Endelig fredag!

Pyh, det har været en travl uge! Mandag fik jeg fornøjelsen af at passe to små børn, som er de sødeste, så det var hyggeligt.

Tirsdag vagt! Heldigvis relativ fredelig, for onsdag var en noget travl dag med møder på RH, drøne til Helsingør. Og så motion om aftenen. Så nu har jeg ondt i samtlige muskler.

Torsdag hos min nevø og kæreste, så hyggeligt. I dag var så lang dag, dvs til kl 18, og med lidt udfordringer. Så sofaen har nydt godt af mig og mit mødige legeme til aften. Så det er ikke meget håndarbejde, jeg har nået i denne uge. Lidt strik og lidt broderi! Jeg har nemlig genoptaget korsstingsbroderi efter ca 40 år. Jeg har købt et kit fra Fru Zippe: afrikanske dyr.

Det har Louise nu omdøbt til puden med de døde dyr! For øjnene er jo kryds, og det er symbol for døde dyr i tegneserier.... Nu er korssting jo ligesom krydser, men det forhindrer ikke Louise i at synes, at det er en lidt makaber pude!

Så ugen er nu godt og grundigt brugt og weekenden venter med gode fristelser, jubiii.

Weekend i Verona

Det er Verdi år iår, dvs det er 200 år siden Guiseppe Verdi blev født. (Ligesom Wagner og Kierkegaard.) Jeg er vild med Verdi operaer, så vild, at jeg rigtig gerne ville opleve Aida i L'Arena di Verona.....

For tyve år siden holdt vi sommerferie i Limone, og var der på tur til Verona. Vi havde købt billetter hjemmefra via Arte, og hørte La Traviata. Det var en vidunderlig oplevelse, god musik og meget stemningsfyldt. Vi havde Mathias med. Han var kun 3 1/2, men nød oplevelsen, dvs. 1. akt, hvorefter han sov fredeligt gennem resten af operaen.

Siden har jeg virkelig ønsket at komme tilbage dertil, men denne gang ville jeg gerne høre Aida. Så Claus og jeg bookede en weekendtur, denne gang via internettet, og købte også billetter via nettet. Vi fløj til Milano med Easyjet, og havde lejet bil, så vi kunne køre til Verona. Easyjet er supergod at flyve med. De har i den grad forstået konceptet med "bus i luften", og er fantastisk hurtige til at få tømt og fyldt flyene igen. Hvad de ikke helt kunne stå inde for var så bagagehåndteringen i Malpensa! Det tog lige tre kvarter at få kufferten, suk.

Bilen havde vi lejet via rentalcars, og fået bil via Avis. Bilen skulle hentes i terminal 2, hvor vi var landet. Fint tænkte vi, og glemte da lige, at det var Italien, vi var landet i.... Så da vi kom til Avis skranke, havde de to mænd, der stod der, overhovedet ikke lyst til at betjene os, selvom vi var de eneste kunder, så de henviste os til terminal 1. Vi gik ud, ventede på en shuttlebus, og kom så til terminal 1 efter en bustur på 10 min. Ved Avis skranken var vi så ikke de eneste kunder! Vi fik nr. 22, og de var ved nr 5! Der var to til at ekspedere, og hver ekspedition tog ca. 10 min. Så efter en times tid fik vi vores bil. Herefter kørte vi til Verona, en lille rar tur på 2 timer.

Vi fandt meget let hotellet, og en parkeringskælder. (Faktisk kostede parkeringen de to døgn lige så meget som lejen af bilen. Næste gang tager vi måske toget). Hotellet var virkelig godt, og vi slappede lidt af, inden vi drog ud i byen.

Dejligt varmt, og en hyggelig aften på en fantastisk restaurant. Jeg fik lam, uhm.

Næste dag tog vi den med ro. Vi gik fra fortovscafe til fortovscafe.

Fandt det højeste tårn, og gik op i det.

En forrygende udsigt, selvom sigtbarheden var temmelig nedsat pga. varme.

Efter en god frokost gik vi videre langs floden Adige, og fandt en gammelt romersk teater. Teateret er bygget omkring Kristi fødsel, og der er stadig forestillinger i ruinerne.

Vi var ikke derinde, men fik set det udefra.

Herefter gik vi tilbage til pladsen foran L'Arena di Verona, som er bygget ca. 100 år e. Kristi fødsel. L'Arena har i år været brugt i de sidste 100 år til Operaforestillinger, så det var et dobbelt jubilæumsår i år.

Efter en pause på hotellet spiste vi aftensmad sammen med nogle venner, der også skulle høre Aida. Efter et fremragende måltid gik vi tilbage til Arenaen. Vi fandt vores pladser, fik købt vand og lejet hynder, og sad spændte og ventede. Det var oven i købet Placido Domingo, der skulle dirigere, så det var lige en ekstra gevinst, troede vi....

Da forestillingen skulle til at begynde, kunne vi høre torden i det fjerne, og se nogle lyn, suk. Vi nåede at høre tre strofer, så begyndte regnen og forestillingen stoppede. Vi fandt regntøjet frem, og sad tålmodigt, også for tålmodigt, og ventede på at regnen skulle stoppe.

Det gjorde den ikke! Vi blev mere og mere våde og kolde, og efter 3 timer og 20 min, altså kl. 00.23, blev forestillingen endelig aflyst. ÆV. Vi gik hjem i seng, og forsøgte at få varmen igen. Pjecen, som vi fik udleveret, fortalte, at hvis forestillingen var nået at begynde, ville vi ikke få refunderet vores penge, så vi ærgrede os voldsomt. Heldigvis fik vi en mail mandag, hvor vi fik at vide, at vi kunne få nye billetter enten i år, næste år eller 2015. Så vi tager en ny tur senere!

Søndag kørte vi tilbage mod Milano med et stop i Sirmione, hvor vi spiste frokost på en glimrende restaurant, der lå lige ned til Lago di Garda, smukt, smukt, og god mad.

Vi gik en tur ud mod spidsen af halvøen, hvor Sirmione ligger, og nød varmen, solen og den smukke udsigt.

Alt i alt en hyggelig weekend, selvom jeg så stadig drømmer om Aida i Verona. Jeg håber, drømmen går i opfyldelse næste år, og der kan Louise så deltage, jubiiii.

Søndag

I dag har vi holdt en fredelig søndag. Vi har haft Casper hjemme på besøg, og det passede lige med kaffetiden, hvor vi så kunne Skype med Louise, som lige var vågnet.

Hun er blevet lidt snottet af bilens airconditioning, men har det ellers fortrinligt. De skulle ikke i kirke i dag, da forældrene i går havde deltaget i en eftersøgning af en ældre mand, der var blevet væk. Det er ikke noget, man skal tage helt let på, da der faktisk er bjørne i skovene omkring dem. For et par uger siden havde familien kigget ud af hoveddøren, og der stod så lige to små bjørneunger.... og deres mor. Bjørnene kunne heldigvis skræmmes væk relativt let, men man går ikke nattur i de skove!

Ellers er søndagen gået med det sædvanlige: tøjvask og oprydning.

Til aften kom Louises veninde og hendes forældre til middag, hyggeligt og rart. Veninden er startet på Nærum Gymnasium, hvor Louise skal gå næste år. De har haft introdage i denne uge, så de er startet blidt.

Nu starter hverdagen med arbejde igen. 

Hjemme igen

Så kom vi da hjem igen, herligt. Og i aftes fik vi så omsider Skypet med Louise. Internetforbindelsen i Skotland var for langsom til at vi kunne skype, så vi måtte vente til igår. Det var så dejligt at snakke med hende, og vi fik hilst på hendes nye familie, de er søde og venlige, så det var positivt. Louise har det godt, og har heldigvis mindre hjemve, end hun havde forventet. Dermed ikke sagt, at hun ikke savner os og alt herhjemme, men det har hun selv beskrevet meget bedre på sin blog. Vi fik ordnet lidt praktiske ting, så som back-up af hendes computer mm, så det var fint.

I dag har Claus og jeg været på kunsthåndværkermarkedet på Vor Frue Plads.

Jeg har efterhånden været der en del gange, og forundres alligevel over mylderet og alle de nye ting, der er.

Der er også meget, jeg kan genkende fra de andre år, men som sagt også en hel del nye ting.

Vi købte et par krus og en enkelt gave.

Bagefter gik vi i Torvehallerne og købte ind til weekenden, og så hjem for at rydde op og vaske tøj.

På mandag starter hverdagen igen, og nu er der kun 47 uger til Louise kommer hjem igen.

Glenlivet og Osprey Center

I dag kørte vi mod Dufftown, til Glenlivets distilleri. Det er nærmest en lille landsby med mange bygninger.

Det blev grundlagt i 1826 og opnåede hurtigt stor popularitet. I 1976 blev distilleriet opkøbt af en canadier, og i 2001 blev de så opkøbt af Pernod-Ricard gruppen, som faktisk ejer de fleste distillerier i Skotland i dag. Det var selvfølgelig ikke så morsomt for Skotland, at de ikke ejer de lokale producenter. Til gengæld fik de en kilde til finansiering af en kæmpe udvidelse, så de i dag er verdens og US største leverandør af whisky. Der var gratis rundtur hver 20. min, og da der var mange besøgende, både tyskere, hollændere og sågar spanier, var der omkring 10-15 personer pr gruppe.

Det var en glimrende gennemgang af whisky brygning, og da det er fjerde gang, vi er på en sådan rundtur, begynder vi at kunne huske processen. Men det er stadig sjovt. Til slut kunne man smage en whisky, og der kunne man vælge mellem deres almindelige 12 årige, en 15 årig og en 18 årig. Jeg tog den gamle, og Claus tog så den 15 årige, så kunne vi da sammenligne de to. Der var faktisk forskel, og meget typisk os, kunne vi bedst lide den 15 årige. Den 12 årige har vi derhjemme, og det har været Claus' yndlingswhisky i en del år. Vi endte i shoppen, hvor vi fik købt lidt gaver mm.

Herefter kørte vi forbi et Ospreycenter, der ligger lige ved Boat of Garden i kanten af naturreservatet Cairngorm. En Osprey er en fiskeørn, der er en større ørn, ca 55-60 cm i længden og har et vingefang på 145-175 cm. De har været uddøde i ca 40 år her i Skotland, men i 1959 kom de tilbage, og bestanden er nu på omkring 130 par i Skotland. De er monogame og bliver i sit territorie hele livet. Årets kuld har to unger, som vi kunne se fra centrets udsigtspost. Det er en rigtig godt center med store kikkerter, der står til fri afbenyttelse. Desuden er der kamera på deres rede, så man kunne se reden tæt på på monitorer. Reden ligger så langt fra centret, at kikkerterne var yderst relevante.

Man kunne kun lige skimte fuglene uden kikkerterne. Vi så ikke forældrefuglene, som nok var ude at fiske.

Vi bor i et lille feriecenter, der ligger meget tæt på Aviemore. På de omkringliggende græsarealer bor der rigtig mange kaniner. Vi så dem første gang, da vi kom tilbage efter Runrigkoncerten. Klokken var jo blevet omkring 2 om natten, så der var temmelig fredeligt, og der var derfor kommet rigtig mange kaniner ud af deres huler.

Faktisk var der så mange, at jeg var bange for, at vi kørte nogle over, men det undgik vi da heldigvis. Vi har haft stor glæde af at se på dem, når vi er gået ned til byen for at spise aftensmad.

De er nu ret sky, så det er mest deres hvide rumper, man ser.

I går, da vi kørte tur, kom der en rød hjort springende ud fra krattet og lige over vejen lige foran os. Det er svært at sige, hvem der blev mest forskrækket. Hjorten stoppede op og kiggede lige på os, inden den forsvandt med lynets hast. Ellers har vi ikke set så mange dyr her, nok fordi det har været ret befærdede stier, vi har gået på. Her er rigtig mange mennesker for tiden, helt klart højsæson, men det har nu ikke generet os.

Det har været en rigtig dejlig tur, selvom vi har savnet vores datter, som vi jo plejer at dele disse oplevelser med. Det har været dejligt at se billeder af hende på facebook, hvor det lader til, at hun har nogle gode oplevelser derovre. Vi har ikke snakket med hende endnu, da internettet her er for langsomt til Skype, men det når vi i den kommende weekend.

Hviledag

I dag har så været hviledag, men derfor har vi nu alligevel lavet en smule. Vejret har været usædvanlig skønt med solskin og intet regn. Der har været lidt skiftende skyer, men skylaget lå højt, så vi tog op til Cairn Gorm skicenter, hvor der er en funiculare op til et plateau lige under toppen. Cairn Gorm, som betyder det blå bjerg, er Skotlands 6. højeste bjerg på 1244 m. Skotlands højeste bjerg, Ben Nevis på 1345 m kunne vi se fra udsigtsplatformen oppe på plateauet. Der var lidt diset, så vi kunne kun skimte bjerget langt langt væk. Der er ca 55 miles derover, så det er da også en sjat.

Vi kunne også se Moray Firth ved Inverness, det vil sige den bugt på toppen af Skotland, hvor Inverness ligger i bunden. Det var straks meget tydeligere. Ellers så vi mestendels andre toppe i Cairngorm national park, meget smukt.

På plateauet lå også en restaurant, eller nærmere cafeteria. De reklamerede med Taste of Scotland, men det har vi altså fået meget bedre andre steder. Deres vildeste ret var "Macaroni with cheese"! Frokosten blev dog indtaget,

hvorefter vi tog funicularen ned igen, og kørte tilbage til Aviemore, hvor kaffen kunne indtages i solen, ahhhh.

I morgen bliver den sidste dag med vandretur og måske et lille besøg på et whiskydistilleri, man kan vel ikke være i Skotland uden at smage lidt whisky.

Loch an Eilein, Strathspey Steam Railway og udsigten

Nej, hvor har vi været flittige i dag. Først gik vi 5.6 km rundt om Loch an Eilein, som ligger lige syd for Aviemore og Coylumbridge. Den ligger inde i en estate, som har endnu et navn, som vi ikke fatter udtalen af. Det er naturligvis fordi det gæliske sprog var hovedsproget, da de fleste steder blev navngivet. Gælisk er også centralt for den Skotske selvstændighedsbevægelse. Gælisk er i familie med Keltisk, som tales i Irland. Den oprindelige befolkning, Picterne, Kelterne og Venderne, I ved: "Kong Christian...", vandrede ind i Europa fra øst og regnes som slaviske folkestammer. Det er således ikke så underligt, at deres sprog, altså Gælisk, forekommer fuldstændig uforståeligt for os danske af Germansk herkomst og sprogstamme. Tilbage til Loch an Eilein, som betyder øen i søen. Området viste sig at være meget friseret med en velordnet og betalbar parkeringsplads, hvor man samtidig fik udleveret et nydeligt kort over områdets vandre-, cykel- og rideture. 

Det er utrolig befriende, at man kan gå ture uden at blive plaget af fluer, knoter og myg! Til gengæld fik vi da regntøjet af og på flere gange på de 1 1/2 time, som turen tog. Det er nu engang spillereglerne her.

Efter en hurtig frokost på en cafe i Aviemore kom vi til dagens hovedbegivenhed: Strathspey Steam Railway og eftermiddagens afgang kl. 2:45 til Broomhill via Boat of Garden og retur. Det lyder pompøst, men det er bestemt ikke nogen lang tur.

Faktisk kæmper de for at få den forlænget til Grantown on Spey, måske fordi det viste sig, at det først er der, man virkelig kan tale om whisky? Det er blot 7 km. Vi havde naturligvis bestilt første klasse og Afternoon tea!

Det er længe siden, man havde fat i sådan en tyk, papbillet sidste gang. Som husker jeg, at de blev klippet/stemplet på vej ind og ud af S-tog.


Det er sikkert resterne af en stor industrination, som får både Britter og Skotter til at være så begejstrede for gamle jernbaner og damplokomotiver.

Man skal huske at lukke den kolde damp ud, ellers går sikkerhedsventilen:

 Det er rigtig stenkuld, som der skovles rigtig meget af, og det er tungt arbejde, kan man se! Det er vist også svært at få fat i, men markedet må være stort med alle de veteranjernbaner.

Det er sjovt for en nørd som mig. Og der er en masse små børn, som bliver vældig snavsede af at besøge "driver" and "engineer" på deres otiums arbejdsplads.

Som sagt var det ikke en lang tur, så vi var tilbage halv fem. Så var der lige tid til en køretur op mod Moray shire, hvor vi fik os nogle storslåede udsigter ud over højlandet over trægrænsen:

I morgen gør vi som Skotterne: Ser på vejret, før vi beslutter, hvad dagen skal stå på!

Kan du ikke lide vejret i Skotland?

Når venner og bekendte spørger inden turen til Skotlands højland, om jeg har checket vejret, svarer jeg nej. Det er spild af tid. Selvfølgelig har "Highlands" også gode og dårlige perioder. En ting er dog sikkert, men skal altid have tøj med til al slags vejr, herunder specielt regntøj. Man kan sige:

Hvis du ikke kan lide vejret, så vent en halv time, så har det ændret sig!

Det gælder også, når man tager på vandretur. Det er altid med en rygsæk, som mindst indeholder et regnslag. I dag gik vi en dejlig tur ved Loch Insch, hvor vi kom op på en lille højderyg, som gav et flot udsyn over landskabet. Vi havde været på det lokale turistkontor, og var blevet udstyret med et vandrekort og vejledt efter alle kunstens regler. Sågar også om, hvilket fodtøj, som passede sig for netop denne tur. Intet er overladt til tilfældighederne.

Som en meget snakkesalig Skotsk dame sagde til os: "Regnen betyder ikke andet, end at udsigten bliver lidt sløret." Det sagde hun godt nok ikke, men det lod sig oversætte!

Vi går ikke så lange ture, og specielt går vi ikke ture, som har stor højdeforskel. Der er heldigvis utrolig mange valgmuligheder, både på åben fjeld og i skove, og som sagt meget velorganiserede. Ligeledes er der også mange på mountainbikes på dertil indrettede stier. Vi bliver på benene, hvor der også er tid til at se på disse:

I morgen her vi bestilt "Afternoon tea" på et damptog. Skønt Aviemore i virkeligheden kun er ca. 50 år gammel, har man en veteranjernbane. Den bevæger sig - fornuftigt nok - op mod de små byer langs floden Spey. Det er nemlig der, hvor Skotlands største koncentration af Whiskydestillerier ligger. Navne, som Glenfiddich og Aberlour stammer derfra. De er alle såkaldte Speyside whiskys. Mere om det, når det er   

Runrigs 40 års jubilæumskoncert

Grunden til vi er taget til Skotland er faktisk, at vi gerne ville til Runrigs 40 års koncert lige nord for Inverness lørdag d. 10. august. Runrig er et skotsk band, der blev dannet for 40 år siden på Isle of Skye, og de har igennem årene opnået stor popularitet specielt i Danmark, Tyskland og selvfølgelig Skotland.

De spiller flere koncerter årligt i Danmark, og har været faste deltagere på Tønder festivallen. Jeg lærte dem først at kende for ca. 6 år siden, faktisk i forbindelse med vores første tur til Skotland. De spiller folk/rock, og er supergode, også selvom de efterhånden er noget oppe i årene. Der har været meget lidt udskiftning i bandet i løbet af årene, de nyest er keyboardspilleren Brian (som også er den yngste) og sangeren, den canadiske Bruce Guthroe, som har været forsanger i 15 år. Bruce erstattede Donnie Munroe, som blev politiker. En politiker, der arbejder indædt for det gæliske sprog og for Skotlands uafhængighed. Vi har været til deres koncerter før, både i Danmark, og sidste august i Inverness. Deres musik er utrolig god, medrivende og glad. Men der er kæmpestor forskel på de danske koncerter og de skotske. I Danmark er publikum for at sige det mildt midaldrende, og det er hyggeligt at være til koncerterne, nogle synger med og alle klapper pænt, men det er så som så med hop, råb og hujen.... I modsætning til Skotland, hvor publikum er meget mere blandet i alder, både unge og ældre. Alle synger, hopper, hujer og jubler her, så stemningen er nærmest kogende. Derfor så vi meget frem til deres jubilæumskoncert, som vi forudså ville blive en stor, stor fest.

Og det blev det!

Koncerten blev holdt på Black Isle Showground på Muir of the Ord, lige nord for Inverness. Festen startede faktisk fredag, hvor de første campister kom til campingpladsen i forbindelse med festpladsen. Campingpladserne blev forøvrigt meget hurtigt udsolgt, og der var planlagt en fest fredag aften, en Ceilidh, som er en gælisk tradition, hvor alle synger, spiller og danser den halve nat.

Koncertpladsen blev åbnet allerede kl. 15.30 lørdag, og vi var der kl. 17, da vi forudså et mindre trafikkaos. Det var helt fint, vi kom i god tid, for så kunne vi gå lidt rundt, spise et par burgere og drikke lidt øl. Der var forskellige opvarmningsbands, som var mere eller mindre gode. Vi fandt et godt sted at stå omkring kl. 18, kunne heldigvis sætte os på vores regnslag, så vi ikke blev alt for trætte i benene, men fra kl. 19 stod vi op indtil koncerten var færdig kl. 23...

Runrig kom på scenen kl. 20, og så spillede de for fuldt drøn i tre timer, det var den skønneste fest, man kan tænke sig, åh det var godt. Vi stod som sild i tønde, men pyt, stemningen var høj, alle sang, hoppede og klappede. Vi var mange der, nok omkring 35.000, der var mindst tre gange så mange mennesker bag os, som mellem os og scenen. Det var kun lidt irriterende, når der var nogle, der masede sig ind og ud, men ellers var alle tolerante og glade. Der var forskellige gæster, bl. a. selvfølgelig deres gamle forsanger, Donnie Munroe, som sang tre sange, den sidste på gælisk. Det var simpelthen så fedt....

Deres afskedsnummer er altid Loch Lomond, hvor alle synger med og klapper, så stemningsfyldt. Midt under Loch Lomond blev den kvinde, der stod lige foran mig dårlig, så jeg hørte ikke hele nummeret, da jeg pludselig blev noget optaget af at finde ud af, hvad der var galt. Hun besvimede, formodentlig af varme og af at stå op så længe, men kom hurtig til sig selv igen, og fik det helt godt til sidst. Hendes mand støttede hende heldigvis, så hun faldt ikke, hvilket heller ikke havde været muligt, da vi stod så tæt, men det var da en forskrækkelse for hendes børn. Heldigvis fik hun det hurtigt meget bedre.

Da koncerten var slut, skulle vi så hjem. Det gik hurtigt tilbage til bilerne, og vi fandt da vores bil relativt hurtigt, men så gik alt i stå. Halvanden time tog det at komme ud fra parkeringspladsen, så klokken var 2 inden vi var i Aviemore, hvor vores hotel ligger. Heldigvis skulle vi ikke noget søndag, så vi sov længe og dalrede bare lidt rundt i byen.

Men koncerten var en kæmpeoplevelse, lige så stort, som vi havde håbet. Jeg glæder mig til den kommer på DVD, så vi kan genopleve den. Det var skønt, og jeg er bare fan af det band.

New Lanark Mill

Claus og jeg er taget til Skotland på ferie. Vi har også købt billetter til Louise, hvis hun var kommet senere til USA, men hun tog jo afsted torsdag meget meget tidligt om morgenen, så vi er taget på ferie alene... Tattoe'en, som Claus har beskrevet, var en dejlig oplevelse, jeg meget gerne gentager igen og igen.

Fredag kørte vi til New Lanark Mill, som ligger ca. 1 times kørsel fra Edinburgh. Det er et meget interessant sted, hvilket vi ikke helt var klar over på forhånd. Vi tog derhen, fordi der ligger et uldspinderi, jeg gerne ville studere nærmere. Men faktisk er det en hel lille landsby, der blev grundlagt i 1785 i forbindelse med etablering af et bomuldsspinderi.

Bomuldsspinderiet blev drevet af floden Clyde, og beboelseshusene blev bygget af lokal sandsten. Der boede omkring 2.500 i 1820, og var det største bomuldsspinderi i England på det tidspunkt. New Lanark blev berømt som modelsamfund da grundlæggeren David Dales svigersøn Robert Owen overtog ledelsen i 1800. Owen forbedrede og ændrede livskvaliteten for arbejderne. Han oprettede skoler for børnene, og tillod ikke de små børn på fabrikken, hvilket ellers var almindeligt på den tid. Han oprettede faktisk den første børnehaveklasse i verden, og grundlagde andelstanken, idet der var en landsbybutik, der solgte dagligvarer billigt. Han reducerede arbejdernes arbejdstid, indførte gratis sundhedspleje, og oprettede både sygekasse og en sparekasse.

Bomuldsspinderiet fortsatte til 1968, hvor de lukkede. Bygningerne forfaldt, og der blev dannet en trust, som har købt området og istandsat alle maskinerne. Landsbyen fungerer som frilandsmuseet, hvor man kan se spinderiet i drift, i dag er det så uld, de spinder. Og samtidig kan man se, hvordan fabrikken fungerede i 1800-tallet. Det var faktisk vældig interessant. Jeg købte lidt garn, kun knap 3 kilo, så nu har jeg til nogle dejlig varme trøjer af god britisk uld.

Robert Owen fik også skabt stier omkring floden, og plantet en masse forskellige planter, for han mente, at der skulle motion og frisk luft til et sundt liv. Dette er nu bevaret via Scottish Wildlife Trust, og man kan gå tur langs floden op til forskellige vandfald.

Vi gik tur op til det første vandfald, som er det mest spektakulære, meget dejlig tur, og smukt var det skam.

Der er lavet hotel og vandrehjem i nogle af de gamle bygninger, så det er muligt at bo i området, hvis man har lyst til at udforske naturen lidt mere.

Det var en sjov tur, og det er helt klart et sted, der er værd at besøge, hvis man er i nærheden af Glasgow eller Edinburg.

Tattoo 2013 - nu, hvor vi var der alligevel!

Når man nu kommer igennem Edinburgh i begyndelsen af august, så er man da et skarn, hvis man ikke køber sig nogle billetter til Tattoo. Vi var godt nok på vej til Runrigs 40 års jubilæumskoncert i Muir of Ord, men mere om det senere.

Det er virkelig stort i mere end en forstand. Hele pladsen foran den gamle borg bliver hvert år på 40 dage omdannet til en arena for 8.500 tilskuere. Fra midt i juli til slut august holdes der først en række koncerter, og derefter 3 ugers The Royal Edinburgh Military Tattoo.  Det er blevet afholdt siden 1950, og jeg kan stadig huske transmissionerne på DR i slørede sort/hvide billeder fra jeg var lille dreng en gang i tresserne. I år var fokus 50 år for våbenstilstanden ml. Nord- og Sydkorea. Man må ikke glemme, at det stadig er en militær begivenhed, og at de fleste deltagende orkestre har militære rødder. Man forsømmer ikke nogen lejlighed for at mindes og ære tabte soldater og kammerater.

Ordet "Tattoo" stammer fra det, som vi på dansk kalder "Tappenstreg", altså den deling soldater, som gik igennem byen om aftenen og beordrede kroerne til at stoppe for udskænkningen, så soldaterne kunne kommer hjem i seng. Det danske ord er i hvert fald formet fra tysk "Zapfenstreich", at slå tappen i tønden.

Helt centralt i Tattoo'et står "Pipes and Drums", som både er lokale sækkepiper og trommer og inviterede orkestre. I år var det et orkester fra Qatar og The Black Watch, 3rd Battalion, Royal Regiment of Scotland. Mest underholdende i år var dog det New Zealandske forsvars orkester, som ud over en fantastisk musikalitet var vildt sjove. Det havde bl.a. kampsangen fra deres nationale rugby team, The All Blacks, med.

Kan I ikke nå det selv, er det sikkert værd at købe året DVD...!

Genstart af bloggen

Louise er taget til USA i torsdags. Hun skal være udvekslingsstudent og gå på High School i et år. Hun tager afsted med AFS, og er blevet placeret i Webster, Wisconsin hos en fantastisk familie. Vi savner hende rigtig meget, men ved, det er et fantastisk tilbud, hvor hun får lært en masse, og et år går jo heldigvis hurtigt. Vi kan snakke med hende via Skype, og følge med i hendes hverdag via hendes blog: troldungen.uldvejen.dk Nu må vi så se, hvor meget tid og energi, hun har til at skrive blogindlæg. Jeg har så lovet, at få gang i min blog igen, for derved kan hun følge med i hverdagen på vores side af dammen..... 

Bloggen har ligget stille de sidste to år, da jeg har brugt alt min tid på en Master på RUC. Jeg har selvfølgelig haft fuldtidsjob og ved siden af så læst. Det har været hårdt, men også godt. Det er svært at lære noget helt anderledes, end ens hverdag, men det er sundt at bevæge sig ud af sin Comfortzone. Og masteren har givet en del kontakter samt et mere indgående kendskab til sygeplejeuddannelsen og de daglige udfordringer, vi står med på hospitalet. Sygeplejeuddannelsen er ændret så radikalt i løbet af de sidste 12 år, at det nærmest er en anden uddannelse. Og når så samarbejdspartnerne forventer det sædvanlige, kan der hurtigt opstå samarbejdsproblemer, der egentlig slet ikke er personlige, men bunder i forkerte forventninger fra begge sider. Det kunne være spændende at arbejde videre med det.

Håndarbejdsmæssigt har jeg selvfølgelig ikke nået det, jeg gerne ville, men jeg har da fået strikket rigtig meget. Dog kun i hånden, da strikkemaskinen kræver en del tid og tålmodighed, og det har jeg bestemt ikke haft. Men det håber jeg på at få igen, og nu bliver maskinen sat op, så er det forhåbentlig nemmere at få lavet noget på den. Jeg har heller ikke fået syet så meget, men det bliver der også mere tid til igen. Sidste år syede Louise og jeg dog hendes konfirmationskjole, det tog lang tid, men min søster og Louise var startet med at sy mønsteret op i noget bomuldsstof, så det hjalp en del. Kjolen blev meget smuk, og Louise var lykkelig for den.

Mine strikkeprojekter har jeg lagt på Ravelry, hvor andre medlemmer kan se dem. Hvis man er strikkeinteresseret, er Ravelry et paradis, men også en tidssluger..... Jeg kan dog varmt anbefale andre at melde sig ind. Det er gratis, så man skal bare registrere sig på www.ravelry.com, der er masser af grupper, hvor man kan chatte med andre, masser af gratis opskrifter og inspiration og meget mere.

Claus har installeret en app på min Ipad, så nu kan jeg også blogge fra den, smart. Det hjælper jo også på skrivetrangen. Jeg bruger faktisk ikke min computer særlig meget mere, mere Ipad'en og telefonen. Dog blev computeren brugt flittigt til opgaverne på RUC, det var dog alligevel nemmere. Min gruppe arbejdede meget via google docs, og det fungerer ikke så godt på ipad.

Nå, dette må være nok for nu.