The Roaring Forthies

Nu er vi ved vores sydligste overnatningssted. På vejen fra Dunedin er det stundom blevet mere og mere blæsende. Vi fik lejlighed til at se på lokale, som nød deres søndags mulighed at surfe med meget varierende held. Heldigvis kunne vi gå ud til vores seværdighed på vejen hid uden problemer. Det var Nugget Point, som har navnet efter ligheden med guldstykker, som ligger i vandet. Det er nok et af de mest fantastiske steder, som vi har været overhovedet. Ikke kun udsigten er betagende fra fyrtårnet, som man når af en halsbrækkende sti på en ½ times tid. Rundt om pynten kunne vi se en del flotte fugle - Oystercatcher, shag(skarv) og gant. Nu er vi efterhånden kommet tættere på forklaringen om de forskellige slags sæler. Der er faktisk både New Zealand Fur Seal, Sea Lions, og Søelefanter, som hernede hedder Elephant Seals. Således oplyst af Department of Concervations altid glimrende information kan vi undre os over, hvad forskellen er på NZ Fur Seal og Sea Lions. Den sidste kan, som foreslået tidligere, være Californian Sea Lions, men det er ikke nemt at spørge dem. Det var nu heller ikke nemt at komme på spørgeafstand, der var et par hundrede meter ned til havoverfladen... Pyt, vi er nogenlunde sikre på også at have set Søelefanter, så det er da fint. Desuden var det sjovt at se ned på dyrenes børnehave, hvor en 3 - 4 unger legede omkring.
Vi fortsatte til Curio Bay, hvor aftenens "selfcontained appartment" ventede efter nogen leden omkring. Den har den mest vidunderlige udsigt over en mindre bugt, hvor brændingen er imponenrende, og man kan se delfiner på jagt, når det er højvande. Det er blæst op, og vi kan se, at det ikke er nogen helt ualmindelig begivenhed hernede. Det hedder vist ikke the Roaring Forthies for ingenting, vi er ca. 47 grader syd. Bortset fra Stewart island går NZ ikke længere mod syd. Det vil sige, at NZ går lige så langt mod syd, som Tyskland går mod nord. Herfra og til Antarktis er der kun vand, mens vi altså har hele Scandinavien.
Vis stort kortLouise har været rundt på stranden, og har haft problemer med at blive stående. Det minder om en god efterårsdag ved vores vestkyst af Jylland. Vi har også moret os over hyttens overdådige seng, som selv Lisbeth og Claus ikke kan fylde ud! I morgen går det så ned til det sydligste punkt af Sydøen. Det er så 26 dage siden, at vi har været på Nordøens nordligste punkt. Derefter skal vi op til Te Anau, hvor vi skal overnatte 2 gange, og tager en sejltur ud i Fiordland i den mellemliggende dag.