søndag den 21. december 2008

Traditioner II

Der har været stilhed her på kanalen, da jeg har haft travlt, både på arbejdet og med alle mine arrangementer. Jeg har da nået det meste, men desværre ikke Louises julekoncerter samt julehyggen i Louises klasse. Til gengæld var jeg i Holmens Kirke torsdag, hvor vi hørte Messias. Jeg var sammen med min gymnasieveninde, vi har hørt Messias omkring 15 gange sammen, så det er en meget gammel tradition.
Vi hørte Messias første gang i London omkring 1979-80 i Royal Albert Hall, meget betagende. Siden har vi hørt Messias i Domkirken en del gange. Så var der omkring 14 år, hvor vi ikke havde kontakt andet end julekort, men da hendes yngste skulle i erhvervspraktik i 8.-9. klasse, blev jeg spurgt, om jeg kunne tage hende med på arbejde i en uge. Jeg fik lov af min chef, og hun fik sig godt nok en oplevelse. Det var jo spændende at se hjerte-lungeoperationer, så hun sugede til sig. Derefter startede vi på at høre Messias igen, men nu i Holmens Kirke. Jeg nyder musikken, og kender den temmelig godt efterhånden. Det er utrolig fascinerende at høre, hvordan de forskellige stemmer i koret snor sig sammen i de forskellige satser.


Fredag var vi til middag hos nogle venner, og lørdag var vi i Det Kongelige Teater for at se Nøddeknækkeren. Det er Peter Langdal/Kenneth Greves opsætning, og den er fortryllende, sjov og betagende smuk. Det er en rigtig god forestilling for børnene, for der sker en masse hele tiden. Igen dejlig musik og en god juleforestilling.


Jeg nyder de traditioner, fordi de giver et pusterum i julestresset. Når man sidder til koncert/ballet eller et andet arrangement, er man nødt til at være i nuet, og glemme alle de andre aktiviteter, man er bagud med. Julestressen har dog indhentet mig, jeg vågner tidligt og ligger og tænker på alt, der skal ordnes. Men jeg når jo kun, det jeg når. Vanillekransene er altså droppet, jeg ville gerne have bagt dem, men det nåede jeg så ikke i år. Julekortet bliver nu elektronisk til de, der er på mail. Derudover skal jeg jo lige have syet tre toppe, strikket en halv strømpe, lavet konfekt, gjort rent, til frisøren, pakket gaver ind, købt ind, pyntet træ osv. Heldigvis skal jeg ikke lave det hele selv. Claus har nu fri indtil d. 18.3.09, så vi når det nok. Min nevø kommer også og hjælper os, det gør han hver år, og det er vi meget taknemmelige for, for han er en stor hjælp.


Oveni har jeg faktisk vagt i dag (og igår bortset fra tiden i teatret), så jeg har været på arbejde indtil nu, men har tilkaldevagt resten af døgnet, og håber på en rolig vagt. Ellers skal jeg også nå at sove i morgen, hvis jeg da kan det for uroen i maven.... Jeg glæder mig til 1. juledag, hvor jeg skal slappe af, nyde min dejlige familie, og så en lang tur i skoven, jubiiii.

5 kommentarer:

Madame sagde ...

Du er god til at opsøge tater- og musikoplevelser, jeg ville ønske, jeg også fik det gjort! Jeg kan godt forstå, du føler, at du kan nyde nuet mere på den måde - og føle dig fri af julestress.
Fortsat god vagt, Lisbeth, jeg håber den bliver rolig. Er det dig selv på billedet? Hvis det er, så er vi lige rødhårede :-)

Lisbeth sagde ...

Tak. Min vagt har været ok indtil nu, og det håber jeg, den vedbliver med at være. Nej, det er ikke mig på billedet, men min gymnasieveninde. Jeg forsøger at ramme min naturlige leverpostejs mørkblonde for at få dækket de grå hår. Jeg skal til frisøren i morgen, så skal jeg lægge et efter billede ind.

Marianne sagde ...

Lisbeth sig mig lige en gang har dit døgn mere end 24 timer? For hold da op hvor kommer du omkring. messias det gad jeg altså godt og sikke en dejlig tradition at have med en gammel veninde (som ser sød ud og med hårfarve som mig og madame :-)).
Jeg glæder mig også til juledagene og jeg håber at hele familien er friske for så skal vi i skoven og gå. Vi hygger juleaften men 1 og 2 juledag der dyrker vi ikke det traditionelle julebord - alt den mad det orker vi ikke..... Jeg håber at du får en rolig vagt :-)

Lisbeth sagde ...

Nej Marianne, mit døgn har også kun 24 timer, selvom jeg godt kunne bruge lidt flere. Der er jo så andre ting, jeg ikke når, julekort, vanillekranse f.eks. Og jeg er bagud med andre, men vi når det vel. Vi har heller ikke traditionel julefrokost, heldigvis, men mødes alle 2. juledag. God jul

Marianne sagde ...

Også en god jul til dig :-)