Farvel til Sydøen

Det er hårdt, men sandt. Dette var den sidste dag på Sydøen. Til aften er vi sejlet med færgen fra Picton til Wellington, og nu er vi igen på Copthorne hotel i centrum af hovedstaden.

Inden den tid fik vi nu det meste ud af den sidste dag i syd. Vejret var i morges ganske glimrende igen efter gårsdagens solide regnvejr. Vi tog efter udcheckning op til Kaiteriteri. Lisbeths store ønske var at prøve at sejle i kajak. Man har jo ikke brug for gode knæ til denne sport. Vi bestilte en times sejlads alle sammen, og det indeholdt også en introduktion i det absolut mest basale i håndtering af en sådan væltepeter. Udfordringen viste sig at være Louise, som bestemt ikke syntes, at det var sikkert nok at sejle i sin egen enerkajak. Hun vendte straks om og sejlede direkte ind på stranden. Når man sådan ligger og hugger mod stranden, så får man jo bekræftet, at det er yderst ukontrollabelt, usikkert og ubehageligt at sejle i kajak. Så måtte hun over i to-mands kajakken, som i forvejen var bemandet med Lisbeth. Claus fik således lov til at prøve enerkajakken, som kun er 2/3 så bred, som toerkajak. Vi fik dog alle taget nogle gode ture hen over bugten, og fik kærligheden at føle, når de også skulle bruge vandet til at stå på vandski! Der skete ikke nogen uheld og ingen blev utilsigtet våde, men inden vi fik os fordelt rigtigt i kajakkerne, var vi virkelig til underholdning af de omkringstående! Billeder fra disse udfoldelser er stadig i vores billige engangs undervandskamera, så de må følge, når filmen (ja tænk!) en gang i fremtiden er blevet fremkaldt.

Vi fortsatte så med næsen mod først Nelson og dernæst mod Picton - færgehavnen. Nelson var en glædelig overraskelse, meget nydelig by, specielt i lyset af, at den blev dødsdømt, da der aldrig kom nogen jernbane til byen. Nu har jernbanen slet ikke den store betydning længere, så den skal nok overleve! Picton ligger i bunden af Marlborough Sound, så det første lange stykke af færgefarten går igennem meget nydeligt område. Det undskyldte dog ikke Louise for, at der også i dag skulle lægges de ca. 2 timers skolelektier. Eneste fordel var, at udsigten nok var bedre end fra spisebordet der hjemme. Det er i øvrigt en underlig færgerute. Den sejler i et stort Z. Først rimeligt mod nord en times tid for at komme ud af Marlborough Sound, dernæst mod sydøst en times tid og endelig en times tid op til Wellington Harbour. Det er jo lidt pudsigt, at man sejler mod sydøst for at komme fra en sydø til en nordø! Strækningen mod sydøst var nu rimelig hård. Den krydser Cook Strait, som har nogle dejlige lange havbølger på langs af sundet. Når færgen så er en elendig gammel norsk færge bygget i Spanien, er det ikke så underligt at en del går ned med søsyge på denne rute!