Sihanoukville - Parallelle verdener

Tuk Tuk, sir? - i 100-vis af mennesker på den anden side af det beskyttende hegn rundt om containerterminalen, som var det eneste sted, som skibet kunne anløbe. Vi havde valgt ikke at tage den officielle bustur, som i løbet af 7 timer bragte deltagerne til Phnom Pen og retur. Derfor gik vi til porten, for at finde et par lokale små taxier, som kunne vise os lidt af byen og omgivelserne. Foran en mur af mennesker, som har deres opmærksomhed rettet kun mod dig selv, skal man lige tage sig sammen, for at kaste sig up i malstrømmen. Det er som at gå igennem et hul mellem parallelle verdener: Vores vestlige beskyttede på skibet og en summende asiatisk heksekedel. Eller, som Kirsten udtrykte det: Vi tager lige en "Harry Pottersk transitnøgle".

Vi skulle bruge 2 Tuk Tuk'er, så udfordringen var at få 2 af disse til at blive enige om en pris for 2 timers transport. Det var nok vores fordel, da det fik udpeget de smarteste og bedst engelsktalende. Vi fik nok en fornuftig pris, de stoppede i hvert fald efter et par kilometer og skulle lige checke om det var en pris for 2 eller for hver Tuk Tuk. Afsted gik det. Cambodia er tidligere fransk besiddelse, så der køres i højre side - det meste af tiden, og hvis det lige passer at være den korteste vej mellem to punkter. Nu var det jo første gang i 2 måneder, hvor vi var i et højreland, så det var skræmmende nok i sig selv, men det var nu værre, at alle bare kastede sig ud i trafikken, og lod de andre vige. Mest grotesk var håndteringen af et at de få lyssignaler, hvor vores Tuk Tuk ikke syntes om at stoppe for rødt, så han kørte bare skråt til venstre, passerede venster om en krydsende bil, og mødte "pludselig" trafikken fra højre på den anden side. Man kan godt mærke, at det er buddister, som bare venter på næste inkarnation! Vi så - efter eget valg - et buddistisk tempel, bycentrum og stranden. Første var smukt og fredeligt, som sædvanligt. Nu har vi efterhånden lært at vise stedet den rigtige respekt. Evigt vanskelige at håndtere er de utallige børn og voksne, som dukker op med hånden fremstrakt, så snart man stopper. Byen - vores Tuk Tuk kaptainer valgte stedets marked for stop - var en ganske anden ting. Der er naturligvis de sædvanlige kontraster med motorcykler med utallige passagerer og utrolige stabler af baggage, som står i kontrast til de flotteste biler ala Lexus i nyeste udgave. Kontrasten var også mellem ufattelig beskidte "butikker" og Nokia's lokale outlet i bragende hvid og blå. Vi passerede også en lokal skole, som lukkede ud til middagspause. Det må have været den lokale "privatskole", da eleverne alle var velklædte i skoleuniform. De havde en særlig form for skolepatrulje: En pind med et påmonteret stopskilt, som nogle elever holdt, og andre dannede kæde bag. Al trafik gik naturligvis i stå, og det var fint nok. Mange børn blev hentet i store biler, men de fleste begav sig hjem på gåben til frokosten. Vi gik derimod ind i det lokale marked. Det var rimelig velordnet med 3x3 meter bokse, hvor de fleste kunne lukkes med percienner, når butikken lukkede. Fint nok, også da vi nærmede os grøntsagsmarkedet. Værre blev det hos fiskehandlerne, som ganske enkelt parterede og rensede fik direkte på betongulvet. Der var faktisk ikke andet i de bokse, som hanglede med fisk. Al udskæring foregik med de typiske kæmpe knive, som også kunne kaldes økser. Ulækkert, men det kunne bliver værre: Kødmarkedet var rædselsfuldt. Det foregik dog ikke på gulvet, men på borde, men det var yderst uhumsk, fedt, fluebefængt, og hvad der ellers kan udgydes af rædsel. Senere kom vi til små buffet'er, hvor medarbejderne gjorde sig store anstrængelser for at vaske op i tre slags vand. Temmelig overflødigt, når råvarerne mildest talt ikke var af ordentlig kvalitet. Efter dette inferno i lyd, lugt og syn fortsatte vi til kysten og et af de vestlige hoteller. Igen denne fornemmelse af en anden verden, men dog med en lejr eller barakby lige ved, som kunne være arbejdere til næste hotel.

Det er efterhånden en del år siden, at Khmer Rouge blev sat fra magten og Cambodia kunne begynde at rydde op blandt deres døde, men der er stadig mange sår. Dels er der en del invalider, som ser ud til at være skadet af landminer. Dels er der underlige huller i bebyggelserne langs vejene. Der er store fornemme mure og rækværk, men bare ikke nogen huse indenfor. Det hele ser forfaldent ud, men det er tydeligt at ejendomsretten til stedet respekteres. Man kan tænke sit, og jeg kender ikke sandheden, men det ligner steder, hvor familier er blevet ofre for udrydelsen under Pol Pot, og der ikke rigtig er nogen til at tage over. Tuk Tuk'erne bragte os sikert tilbage til havnen og hegnet, og dens transitnøgle, som bragte os over i den parallelle verden på skibet igen.