Pariserne har en dille med at sætte en hængelås på broen med deres navn indgraveret, det så altså lidt pudsigt ud, men sådan går det vel, når man ikke kan skrive graffiti på stenene længere.
Foran Musèe d'Orsay var der en temmelig lang kø, men der var ikke andet at gøre end at stille sig op i køen. Det tog godt og vel en halv time for at komme gennem security, men på den anden side var der så automater, så man kunne trække billetter der. Nemt og hurtigt. Musèe d'Orsay er en ombygget banegård, hvilket ses tydeligt. Det er en meget flot bygning med mange malerier og skulpturer, og en virkelig kraftpræstation i at udnytte rummets muligheder. Vi så en fascinerende særudstilling om Italien med en masse gamle fotografier fra midten af det 19. århundrede, desuden var der en særudstilling om Rodin, folkene omkring ham, og deres skulpturer omkring 1. verdenskrig. Ellers gik vi lidt rundt og så bl.a. Monet, Manet, Pissarro og lidt Sisley. Frokosten blev indtaget i restauranten, hvorefter vi gik videre ud i Paris.
Claus ville gerne se Invalides-kirken, så vi gik derhen. Vi var inde i Eglise d'Invalides, men ikke i den del, hvor Napoleons grav var.
I morgen går turen hjemad, men vi har haft nogle dejlige og afslappende dage i Paris. Vi kunne godt finde på at tage sådan en tur en anden gang!
Ingen kommentarer:
Send en kommentar