Vi havde regnet ud, at vi have 1½ times kørsel til Pipiriki fra Wanganui - nej, der mangler ikke et h efter W. Vi skulle være fremme senest kl. 10:00, og vi kunne få morgenmad på vores B&B fra kl. 8:00. 80 km. er ikke noget på 1½ time, men det var stort set kun "unpaved road" = grusvej hele vejen, og den snoede sig tæt langs Whanganui river. Vi fandt caféen i Pipiriki, hvor vi skulle dreje af, og tonsede ned til floden. Og så skete der ikke noget som helst.... Efter et kvarter dukkede værten op i en jetboat, efter yderligere 20 minutter var de andre 5 deltagere samlet, og vi alle udstyret med redningsveste og bænket i båden. Så gik det ellers op ad NZ's længeste sejlbare flod. Der er 260 km. af de totalt 330 km., som kan besejles, og det i et kontinuert stykke! Vi skulle "kun" 32 km. op ad floden, men det var såmænd rigeligt - ikke mindst i lyset af den til tider piskende regn. Vi har snakket meget om synet var smukt eller ej.
Siderne på floden er meget stejle, og de nederste 5-10 meter brink er glat mudder til dels overgroet med gras og små fern-leaves. Man møder ikke andre på floden end folk i kano på vejen ned ad den temmelig hurtige strøm. Den er en del af en 3 dages tur i kano. Vi gik i land ved Mangapurua landing, hvor Department of Conservation igen havde gjort et godt job med broer og en bred og fin sti. Desværre fik vi også besked på at medbringe vores frokost - øh, hvilken frokost? Vi havde ingen, da vi var lullet ind i den opfattelse, at det havde vores turarrangør som så ofte før nok fortalt os, hvis vi behøvede. Vi havde heldigvis lidt chokolade og noget vand. Efter 45 minutter vandring i siksak kom vi pludselig rundt om et hjørne, og så den nydeligste betonbro over en kløft midt i bush'en! 
Den er bred nok til én bil, som så mange andre broer i dette land, problemet er bare, at der ikke er nogen vej... Hmm, er dette resultatet af en smart entreprenør, som har snydt staten til at betale for bro, som ingen ser ud til at have brug for? Historien om broen og egnen blev fortalt over en kop kaffe serveret på broen fra guidens rygsæk: I 1918 blev området omkring Whanganui river, som blev besejlet daglig af flodbåde, udråbt til særligt område for de få hjemvendte soldater fra krigen. Nogen siger, at 4 ud af 5 soldater ikke vendte hjem! Omkring 1930 var området ryddet for skov, og den bare jord udlejet til de nye farmere. Omkring Mangapurua landing var der 35 farmere, men de brokkede sig over besværet med at komme over kløften, hvor broen nu er. Da staten startede arbejdet med broen i 1935, var der allerede flyttet 12 farmere. 1½ år senere var broen færdig, og man holdt indvielse. Alle fra egnen kom - 9 farmere i alt! Året efter var vejen færdig, som gik fra Raitihi til Mangapurua landing. Den var 4.5 meter bred, og man lykkedes da også med at holde den åben i et år...1946 gav man op. Staten havde i mange år ikke fået nogen leje fra farmerne, og ingen havde været i stand til at købe deres jord. De blev alle flyttet bort, og området opgivet som udviklingsprojekt.
Hvad gik galt? Flere ting, faktisk. For det første var tiden ved at løbe fra transport via vandveje. Det gjorde det dyrt og ustabilt at bo i disse egne. Kort efter 1930 blev jernbanen mod syd over det centrale plateau på Nordøen åbnet, og det tog endeligt livet af flodtransport. For det andet kunne denne jord ikke tåle at få fjernet den århundrede gamle skov, der blev ryddet væk inden egnen kunne bruges til landbrug. Undergrunden er en slags ler, som normalt er hård, men bliver til det rene mudder efter lidt regn. Det medførte at erosionen var enorm nu, hvor der ingen skov var. Mens skoven var der, holdt det ene træs rod jo fast i det næste. Man kan faktisk se det langs floden, hvor alle de små vandløb har lavet enormt smalle og meget dybe kløfter.
Den jord kunne ikke bruges til bæredygtigt landbrug, og det fandt de stakkels farmere ud af efterhånden, og staten også til sidst. Så nu er bush'en på vej tilbage og man kan studere, hvordan, hvad vi kalder regnskov, dannes fra grunden.En pudsig oplevelse og altså reel historie lige foran vores næser!
Ingen kommentarer:
Send en kommentar