Fra Wanaka til Fox Glacier

Dagen startede i Wanaka med nogle små indkøb, og en tur i den lokale regnvejrsforlystelse: En kæmpe labyrint og diverse illusionsrum og besynderligheder. Skønt uskarpt viser ovenstående billede nok lidt af, hvad det gik ud på. Nok vokser Louise meget hurtigt, men det er en illusion, at hun har ændret højde fra hun gik fra den ene side af rummet til den anden.

Turen fra Wanaka ud til vestkysten af Sydøen er ganske fantastisk. Og vi må nok erkende, at vi efter mere end 40 dage i NZ er blevet noget blasserte! For det første er den utrolig varieret fra indlands bjerglandskaber med rå klipper, som spejler sig i store søer, over skovstrækninger med masser af fern-træer, til tætbevokset kyststrækning. Det skyldes ikke mindst, at der er store forskelle i mængden af regn. Nedenstående viser en ekstra smuk del, som vi var enige i, var ligeså smuk, som Chapmans peak syd for Capetown.
Det var virkeligt så blåt, som på nedenstående billede!
Ved et af de utallige vandfald i skovene, som vi passerede, var den en stor mark, hvor de forbipasserende havde dannet varder. Det kunne vi naturligvis ikke sidde overhørigt. Når floden så svulmer op igen til næste forår, bliver der rydet op, og så kan de besøgende bygge endnu flere varder!
Vel ankommet til vores B&B i den lille by, som ligger foran Fox Glacier, og hedder Fox Glacier, kunne vi nyde lidt af aftensolen op mod Mount Cook og Mount Tasman. Byen består i øvrigt af lige dele helikopterfirmaer og steder at bo og spise. Der er en lokal lille sø ved navn Lake Mathesson, som er et yndet udflugtssted tidlig morgen og sent aften. På vej derud fik Claus glæden af at møde en fredelig pukeko, som spankulerede rundt i nogle våde enge langs et vandløb.
Målet er naturligvis at komme ud til de passende steder, hvor bjergene med aftensol forhåbentlig spejler sig i det aftenstille søvand. På en lille halvø, som passende er døbt "Reflection Island", kan man stå længe og nyde synet, og det er der mange, der gør. Det kræver sin "Insect-repellant", men så er det også et betagende syn.
Det er synet op mod Mount Cook og Tasman og de to gletchere, som går ned på denne vestside, som man kan se spejlet i søen. Eller måske er det bare skyerne omkring de samme bjerge, som ses spejlet...
I morgen tidlig skal vi igen videre. Vi når at køre over 850 km. på 3 dage, så heldigvis er vi i form og vejene fremragende. Det var faktisk først i 1965, at man kunne køre fra Wanaka til vestkysten, indtil da skulle man op til Arthurs Pass oppe på højde med Christchurch, hvis man skulle fra Otago til vestkysten.

Inden vi kører videre, skal vi forhåbentlig på helihike på Fox Glacier. Det er naturligvis helt og aldeles afhængig af vejret og udsigten til samme. Et er at komme derop, men hvis helikopteren ikke kan hente os igen, er der en lille tur på 10 timer ned til fods. Så de tager efter sigende ikke nogen chancher...