Punakaiki blev forladt i god ro og orden. Det var hurtigt gjort - der var et hotel, seværdigheden i form af pandekage klipperne og en campingplads. Så gik det løs på den sidste af de 3 lange køredage. Totalt skulle vi køre 850 km. på 3 dage, og der er ikke tale om motorvej! Faktisk er disse veje ikke mere end 40 år gamle, før den tid var det enten meget ringere grusveje, eller en forbindelse fra havn til havn. Faktisk var der ikke frygtelig meget at se på denne strækning op til Abel Tasman National Park. Undtagelsen var Cape Foulwind, hvor der var en uforstyret Pels sælkoloni.
Det er sjovest, når der er unger.
De er mest aktive, og har vist heller ikke brug for at ligge og hvile sig efter ture til havs for fangst af fisk og 10-armede blæksprutter. Det sidste er deres foretrukne spise. Der er en del af de NZ'ske fugle, som er meget fortrolige med mennesker på godt og ondt. Vi mødte denne fugl - en Weka - på¨stien ud til Cape Foulwind.
Den blev plaget af sin unge, som var lige så stor, som den selv, men bestemt ikke fandt anledning til at finde mad selv. Typisk! Vi kom op til Abel Tasman fra østsiden, så det sidste af turen gik ind i landet. Der er stadig langt ml. byerne og specielt benzinstationerne. Det fører til en del sjattankning, men alternativet er værre! Her oppe ved nationalparken bor vi i en lodge lige, hvor vejen slutter, og besøgende fortsætter til fods.
Der er også mange, som tager ind i parken med water-taxi, hvis de kun vil gå dele af den totalt 5 dage lange vandretur gennem parken. Der er også en del, som gør parken i kajak. Water-taxi håndteres næsten på samme måde, som bådene hos Crayfish fiskerne på sydspidsen af Nordøen: Hver båd har sin traktor med anhænger. Man starter på land ved at lade passagererne gå om bord, så køres der til stranden, hvor traktoren bakker båden i vandet med passagerer og det hele. Ved afslutningen af turen gentages det hele baglæns...
Det er sjovest, når der er unger. 
De er mest aktive, og har vist heller ikke brug for at ligge og hvile sig efter ture til havs for fangst af fisk og 10-armede blæksprutter. Det sidste er deres foretrukne spise. Der er en del af de NZ'ske fugle, som er meget fortrolige med mennesker på godt og ondt. Vi mødte denne fugl - en Weka - på¨stien ud til Cape Foulwind. 
Den blev plaget af sin unge, som var lige så stor, som den selv, men bestemt ikke fandt anledning til at finde mad selv. Typisk! Vi kom op til Abel Tasman fra østsiden, så det sidste af turen gik ind i landet. Der er stadig langt ml. byerne og specielt benzinstationerne. Det fører til en del sjattankning, men alternativet er værre! Her oppe ved nationalparken bor vi i en lodge lige, hvor vejen slutter, og besøgende fortsætter til fods. 
Der er også mange, som tager ind i parken med water-taxi, hvis de kun vil gå dele af den totalt 5 dage lange vandretur gennem parken. Der er også en del, som gør parken i kajak. Water-taxi håndteres næsten på samme måde, som bådene hos Crayfish fiskerne på sydspidsen af Nordøen: Hver båd har sin traktor med anhænger. Man starter på land ved at lade passagererne gå om bord, så køres der til stranden, hvor traktoren bakker båden i vandet med passagerer og det hele. Ved afslutningen af turen gentages det hele baglæns...
Ingen kommentarer:
Send en kommentar