mandag den 9. juni 2014

Tartu


Torsdag startede vi dagen med en lille køretur på 169 km tværs gennem landet ind til Tartu. Vi kørte igennem en masse sumpområder og så en del storke.
Tartu er den gamle hovedstad (inden Tallinn blev hovedstad), og der ligger et af Europas ældste universiteter. Det er en stor og levende by, og vi startede med at besøge deres nationalmuseum.
Vi fik igen en guidet og meget interessant tur gennem Estlands historie. Estland har kun været fri fra 1918-1940 og igen fra 1991, så det er en meget ung stat. De har været besat af danskere, svenskere og russere.
Det har været et temmelig fattigt land, men meget rig på textilhistorie. Museet har 5000 vanter i deres samling, og vi så de fleste.
Desuden har de mange montre med folkedragter fra de forskellige egne, hver med deres særkende.
De unge piger havde ikke dækket håret, men efter brylluppet (hvor de bar en meget stor hat, nærmest krone), dækkede de håret med tørklæder eller huer. 
Efter museumsturen kørte vi hen til hotellet, et dejligt spahotel midt i byen, og så fandt vi en rigtig god garnbutik.
På vej hen til butikken så vi en del i folkedragter, nogle folkedansere, og det gik op for os, at der var musikkonkurrence i byen, hyggeligt.
Vi fandt også en sushirestaurant, skønt med noget ordentlig mad. Der kom lige en ordentlig byge, da vi sad på restauranten. 
Efter lidt mad, gik vi videre, og da det begyndte at dryppe igen, myldrede vi ind i en souvenirbutik, hvor der var en del sjove filtede hatte.

Ingen kommentarer: