Så gik den påske, vips røg den forbi mine forbløffede øjne! Jeg kan altså ikke vænne mig til, at tiden flyver sådan afsted. Men det var en god påske.

Langfredag var familien til påske"frokost" heroppe. Hyggeligt, og en fantastisk god lammekølle vi fik.Weekenden gik med arbejde, og mandag var Claus i Tisvilde til løb. Jeg strikkede på min maskine, og hentede Louise, som havde været på spejderlejr hele påsken. Hun havde haft en fantastisk oplevelse, selvom det havde været en meget kold en. Da jeg hentede hende, så hun lidt udstoppet ud, og det var hun sådan set også... En tynd bomuldsbluse inderst, herefter en sømandsbluse i uld, en Blå Sommer Fleece, en softshell og yderst uniformsjakken.... Alligevel frøs hun. Efter et langt varmt bad puttede hun sig i sin sovepose og så fjernsyn, herligt. Sådan en lejr lærer børnene at værdsætte vores moderne bekvemmeligheder, såsom varmt vand, opvaskemaskine, seng mm.

Hun var meget glad og taknemmelig, så det var en fornøjelse at få hende hjem igen.
Jeg har fået lavet lidt småting færdige:

Først en hue:

Faktaboks:
Garn: Silketweed fra Drops, dejligt blødt.
Pinde: Knit-picks nr. 4, yndlingspinde.
Mønster: Tja, et rør af 1x1 rib, strikket langt nok til et ombuk, lukket som på strømpetå, syet de to ender sammen, og sat en hæklet blomst midt på.
Hot or not: Hot, hot, Louise har adopteret den, selvom den egentlig var til mig, men vi må jo dele.

Så et par af de evindelige strømper, strikket på maskine af Arwetta til Louise, som elsker de strømper.

Sidst men ikke mindst har jeg faktisk fået lavet en bluse til mig selv! Man tror det knapt, derfor er billedet af den også lige kommet på hovedet... Den er lidt grænseoverskridende, da den er meget udringet, men det er jo en sommerbluse.

Faktaboks:
Garn: Merceriseret garn købt på strikkefestivallen
Pinde: Knit-picks 2½, mine absolutte yndlings, selvom det jo tager en krig på så tynde pinde.
Mønster: Modificeret Marianne Isager Zig-zag top med selvkomponerede ærmer.
Hot or not: Tja, måske bliver jeg glad for den, nu må vi se.