søndag den 29. maj 2011

Krydstogt i Caraibien


I Fort Lauderdale gik vi ombord på Celebrity Solstice, som er et krydstogtskib, der er noget større end de skibe, vi tidligere har sejlet med. 2800 passagerer er det normeret til, og pga. påskeugen var ca. 600 børn med, så vi kom op på 3200 passagerer. Det var mange, ikke meget generende, men flere, end vi har været vant til tidligere. Skibet er lækkert, og vi havde den dejligste kahyt beliggende på 12. dæk, det øverste dæk med kahytter. Kahytten lå helt agter, og der var en pæn altan med, som vi faktisk brugte en hel del. På samme dæk lå fitness centret, som vi brugte en del gange. Nogle morgener var alle løbebånd og crosstrainere optagne, men så tog jeg bare gåturen på dækket i stedet.
Vejret var helt perfekt, ikke for varmt til at være ude, men sol og sommer, så vi nød pools mm.
Vi startede med en dag på havet, hvor vi kom helt ned i omdrejninger, fik slikket solskin, dyrket motion, læst og svømmet, dejligt.
Tirsdag ankom vi til San Juan på Puerto Rico. Der havde vi købt en tur, hvor vi skulle rapelle i regnskoven.
Det var virkelig sjovt. 8 tovbaner, som man gled på fra træ til træ. Man var fra 3 til 17 meter over jorden. Helt klart noget, vi gerne vil igen.
Louise mødte en jævnaldrende amerikansk pige, Madison, så hun fik øvet sit engelske og fik lidt pause fra alt den voksenkontakt...
Onsdag anløb vi San Thomas, hvor vi var på sejltur med en katamaran ud til et par andre småøer. Det første sted snorklede vi med havskildpadder, fantastisk. Næste cove fik vi barbecue ved, der badede vi også i vandet. Tilbage på skibet var jeg blevet noget rød på skuldrene, nogle andre havde været så fornuftige, at de havde haft en t-shirt på hele dagen... Men jeg overlevede da.
Torsdag anløb vi San Martens. Her var vi på tur til et beach-resort, nok den kedeligste tur.
Men vi blev også kørt rundt på øen, og det var sjovt at se den. Mange af stederne var temmelig primitive, men charmerende.
Øen er delt i en fransk del og en hollandsk del, og de var helt adskilte med hver deres møntfod, regering og regler, pudsigt på så lille en ø.
Så var der lige to dage på havet. De blev brugt til lidt mere afslapning.
Den ene dag var der den store overdådige brunch, som har afløst midnatsbuffeten.
Da det var påske, var der mange påskeharer og æg i alle farver.
Vi bliver altid meget imponerede over deres isskulpturer og maden, som er sat meget lækkert op.
Vi nød det, og morgenmaden/frokosten den dag var da anderledes.
Så var det krydstogt forbi, æv. Og vi har ikke engang købt et nyt! Det er ellers sådan en dejlig ferieform, men vi har også andre ønsker. Næste år står den på safari, og så snakker vi om vandreture, så planer er der masser af.

Ingen kommentarer: