Napier & Hawkes Bay

Dag 16.

Det var ganske rigtigt en god idé at tage ud og spise på en af vingårdene. Vi valgte Elephant Hill, som var yderst stilig, og serverede et glimrende måltid, som efter lidt ombytning blandt os, også blev til noget, som alle kunne lide. Louise havde bestilt "Cucumber Gazpacho", men den var temmelig stærk, så hun fik min "Crab Ravioli". Hovedretten var "Surf and Turf", den var af en god mørbrad, som de serverede med en glimrende rosti til.
I dag har vi bl. a. været på "National Aqaurium of New Zealand", som bryster sig af, at have flest af NZ's havdyr. Det var en god udstilling, som bl.a. formåede at engagere Louise i en forklaring af, hvordan kontinenterne har flyttet sig i forhold til hinanden, og hvordan det kan eftervises v. hj. af udbredelsen af diverse urdyr.
De har også en meget stor og gammel ål, som er fanget i 1990, som siges at være 80 år gammel. Udstillingen omfattede også endelig en mulighed for at se en rigtig levende kiwi-fugl. Det er et natdyr, men de havde en afdeling, hvor døgnet var vendt, og derfor nogle Kiwier, som knoklede rundt og ledte orme og insekter.
Endelig var der et mindre Oceanarama, som havde en tunnel på bunden, hvor de store havdyr rigtig kunne betragtes. Specielt var deres hajer og rokker meget flotte at se.
Frokosten skulle igen foregå på en vingård. Vi valgte "Clearview Estate Winery". som denne lørdag var meget besøgt af - tilsyneladende - lokale. Det var igen glimrende, og med et meget bredt udvalg af druer, som vi smagte os godt ind i inden valget til frokosten.
Louise fik smagt nogle lækre Nachos. Det er lidt af et problem med mad til hende. Dels er hun temmelig kræsen, og bryder sig bestemt ikke om stærk mad. Hun smager frivilligt på hvad som helst, men det er jo ikke nemt, når maden er bestilt. Dels er hun netop på grænsen ml. børnekortet og voksenditto. Iblandt er børnekortet godt, og iblandt er det alt for børneagtig mad, som serveres. Så skifter hun til voksenkortet, og det går så godt indtil vi møder ovenstående problemer igen. Der serveres naturligvis masser af vin, hovedsageligt fra deres egne jorde. Det er nu ikke fordi, det er nogen økonomisk fordel at hverken spise eller købe "ved kælderdøren". F.eks. en Sauvignon Blanc i Reserve kvalitet fra 2007 koster over disken 120 DKK, og selv deres billigste vin koster stadig 60 DKK, og den har aldrig set en trætønde! Det er faktisk det første, som vi har opfattet som dyrt i NZ.
Efterfølgende gik turen ud til Cape Kidnapper (hvorfor den ellers hedder det?!). Det var smukt, men underligt afbrændt. Vi har ikke set så solsveden jord tidligere på NZ, men det kan dels være lokale forhold og dels at NZ'erne betragter februar som varmere end januar. Vi fandt også ned til stranden, men selvfølgelig havde vi netop nu fået fjernet badetøjet fra bilen, som ellers har ligget ubrugt hen i mere end en uge.
Vi undrer os over udvalget og kvaliteten af specielt grøntsagerne i supermarkederne. Det er underligt, når både DK og NZ er landbrugslande, og vi i øvrigt ligger tæt på resten af Europa, at vi ikke gør det bedre i vores detailhandel i DK. Der er dog kun godt 4 millioner NZer, og alligevel har de en bedre og bredere udvalg i detailsektoren, end vi kan præstere i DK. Det siges at mindstelønnen i NZ er meget lav, hvilket kan forklare bedre detailhandel, men man kunne også forestille sig højere krav til overskud i DK?

Nå, i morgen går det mere mod syd. Vi skal til Martinborough, som er ca. 300 km. sydligere, og dermed den længste strækning hidtil. Det bliver nok ikke slemt, vi er væk fra de værste bjerge, og kan således følge fredeligt med trafikken, som virkelig overholder de 100 km/t på landevej. Vores Toyota Previa af ældre dato opfordrer ikke til den vilde kørsel på bjergeveje. Det er bestemt ikke noget særsyn at møde færdselspolitiet på selv den mest øde landevej, og de kan nemt finde på at følge en i 50 km.