Man har bevaret en del af en gammel rute, som går fra Dunedin og mod vest, nemlig den del, som går igennem Taieri River Gorge. Det er altså en slugt, som nogle forstyrrede mennesker besluttede at udstyre med en jernbane en gang i begyndelsen af det 20. århundrede. Det hjalp selvfølgelig på rentabiliteten, at man fik nogle transport monopoler til vestkysten. Det sidste af disse blev først ophævet i 1983! Så i 1990 blev jernbanen konverteret til en turistattraktion. Og hvilken en! Turen starter fra Dunedin gamle jernbane station, som er bygget under stor rigdom omkring år 1900. 
NZs standard jernbane spor er i øvrigt ikke 1.490 mm, som det er i Europa inklusive England, men 1.049 mm, hvilket vi ville kalde "smalspor". Vognene kører derfor noget mere vuggende, end vi er vant til. Turen er med mange stop og historier om etableringen, som var yderst hårdt arbejde. 
Byggeriet påbegyndtes først efter afslutningen af guldfeberen her i Otago, men en del af de efterladte, som ikke havde fundet guld, og derfor ikke havde råd til at tage hjem, blev beskæftiget ved byggeriet. Det er ikke en veteran jernbane i vores forstand, det sidste materiel er bygget i 1983, men strækningen er en seværdighed i sig selv. Efter Dunedin og de første 15 km nord for byen kører toget ind i slugten, som starter ude ved kysten og i niveau med floden. Den forsætter på brederne, gennem tunneler og utallige broer til ca. halvvejs. 
Her var den oprindelige midtvejsstation, hvor damplokomotiverne fik vand, og der lå en café.
De havde et sjovt system, hvor toget på vej ned fløjtede før en tunnel, så bestyreren kunne sætte vand ovar til thé. Af hensyn til togene på vej ned, havde de oftest en hund, som kunne høre toget i en pipende kurve, hvilket fik hunden til at gø... Fra midtvejsstationen startede stigningen for alvor. Afstanden til floden øgedes og broerne blev mere dramatiske. 
Flere gange gik en bro direkte ind i en tunnel. Mums for de jernbane freaks, som udgjorde en stor del af passagererne. De styrtede rundt og fotograferede, og deres familien kedede sig bravt!
Pingviner på vej i seng
Vi havde tidligere købt billetter i Oamahu på deres center for beskyttelse af de blå pingviner. Det er den mindste pingvin art, som findes, men ikke den mest truede. Man har et program med en masse reder, hvor fuglene kan komme i land og sikre artens beståen. Selvom det er muligt at besøge centeret i dagens løb, er det efter at solen er gået ned, at det rigtigt starter. Vi var tilsagt kl. 21, og blev placeret på nogle tilskuertribuner (!), hvor der mod redeområdet og mod havet var en del gule gadelamper. Fidusen er, at fuglene en ½ time solnedgang kommer hjem fra deres fangstplads 10 km. ude fra kysten, hvor de har været siden meget tidlig morgen. Ungerne har puttet sig i de jordbaserede reder hele dagen, og er nu virkelig sultne. Disse pingviner kan ikke se andet end blåt og grønt lys, så de kan altså ikke se noget, når de kommer i land, men det kan vi til gengæld. Det er et utroligt syn at se de voksne fugle samle sig i små grupper, først gå i land og tørre sig og køle af, og dernæst forsigtigt gå op over stranden. Der holder de endnu et stop, som enten er for at sikre sig, at alle farer er borte, eller måske for at lytte sig frem til netop deres unge. De fodrer kun deres egen unge, men det forhindrer ikke de andre unger i at byde sig til. Fotografering er fuldstændig forbudt, men det er nok mest blitz, som man har forbudt. I hvert fald har vi kun mindet om et utroligt syn af nogle små blå fugle, som kom i land og begav sig hen til deres rede og unge.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar