Fox Glacier

Det har været en hård, spændende, morsom, tidlig, langvarig og god dag!

Vi stod tidlig op for at kunne være hos Fox Glacier Guiding services kl. 8:30 for indcheck til "Flying Fox". Der var 2 x 6 minutter helikopter og ca. 3 timer vandring på gletcheren på programmet. Jeg skal hilse og sige, at gletchere ikke er fine, flade sneoverflader! Nå, inden det udsagn kan underbygges, skulle vi igennem en frygtelig masse besvær med at finde støvler, som passede til de specielle pigge, som bruges på isen. Vi skulle alle vejes, hvilket giver en del ballade, når man er 22 deltagere og 2 guider, og så deles op i fire hold til hver sin helikopter tur. Selvom byen har 14 (!) helikoptere, havde de åbenbart kun 2 til rådighed for denne tur. Det er virkelig bisart at blive sat ned på isen om morgenen, hvor den er hård og glaaaat, kæmpe sig bort fra helikopteren, som når den letter igen gør sit yderste for at blæse en længere væk, forsøge at holde balancen, mens man knæler mest muligt, for blot efterfølgende at blive overdænget med løsrevne isklumper fra landingsområdet! Det må også være underligt for helikopterpiloterne at se 20+ mennesker demonstrativt vende numsen til, når de ankommer... Først da får man lov til at sætte pigge på. En del forsøgte naturligvis at sætte pigge på med spidserne opad - dårlig idé!
De to guider var så forskellige, som man kunne forestille sig: En ung fyr fra Grimsby i U.K. og en lidt ældre fyr fra Katmandu i Nepal... Vi blev sat i det sidste hold. Så gik det ellers ud over isen i en række efter guiden. Gletchere er ikke at spøge med, skønt vi gjorde vores yderste. Dels er de glatte, dels er der masser af kløfter, som strækker sig variende langt ned mod bunden af 180 m. is, som vi gik på. Vi befandt os i ca. 650 meters højde. Dels er der steder, hvor isen er undermineret, og man uforvarende kan begive sig ud på "broer" med ukendt område underneden. Det er virkelig svært ikke "bare" at gå lidt til side og kigge, fotografere, tisse og hvad man ellers bedriver på 3 timers vandring. Vi fandt masser af huler under isen, visse, som vi kunne kravle igennem. Det bør nu ikke gentages oftere. De er meget våde og is, som har været presset sammen i masser af år, udvider sig i varmen, og springer sylespidse stykker af. Det mærker man, når man kravler igennem en uskyldig tunnel!I blandt måtte vi også undsættes fra lidt dybe revner, men det bør bemærkes, at selv de tætteste familiære bånd ikke forhindrede fotografen i at prioritere billederne frem for undsætningen!
Til sidst blev gletcheren altså besejret af alle deltagere! Meget heldigt, og heldigt, at vejret holdt nogenlunde, idet dårligt vejr kunne have givet os en 10 timers vandretur ned igen, alternativt en nat på isen....
Louise nød også turen, og hun var som regel at finde lige i halen på guiden. Det var måske lidt risikabelt, da han brugte ovenstående økse flittigt til at teste isen og producere trin til de efterfølgende.
Vel nede igen, og efter en hurtig frokost, gik det så over stok og sten mod nord langs vestkysten af Sydøen. Alle overlevede, hele, men våde, og rigtig grundig trætte af at trampe pigge ned i isen.

Vi skulle nå til Hokitika inden lukketid, som ude på landet er 17:00 dut. Og hvilket hul i øvrigt! Byen er nu kun kendt for bearbejdning af jade. Det var også smukke ting, som vi fandt og - til dels - købte. Efterfølgende fortsatte vi mod målet for i dag: Punakaiki. Skønt navnet er Maori, kan man næsten forstå betydningen: Pandekagekysten. Masser af klipper, som er nydelig lagdelt sandsten. Videnskaben ved ikke, hvorfor disse er blevet dannet på den måde, så vi nøjes med at se på dem!. .Meget fascinerende! Vi var der til solnedgang, som gav en ekstra god oplevelse af de store havbølger, som kom ind fra det Tasmanske hav. Der er god plads, der er 3.000 km. til Tasmanien eller det Australske kontinent!