Vi lavede en weekendtur ud af det, og boede på Nørre Vinkel Hotel i Lemvig, hyggeligt sted, som jeg faktisk kendte. For der ligger små huse i forbindelse med hotellet, og Dorthe og jeg har engang lejet sådan et hus, da vi var på strikkekursus i Holstebro.
Vi kørte fredag eftermiddag lige fra arbejde, og landede i Lemvig omkring kl. 20. Lørdag tog vi en tur i Lemvig, inden vi kørte til Harboøre. Jeg skulle lige have købt lidt Otrivin, lommetørklæder og solcreme på apoteket. Jeg var nemlig begyndende forkølet, og håbede, jeg kunne tage det i opløbet. Det lykkedes så absolut ikke!!!!
Nå, det skulle ikke genere min weekend. På torvet ved kirken var der udstilling af gamle sportsbiler, så vi gik rundt og beundrede dem. Åh, der var flotte biler, bl.a. en Morgan, virkelig en smuk bil.
Omkring frokost kørte vi til Harboøre og fandt Hazevej. Helt ude, hvor den slutter, var festivalpladsen. En fin og velorganiseret festival med store scene, midnatsluskerteltet og en skovscene. Et par madtelte, et kaffetelt og et utalt af drikkeboder, samt pæne, rene og mange toiletvogne.
Vi undrede os godt nok over de mængder alkohol, der blev indtaget, og det lige fra vi kom. Folk drak virkelig igennem, mest øl, men også shots og andre kulørte drinks. Dette bevirkede da også, at der var utrolig mange meget påvirkede mennesker.
Kl. 12.30 kom Lars Lilholt på store scene, og det var glimrende musik, som vi nød.
D. 14.6 var starten på en uges WWKIP (world wide knit in public), så jeg sad på en bænk, lyttede til musikken og strikkede, skønt. Jeg så nu ikke andre strikkere, men pyt, det generer ikke store ånder!
Efter Lars Lilholdt fandt vi nogle fatboys, så vi kunne få et hvil (Claus' ryg kunne i hvert tilfælde). Vejret var jo skønt, så vi var glade for solcremen, men det blæste en del, så en jakke over skuldrene var nu rart.
Vi fik glimrende aftensmad i restaurantteltet, og hørte herefter Michael Falck. God rock med mange af de gamle Malurt numre.
Efter en kop kaffe, lidt slentren omkring, lyttende til musik på skovscenen mm, blev det så endelig tid til Runrig. De kom på scenen kl. 23, og vi havde stillet os helt op ved rækværket, så vi kunne virkelig se alt på scenen. Skønt. De spillede i 1 3/4 time, fantastisk og godt som altid, inden de afsluttede med Loch Lomond. De nåede selvfølgelig ikke så mange numre, som sidste år i Inverness, men det var en rigtig god koncert, og jeg er superglad for vi tog derover. Jeg glæder mig allerede til næste års koncert, det være sig i Danmark eller allerhelst i Skotland....
Søndag tog vi hjem, noget trætte.
Louise og jeg startede et lille hæklearbejde sidste sommer, granny squares til et stort tæppe. Vi skal bruge omkring 200 firkanter, og jeg har lige talt, at der nu er 153 lapper. De fleste er hæklet af rester fra andre projekter, mest strømpegarn. Det bliver en sjovt og varmt tæppe.
Nu prøver jeg så at få styr på min bihulebetændelse, og det skal nok lykkes med antibiotika, næseskylning og Otrivin.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar