Cartagena - Columbia

Det er altså igen det der med forventningerne. Hvad havde vi egentlig forventet? Oversigten over ture pegede på en by med gamle festninger og en gammel by, vores grundviden om Columbia er ikke den mest flaterende. Vi valgte os en tur, som skulle bringe os ud at sejle i en hurtig båd, til et oceanium og endelig en til ø med en badestrand. Det kom vi også, og det var bestemt en god tur - men altså meget anderledes!

For det første er Cartagena en by på 1½ million mennesker, og de konkurrerer i at bo i rigtig høje huse, hvilket ikke lige stod på forventningen. Det havde blæst rigtig godt siden Panamá, så der var rigtig pæne bølger, og ca. 10 m/s vind. I sådan en 400 hestes speedbåd med 25 personer kan man sagtens sejle hurtigere end bølgerne, så det blev en sjov, men noget hoppende tur.
Ud for denne del af Columbia ligger der en række små øer, som ligger oven på koralrev, og som er beskyttet af en ydre barierre, der afskærmer den værste sø. Underligt, men der ser ikke ud til at være noget videre tidevand. Vi kom først til en lille ø med et oceanium, dvs. masser af bassinger med de lokale fisk og hvaler. Generelt har vi mødt meget dygtige guider på vores ture, som bl.a. talte et glimrende engelsk. Her kunne guiden også oversætte den spanske præsentation uden problemer, hvilket ikke er let med alle de dyrenavne. Der var adskillige af de 40 forskellige hajer, som findes i området. Også 3 store delfiner havde et lille show.Videre til den lille ø - Rosario Island, som virkelig var bountyland. Et lille hotel på en ø for sig selv, vi fik en time på stranden til badning, dernæst en udmærket frokost, selvfølgelig med lokale frugter og Columbia kaffe. Det er dejligt at møde stolthed over sine produkter og lande i øvrigt. Stranden kunne dog ikke måle sig med Labadée på Haiti, som vi besøgte tilbage i 1996 - eller også har tiden pyntet på oplevelsen?Så startede ellers udfordringen med hjemturen. Det var naturligvis blæst op, så enten var det en rigtig våd tur tilbage, eller en længere tur ind i landet og gennem kanaler. Vi fik olieponchoer på, som hjalp os tilbage til kanalen og fredeligere vande. Det blev en lang, men god tur, hvor vi også så en del fugle, iguanaer og rigtige lokale mennesker.

Panamá kanalen

Det er en stor oplevelse! Det er for det første fantastisk at se de (forholdsvis) store skibe passere ind og ud af sluserne og blive flyttet 26 meter op og siden ned. Det er også sjovt at følge med i, og undre sig over, de små elektriske lokomotiver, som trækker skibene ind i slusen, stabiliserer dem, og siden trækker dem ud igen. Det er lidt underligt at sejle i en indsø, som Gatun lake jo er. Vi regnede lidt på, hvor meget vand, som en sådan tur koster pr. passager: 100 kubikmeter, altså et stort privat svømmebassin. Det ser ud til, at de har nok af det, i hvert fald bruger de ikke mulighederne for at bruge en mindre del af sluserne, når skibene er mindre.

Endnu en gang er der et link i overskriften til et lille Picasa album med billeder.

I morgen er der så dag på søen, og dernæst Columbia på en dag, efterfulgt af 2 dage på vej mod Miami.

Costa Rica på en dag

Det kan man altså ikke - det er næsten hybris. Costa Rica viste sig at være en meget stor oplevelse, men det er synd at gøre et land på 9 timer. For det første mødte vi utroligt vidende og engagerede mennesker, som brændte for deres land, og hvad det kunne byde. For det andet er det vist et særdeles velfungerende land, hvilket ikke lige var vores forhåndsopfattelse. Vores ophold fokuserede dog mest på regnskov, fugle, mangrovesump og så selvfølgelig krokodiller. Det er umuligt at vælge, hvad der skal med af billeder. Louise og jeg har taget ca. 1.000 i fællesskab. Overskriften er en link til et lille Picasa album, som viser 21 af disse med lidt støttende tekst.
Nu går det videre de sidste 600 sømil til Panama. Det tager en dag på søen, og så står vi klar tirsdag morgen kl. 6 (GMT+6), når vi går ind under broen, som bringer pan-American highway over kanalen.

Huatulco maniana

Fra en by på 2 mill. til en på 50.000 indbyggere.
Der var heller ikke forfærdelig meget mere end en bro, hvor der var plads til 2 krydstogt skibe, nogle butikker, nogle til dels ufærdige lejlighedskomplekser, og så hoteller. Vi havde bestilt en tur til et hotel/ferie resort, hvor der var masser af sportsmuligheder. Det startede noget langsomt. Man kunne godt mærke, at i Mexico sker tingene bare ikke altid til tiden. Venligheden var stor og virkede ægte, men altså manjana!
Las Brisas er vist en kæde af hoteller i hvert fald i Mexico. Vi kom til et af slagsen, som viste sig at være et all-inclusive-hotel. Som udefra kommende gæst skal man så bare opgive, og gøre, som de andre. Dvs. øl og sodavand i baren og mad i restauranten var pludselig gratis. De fik det, som de selv lagde op til.Vi valgte at tage ud at snorkle, og det var vist et godt valg. Vandet var lidt grumset, men fiskene store og imponerende. En ekstra underholdning var så gartnerne, som beskar palmer med machete (eller, hvordan det nu staves).Vi skulle snart videre, afstandene er stadig enorme. Vi er 15 grader nord for ækvator, og vi skal vel 600 sømil længere mod syd, inden vi kommer til kanalen. Altså afgang kl. 15:00. Underlig oplevelse i øvrigt - enten er de dårlige søfolk, eller skibet er lidt en vingeskudt and. Det er selvfølgelig heller nemt med en kraftig tværgående vind, som trykker skibet mod molen, og når der vel er 5 skibslængder ud til vendepladsen. Gad vide, hvordan det vil gå i en brandstorm tværs?

Acapulco

Hvad havde vi egentlig forventet? Et slags Amerikansk Mallorca? En ruin af nogle gamle hoteller, som turister med respekt for sig selv havde forladt for længe siden? Jeg havde ikke et klart billede, men nu har jeg!Det er såmænd en by på 2 mill. indbyggere, som lever udmærket af turisme. Halvdelen, de bedre stillede, bor på havsiden af bjergene, og resten på bagsiden. Faktisk er det en positiv oplevelse, som vi fik efter at være gået i land, og mere eller mindre på må og få at have valgt en byrundtur på ca. 4 timer. Selvfølgelig gør det tingene nemmere, når de lokale taler et fremragende engelsk. Louise huskede med gru usikkerheden med en yderst begrænset kommunikation med en chauffør i det sydlige Vietnam. Vi fik vist nogle flotte udsigter over byen, bugterne og den sydlige pynt med lufthavnen i horisonten. Der er også en del berømte villaer, som div. celebrities har beboet, ovenstående Elizabeth Tailor. Selvfølgelig skulle vi til sidst til den eneste egentlige attraktion på land: Cliffdivers, dvs. en flok tåber - eller desperados, som hopper ud fra ca. 35 meter højde og ned en kløft, hvor havet kun er 6 meter dybt. Efter disse ophidsende erfaringer tilbage til skibet til sen frokost, og stille plejen af de noget solplagede ældre kroppe. Louise? - Nå, ja, efter 2 dage ligner hun de lokale i hudfarve!

Begejstring hos hvaler og kvinder

Capo san Lucas hedder byen på den sydligste spids af Baja California. Man lever af turister, og lige nu er det primært krydstogt passagerer, og det er endda færre, end hvad man bryder sig om at tale om. Der er ikke nogen tilstrækkelig stor havn for et skib som Constellation, så det er nødvendigt med små både, tendere, som sejler frem og tilbage i et væk. Det er dog OK organiseret, og man kaldes frem i hold, som på ca. 1½ time bringer dem i land, som gerne vil i land.Her er det sædvanlige leben på land, hvor alle mulige og til tider umulige ting faldbydes. Det er lidt belastende, når man for 50-tyvende gang tilbydes glass-bottom-snorkling-beach-whale-watching-orwhateveryourheartmightdesire!Vi gik på indkøb med det samme, og det endte med en fødselsdagsgave til Lisbeth, som hun vist ikke havde regnet med. Og efter lidt frokost, var det tid til dagens udflugt: Whale watching fra catameran. Det startede ikke godt - båden var ½ time forsinket. OK, vi er i Mexico, og det kan da godt være, at det er mere reglen end normen. Catameran er jo et vidt begreb, og det viste sig at være en færge type fartøj med plads til ca. 300 personer, som der ellers var fuldt hus. Hmm, skuffelsen lurede...Efter en ½ times sejlads i adstadigt tempo, fik vi øje på det første blåst i horisonten. Stadig tog man det gevaldigt med ro. Underligt, er de ikke vant til at hvalerne er kort oppe, og derefter neden i 20-30 minutter? Næ, det var de ikke - da vi nåede frem til stedet, var der også et nyt hold hvaler klar, som man kunne betragte og nyde lidt hale. Ikke noget high-tech med hydrofoner og snak ml. skibene om tidsplan og sidste observation. Nå, det gik da udmærket. Men ikke det store, der var tilsyneladende flere små flokke med unger, som ikke er så regelmæssige, som pukkelhvaler ved Grønland. Dette var også pukkelhvaler, bare i langt større tal.Pludselig startede showet, og det vist en grad, så selv skipper og besætning blev imponererede. En af de yngre hvaler sprang op af vandet, drejede godt en kvart omgang og hamrede ned i søen igen. Næste gang et andet dyr, som sprang op tæt ved siden af flokken, som gav noget basken med halerne.På denne måde fulgtes vi med den lille flok i godt en ½ time på en stille sydvestlig kurs langt kysten, og det blev til adskillige hop ud af vandet og en masse basken med luffer. En helt fantastisk oplevelse! Vi får nok på et tidspunkt lagt et klip på YouTube, men det kommer nok til at vente til det ikke er satellittid længere.... I mellemtiden må I nyde stilbillederne.

Award!

Lisbeth har fået en award, og det er hun jo glad for. Desværre må vi nok udskyde svar til vi ikke skal bruge satellittid på at besvare den. Lige nu er vi til havs, og Internet er ikke billigt!

Uden sejl fra San Diego

Den sidste dag i San Diego i denne omgang er blevet præget af to ting. For det første har vi foretaget en seriøs ompakning af vores bagage. Indkøbene var selvfølgelig forudsete, og vi har medbragt en meget lidt fyldt kuffert, som den tredie. De 2 første er meget lette kufferter, 2.3 kg. hver, de er rigtig gode, men tåler ikke at være mindre end helt fulde. Den sidste er en helstøbt Samsonite kuffert, som klarer ringe fyldningsgrad. Nu er vi i den anden grøft, alle tre er fuldstændig proppede.
For det andet af en del uro hos specielt Lisbeth mht. usikkerheden om indcheckningen på skibet, hvor langt er der nu, skal vi spise frokost før eller efter vi går ombord, osv.
Vi klarede det dog altsammen uden de store sammenbrud.På vej fra hotellet til Cruiseterminalen tog vi en tur ud over Coronado island, som (underligt nok) er en halvø uden for San Diego, hvor den Amerikanske Stillehavsflåde holder til. Det er forståligt nok yderst begrænset, hvor tæt man kan komme, og i øvrigt er der forbud mod fotografering. Til gengæld har de flotte strande, hvor man her kan se Hotel Coronado i baggrunden.
Tilbage i San Diego kunne vi til gengæld se deres museums hangarskip, Midway med en masse fly udstillet.
Heldigvis skulle vi ikke sejle de 8.000 km med denne! Hun hedder Star of India, og har sejlet rundt om jorden 21 gange, så det havde vel også været muligt at sejle denne bid mere.
Celebrity Constellation, vores base for de næste 14 dage.Farvel til San Diego, og goddag til de første 730 SM til Capo san Lucas på sydspidsen af Baja California, som er den lange halvø, der strækker sig ned på ydersiden af Mexico helt oppe fra den Amerikanske grænse.

Kjolerne, skovsneglene og hendes fjerdragt

Rækkefølgen er ikke rigtig, men det er vist den kunstneriske frihed, som skribenten har! Endnu en spændende dag, og faktisk den sidste hele i San Diego.Det er længe siden, at jeg lovede Louise, at vi skulle forsøge at finde en erstatning til "amerikanerkjolen", når vi endelig kom til US igen. Det startede for 4 år siden i New York, hvor vi naturligvis også var i Macy's, altså det rigtige stormagasin på Broadway ikke langt fra Empire State building. Louise havde trukket sin mor hen til et stativ med svulstige festkjoler, og fortalt, at sådan en havde hun altid ønsket sig! Hvad har Disney-channel og anden kultur forurening ikke medført? Det var ikke lige på mors agenda at købe kjole til Louise, men så var far jo heldigvis med, og han havde ikke hørt mors nej. Det er ganske enkelt ikke muligt at købe sådanne rober i Danmark, som det åbenbart er rimeligt normalt at gøre her. Udvalget var stort og størrelserne mange. Jeg husker at den vist var lidt dyr i NY, men det var alle pengene værd. Og, i modsætning til forventningen, blev den faktisk brugt godt og grundigt inden den blev for lille.
Nu var chancen der for at finde en erstatning! Vi startede derfor dagen med at køre downtown i San Diego og fandt den mall, hvor den lokale Macy's ligger. Vi er stadig tidligt oppe, og kl. 10 om morgenen var selv ikke medarbejderne på plads i butikken. Så blev der prøvet, og her er så et væsentligt større antal billeder, end normalt af en enkelt hændelse, men det skal altså med... Det er ikke det samme udvalg af kvalitetskjoler, som NY butikken havde, men til gengæld var de billige - helt ned til 125 DKK for en kjole. Der blev prøvet igennem, og mor var nu også helt med på idéen.
Efter denne succes var det så tid til mors tøjkøb. Det afbildes ikke endnu, hvis nogensinde. Jeg kan kun sige, at Lisbeth følte, at hun havde fået en fjerdragt! Det var også kun under betydeligt pres, at hun købte tøjet. Nu må vi se, om det overlever turen rundt til Miami...
Hvad var så det med skovsnegle? Jo, på New Zealands kyster så vi mange pelssæler, og når man så dem på afstand, lignede de skovsnegle i sandet. Disse dyr har jo ofte nemt ved at skaffe sig føden, så der er også tid til at dovne på kysten efter jagt, og i den stilling ligner de altså deres meget mindre synsfæller. Vi havde læst i vores Top 10 guide (købt i Kastrup lufthavn) over San Diego, at der er en tidligere børnestrand i La Jolla nord for San Diego, hvor specielt sælerne har slået sig ned. Det lød jo spændende, og det var vi sandelig ikke alene om at synes! Der var sort af mennesker, som skulle hen og kigge. Der var også de sædvanlige idioter, som mente, at de godt kunne gå inden for afspærringen, men det er vel ikke noget nyt?Nå, de havde det godt - sælerne altså - og så kiggede vi altså lidt på det... Og mens vi husker det: Der var også egern på skrænterne, som styrtede rundt. Der var naturligvis også pelikaner, som virkelig bidrager til underholdningen. Det må være verdens mest dovne fugl!La Jolla, jo, det er det lokale velhaver kvarter. Det er her Ferrari, Bentley og Masserati forhandlerne ligger, og hvor en konebil er en Lexus. Vi fandt naturligvis også en American Apparel, som netop havde stumper, som Louise lige manglede i sin garderobe. Nu var det ikke billigt længere....
Eftermiddagen blev så tidspunktet, hvor Louise endelig kunne bade i hotellets pool. Den er naturligvis dejligt opvarmet, så der var masser af børn. Det var værre med de voksne, som sad pakket ind i håndklæder på kanten og frøs. Louise fik snakket lidt med nogle andre børn i pool'en, så det var da indsatsen værd.
Vi sluttede dagen med en tur til Mission Valley center, som var endnu et indkøbskvarter, hvor jeg ikke skal afsløre, hvad vi gik efter, samt endelig med lidt sushi. Faktisk en bedre sushi, end hvad vi havde forventet. Jeg frygtede jo, at den Californiske indflydelse med alt for meget mayonnaise ville ødelægge oplevelsen, men det var nu rigtig godt!

Sprøjt og haler

Man tager vist ikke til San Diego første gang uden at besøge Sea World. Det er dels en zoologisk have med fokus på havdyr, og dels en forlystelsespark med kørende forlystelser ala Bon Bonland og Djurs Sommerland hjemme i Danmark. Nu har vi også været der, men det var altså ikke helt den oplevelse, som vi havde regnet med. For det første har vi vænnet os til i Europa, at forlystelsesparker har én pris, og når den er betalt, så er resten for det meste inkluderet. Sådan er det ikke i Sea World. Vi betalte $ 200 (godt 1.000 DKK) for at komme ind 3 personer, og det er da OK, hvis det var en gennemsigtig pris. Men efter adgang var der alle de ekstra ting, som vi havde hørt om hjemmefra, og de kumme såmænd godt lægge op til $ 130 oven i per oplevelse.
For det andet: Selvom det er vinter også her, og derfor lavsæson og færre shows, var der gevaldigt rod i annoncerede tider, og det tidspunkt, hvor de faktisk blev afviklet.
Nå, der var en del gode oplevelser, og "Killer whale showet" med spækhuggeren Shamu er helt klart i en klasse for sig. Sea World i Miami har også et "Killer whale show", men dette er klasser bedre. Der er 3 meget flotte dyr, som har et fantastisk samspil med trænerne. Det er meget rørende, og meget flot. Selvfølgelig sørger man også for, at de 16 første rækker på opvisningsbanen bliver rigtig grundig våde. Det er vildt professionelt, spiller på følelserne over for Amerikanske styrker og deres pårørende, og bygger bro tilbage til "Free Willy". De anvender på genial vis nogle mobile skærme, som snart danner én skærm, snart er flere selvstændige med relevant visning af information.Det var også en stor oplevelse for Louise og Lisbeth at klappe en delfin, ganske vist uautoriseret, for det var der også en tillægs pris for.Hvad vi også vil huske, er de frække havmåger, som fløj ned på bordet i caféen og stjal direkte fra tallerkenen mens man forsøgte at spise.Endelig fik vi også styr på forskellene ml. sæler, Californiske søløver og pelssæler, det havde vi undret os over siden New Zealand. Søløverne er i øvrigt bare en art of en pelssæl, mens de sæler, som vi kender fra bl.a. Grønland, er i familie, men udmærker sig med stivere luffer og ingen ører.
Det blev en god dag i Sea World, og vi er nok også bare blaserte fra andre mere velfungerende parker, f.eks. Disneyland, Tivoli i København, Taronga Zoo i Sidney, Bon Bonland (det havde jeg ikke troet for 10 år siden), Night zoo i Singapore og til sidst et lille, men rigtig godt museum: National Aqaurium of New Zealand i Napier.

Kulturel udveksling

Nu er det jo temmelig sært at jeg netop skriver om garn- og strikkebutikker. Min viden om emnet er begrænset til i blandt at bære resultaterne af anstrengelserne. Ikke desto mindre er der bestilt et indlæg, og det er så her.

På vej hjem fra Tijuana og den Mexicanske grænse, skulle vi lige op til en forstad, som hedder La Mesa, og som huser den udmærkede butik "Two sisters and Eve". Vi andre har gjort vores yderste for at være tålmodige, og afsætte overordentlig meget tid til disse besøg. Men det tager jo sin tid, når butikkens ansatte naturligvis lige skal høre lidt om, hvordan det lykkedes at finde hen til dem, at de var omtalt på Ravelry, og hvad garnet nu skulle bruges til. Samtidig er der jo masser af andre kunder i butikken, som sidder der for at lære lidt om at strikke, og måske også løse nogle verdensproblemer, mens de nu er der. Nå, ja, der blev også købt lidt garn og en bog, og det var dejlig billigt, men mon egentlig, det var det vigtigste?
Denne succes måtte jo gentages, så i dag, fredag, ledte vi frem til "Needlecraft cottage", som ligger ganske lidt nord for San Diego. Man kan godt mærke, at vi er Californien, hvor man er lidt mere "laid back" i forhold til USA mest. Her lå der endnu en garnbutik næsten ude i sandet, hvor Lisbeth skulle igennem samme interview. Ikke at det vist generer hende. Her blev der også købt lidt ind, men ikke det store. Til gengæld endnu en bog - som om, hun ikke havde et par stykker i forvejen!Nu ser jeg unægtelig tingene lidt udefra. Disse eksempler på kulturudveksling minder mig om den bevægelse, som opstod omkring mødrene i Chile, som under Pinochet samledes for at bearbejde sorgen over deres mistede sønner, bl.a. gennem billedtæpper. Det endte med at blive en meget væsentlig magt faktor, som bidrog til at bringe Pinochet til fald. Nu tror jeg ikke, at vi er på vej med en ny revolution centreret omkring garnbutikker, men fællesskab gør altså stærk!