Vung Tau og sproget

Vi var ankommet til den første af 3 anløbshavne i Vietnam. Det er egentlig en havneby til, hvad vi stadig kalder Saigon. Der var bare den udfordring, at der var 2½ times kørsel, så det ville vi ikke udsætte børnene for. Så vi gik atter i land for at finde en taxi eller lignende, som ville køre os til Vung Tau city, eller, hvad de ellers kalder det her. Og det viste sig faktisk at være problemet. Efter nogen forhandling valgte vi den chauffør, som talte lidt engelsk. Han satte sig bare ikke ind i bussen, mens vedkommende, som sad der, talte ikke et ord andet end vietnamesisk. Nå, turen til byen var nogenlunde lige så skræmmende, som vi havde forventet. Forskellen til Sihanoukville, som stod tydeligst i vores erindring, var dog klar. Her var langt rigere, pænere, og fattigdommen langt mindre. Eller også havde de bare klaret at fjerne den fra hovedstrøgene. Vi mødte ingen tiggere eller besynderligere sælgere. Vores chauffør troede tilsyneladende, at vi ville til stranden, men vi pegede på det lokale vartegn, som er en christusfigur på et lille bjerg ala Buenos Aires. Det var dejlig motion at bestige først bjerget, dernæst selve figuren. Min poloshirt var fuldstændig gennemblødt efterfølgende, men vi fik også et glimrende vue ud over byen og omgivelserne. Det var pudsigt, at der åbenbart var mange, som havde betalt et beløb for at få deres navn på en bænk et eller andet sted på stierne op til korset. Der var vietnamesiske navne fra det meste af verden inkl. Burøye i Norge og Halmstad i Sverige. Så sagde vi "Vung Tau" og pegede på munden, da staklen ikke fattede nogen af vores andre forsøg på at bede om at komme til markedet. Det forstod han! - Og blev snart passet op af en ung fyr på motorcykkel, som chaufføren havde talt med tidligere, og pludselig var vi på en meget lokal restaurant! Hmm, OK, vi bestilte lidt drikkevarer, undgik is i glasset og andre potentielle trusler mod vores helbred. Vi kunne givet have spist deres varme mad, men det var ikke lige planen. Nu troede vi dog, at vi havde fundet den rigtige måde at bede om en rundtur i byen! "Vung Tau" + en roterende finger i luften. Det virkede, og vi fik en glimrende tur langs kysten og deres fiskerleje. Vi sluttede af på et større buddistisk tempel. Det ser faktisk ud til at i hvert fald den egn overvejende er kristen, mens buddismen stadig trivis ved siden af. Der var i hvert fald mange kirkegårde med kors, men det siger jo ikke noget om, hvad buddisterne gør med asken efter deres døde.

Tilbage gik det til skibet. Flere af busturene kom op til en time efter den officielle sidste tid for passagerernes ombordstigning. Det er jo fordelen ved at deltage i de officielle udflugter, så har man ikke selv ansvar for at komme til tiden! Mens solen gik ned over floddeltaet, og lysene blev tændt over byen, sejlede vi mod åbent hav, mens middagen blev serveret i restauranten.