Det var koldt i morges, ca. 5 grader, men heldigvis lettede skyerne hurtigt og viste en høj sol. Desværre også en hård SØ vind, som blev vores mantra for dagen. Turen til Glenorchy og Dart River Safari var smuk, men det var jo også i bilens gode varme. Vel ankommet blev vi som forventet udstyret med våddragter ditto sko, fleese undertøj og splash jackets til at holde lidt af vinden ude. Vi skulle først på jetboat tur op i Mount Aspiring National Park, og idéen var så at vi skulle pumpe vores "funyack" op, en oppustelig kano, som kan klare at sejle hen over den lave flods sten. Dernæst skulle vi så stille og roligt flyde ned ad floden mod "Paradise", som tilfældigvis var stedet, hvor vi skulle i land igen.
Nu har vi endelig fået billederne ud af stedets photo service, så her er "de officielle billeder":
Turen var lang, kold, men slet ikke så skræmmende, som jetboat så ud til på afstand. En jetboat er en ganske spændende tingest: 2 x 350 HK på et 2 ton ekstremt planende skrog. Den har 2 skruer placeret i en tunnel oppe under bunden, så de ikke skades, når båden komme selv meget tæt på bunden. Den skal godt nok have 1 meter vand til at starte på, for i starten planer den jo ikke. Når den så er kommet i fart, kan den sejle på/hen over 15 cm vand! Det er faktisk en væsentlig mere skræmmende oplevelse, end de karussel ture, som jetboats er berømte for. Det var rasende koldt! - og det hjælper kun lidt, at håndtagene til at holde fast i, er opvarmede på bedste snescooter vis. Heldigvis var kaptajnen sin rolle voksen, for ellers havde vi da siddet på en sandbanke under vejs til slutningen af floden.
Vel ankommet til målet for jetboat turen, hvilket var stort set så langt, som det lod sig gøre at sejle, blev vi sat i gang med at pumpe funyack.
Det gik da også meget let, men så begyndte strabasserne. Efter guidernes udsagn var det meget sjældent at vinden gik i mod, men det gjorde den godt nok i dag. Det blev stort set ikke muligt på noget tidspunkt at "flyde stille og roligt med strømmen", så det blev til 5 timers padling! Ah, det er ikke helt rigtigt, der var også godt en 1 times gang med båden på slæb, da floden havde flyttet sig i løbet af natten og gjort den langt mere lavbundet. Under vejs kunne vi padle ind i nedenstående gorge, som er en del af Rockburn. Meget imponerende.
Da frokost nærmede sig var det særdeles tiltrængt. Lisbeth og Louise var helt nede i blodsukker, så der blev langet godt til fadet. Der var masse af Sandflies, så det var bedst at sidde på brinken med lidt mere vind, som holdt dem væk. Udsigten fejlede jo ikke noget!
Der var stadig en hård eftermiddag foran os, hvor der stadig skulle padles en del op mod vinden for at holde båden på ret vej. I blandt var det umuligt at undgå at gå på grund, så man måtte en tur i vandet for at trække. Vi havde om eftermiddagen været så heldige, at vi havde en madcontainer i båden, og det var godt, da det pressede os længere ned i vandet og derfor reducerede vindmodstanden.
Denne flotte udsigt var at se, da vi nåede målet og startede på at folde bådene sammen igen. Det var ikke alle, som formåede at nyde den! Man kunne fristes til at kalde disse fartøjer for "toughyaks" frem for "funyacks", men det er nok for lavt... På vej tilbage i bussen indrømmede en af guiderne over for mig, at hun nok havde ømme muskler i morgen. Det har vi nok også alle tre!
Disse tre raske og danske piger var tilfældigvis også på vores tur. De har forladt familierne i en måned for at nyde selskabet på tur rundt i NZ - godt gået! I kan læse deres blog
her.
Det var koldt i morges, ca. 5 grader, men heldigvis lettede skyerne hurtigt og viste en høj sol. Desværre også en hård SØ vind, som blev vores mantra for dagen. Turen til Glenorchy og Dart River Safari var smuk, men det var jo også i bilens gode varme. Vel ankommet blev vi som forventet udstyret med våddragter ditto sko, fleese undertøj og splash jackets til at holde lidt af vinden ude. Vi skulle først på jetboat tur op i Mount Aspiring National Park, og idéen var så at vi skulle pumpe vores "funyack" op, en oppustelig kano, som kan klare at sejle hen over den lave flods sten. Dernæst skulle vi så stille og roligt flyde ned ad floden mod "Paradise", som tilfældigvis var stedet, hvor vi skulle i land igen.
Nu har vi endelig fået billederne ud af stedets photo service, så her er "de officielle billeder": 
Turen var lang, kold, men slet ikke så skræmmende, som jetboat så ud til på afstand. En jetboat er en ganske spændende tingest: 2 x 350 HK på et 2 ton ekstremt planende skrog. Den har 2 skruer placeret i en tunnel oppe under bunden, så de ikke skades, når båden komme selv meget tæt på bunden. Den skal godt nok have 1 meter vand til at starte på, for i starten planer den jo ikke. Når den så er kommet i fart, kan den sejle på/hen over 15 cm vand! Det er faktisk en væsentlig mere skræmmende oplevelse, end de karussel ture, som jetboats er berømte for. Det var rasende koldt! - og det hjælper kun lidt, at håndtagene til at holde fast i, er opvarmede på bedste snescooter vis. Heldigvis var kaptajnen sin rolle voksen, for ellers havde vi da siddet på en sandbanke under vejs til slutningen af floden.
Vel ankommet til målet for jetboat turen, hvilket var stort set så langt, som det lod sig gøre at sejle, blev vi sat i gang med at pumpe funyack.
Det gik da også meget let, men så begyndte strabasserne. Efter guidernes udsagn var det meget sjældent at vinden gik i mod, men det gjorde den godt nok i dag. Det blev stort set ikke muligt på noget tidspunkt at "flyde stille og roligt med strømmen", så det blev til 5 timers padling! Ah, det er ikke helt rigtigt, der var også godt en 1 times gang med båden på slæb, da floden havde flyttet sig i løbet af natten og gjort den langt mere lavbundet. Under vejs kunne vi padle ind i nedenstående gorge, som er en del af Rockburn. Meget imponerende.
Da frokost nærmede sig var det særdeles tiltrængt. Lisbeth og Louise var helt nede i blodsukker, så der blev langet godt til fadet. Der var masse af Sandflies, så det var bedst at sidde på brinken med lidt mere vind, som holdt dem væk. Udsigten fejlede jo ikke noget!
Der var stadig en hård eftermiddag foran os, hvor der stadig skulle padles en del op mod vinden for at holde båden på ret vej. I blandt var det umuligt at undgå at gå på grund, så man måtte en tur i vandet for at trække. Vi havde om eftermiddagen været så heldige, at vi havde en madcontainer i båden, og det var godt, da det pressede os længere ned i vandet og derfor reducerede vindmodstanden.
Denne flotte udsigt var at se, da vi nåede målet og startede på at folde bådene sammen igen. Det var ikke alle, som formåede at nyde den! Man kunne fristes til at kalde disse fartøjer for "toughyaks" frem for "funyacks", men det er nok for lavt... På vej tilbage i bussen indrømmede en af guiderne over for mig, at hun nok havde ømme muskler i morgen. Det har vi nok også alle tre!
Disse tre raske og danske piger var tilfældigvis også på vores tur. De har forladt familierne i en måned for at nyde selskabet på tur rundt i NZ - godt gået! I kan læse deres blog her.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar