stoffer. Der var mange flotte og specielle stoffer. http://www.dutchquilts.com
Torsdag startede vi på van Gogh museet, hvor Louise så de mange fantastiske billeder for første gang. Det er utrolig interessant at studere hans teknik med penselstrøgene. Der var mange mennesker, så vi stod en del i kø, selvom vi kom, da museet åbnede. Efter van Gogh museet gik vi til Singel for at opleve blomstermarkedet. Vi købte også et enkelt løg eller to, som Claus dog pointerede, at jeg skal lægge helt selv....
Fredag tjekkede vi ud af hotellet og gik herefter på Rijksmuseet for at se flere malerier. Det meste af museet er lukket pga ombygning, men der er en lille fløj åben, hvor bl.a. Nattevagten af Rembrandt hænger. Vi nød også de mange andre udstillede genstande, bl.a. en del sølvarbejder samt to store dukkehuse. Dukkehusene var ejet af overklassefruer omkring 1650, og den ene dukkehus havde kostet lige så meget som et kanalhus kostede dengang. Husene er fremstillet i Asien og fyldt med mange flotte detaljer, så vi kunne bruge lang tid på at betragte dem.
Efter turen på Rijksmuseet tog vi sporvogn og bus til Nemo, som er eksperimentariet beliggende ud til havnen.



Louise ville gerne på Nemo, så vi tilbragte det meste af eftermiddagen der. Der var mange andre besøgende, så støjniveauet var usædvanlig højt. Det er meget stressende, men vi fik alligevel en god oplevelse.

Fredag aften tog vi så hjem, og som sædvanlig var jeg meget taknemmelig over, at jeg fik lov til at sidde ned i flyveren. Vi havde gået rigtig meget og set en masse.
Lørdag holdt vi familiefødselsdag for Louise og Claus, så jeg startede med at styrte på indkøb så tidligt som muligt. Vi skulle nemlig have langtidsstegt lam, så den kom i ovnen kl. 11, hvor den stod og hyggede sig til vi fortærede den omkring kl. 19, uhm. Inden gæsterne kom, nåede jeg også lige lidt i haven. Der var et par løg, der gerne ville i jorden, æbler, der ville plukkes og lidt buske, der skal klippes. Jeg blev ikke helt færdig, men regner med at fortsætte i dag lige om lidt.

I dag har vi ryddet op og vasket en masse tøj, så vores hverdag kan starte igen i morgen.

5 kommentarer:

Merete sagde ...

Sikke meget I har nået på så få dage. Det er lige før at jeg få åndenød af at læse om det.
Merete

Linda sagde ...

Arj hvor er jeg misundelig... jeg ville gerne have set alle de elefanter.
Ja, de der damer bag ruderne, Fie og Magnus vinkede glade til dem når vi cyklede igennem for at komme til den Waag (der skal I spise frokost engang, hyyyyggeligt!). Men vi ville altså ikke stoppe ved "legetøjsforretningerne" ;o)

Dorthe sagde ...

Det lyder som en dejlig - og også lidt hæsblæsende tur. Og tillykke til dem begge!
Knus, Dorthe

Lisbeth sagde ...

Elefanterne var også rigtig sjove. God idé med den slags pynt.
Vi stoppede heller ikke ved "legetøjsforretningerne", så havde Louise da også begået mord, for det var for pinligt. Vi undlod at tage hende for tæt på pinlighederne, og det var fint at beskue det fra turbådene... Men Amsterdam er en herlig by.

Laila: sagde ...

Ja puha, godt du skal på arbejde i denne uge, ellers ville det da blive alt for meget.

Det lyder ellers som en rigtigt god tur.