Som planlagt, så gjort. Jetboat tur på Matikutiku River på vej op til Mount Aspiring. Nu var vi forberedt til tænderne på en rigtig kold tur, og så blev det jo ikke så koldt endda.
Både Louise og Claus har redet sig nogle bihulebetændelser siden udskejelserne på Dart River for nogle dage siden, så der var ekstra god grund til at passe på.
Det gik 27 km. op ad floden mod bjerget, som desværre forblev bag denne sky. Hvad der måske er mere imponerende er, at vi steg 90 meter på den strækning, så det fortæller lidt om jetboats muligheder for at sejle, og man kan også mærke det, når man passerer en "strømning". Det er tilsyneladende også spændende for føreren, hvad floden har gjort i nattens løb. Det mest uheldige er, hvis de må stoppe på lavt vand - så kan den nemlig ikke komme igang igen....
Det var en meget anderledes udflugt denne gang, hvor der ikke var nær så mange deltagere, og tingene ikke var sat i så meget i system. Til gengæld var føreren og guiden i en og samme person lidt samme støbning, som vores guide i de store Kauri skove mod nord. Der blev fortalt utallige historier om Maori tradition og sagn. Det er pudsigt, men disse er forskellige mellem nord og sydøen, ikke mindst fordi hver enkelt af de i alt 7 Maori stammer har deres hjemområde, hvor deres sang hører til. I bunden af dalen, eller ca. så langt, som man kunne sejle, gik vi alle i land. Vi gik et stykke ind birkeskoven, og fik et kik til nedenviste vandfald. Meget smukt og stilfærdigt, og slet ikke så udmattende, som på Dart river.
Mens historierne blev fortalt kedede Louise sig forståeligt nok.
Vi befinder os jo i en U-formet gletcherdal, som for 15.000 år siden var helt fyldt med is. Den gang steg landet ca. 30 cm. per år mest på grund af sammenpresning ml. de tektoniske plader. Da isen forsvandt steg landet stadig, men det evige slid medfører, at det går nogenlunde lige op. Gletcherne havde til gengæld i deres tid revet enorme masser af sten og grus med sig, som dels blev malet til ganske fint støv og dels blev efterladt som endemoræner, som vi også kender det i Sjællandske og visse Jydske landskaber. Byen Wanaka ligger på en sådan moræne i mundingen af den samme dal, som vi sejlede på.
Som det ses nedenfor, var det et meget mindre selskab på denne tur, og der var ikke fancy fotoservice, eller andet dyrt gejl. Det er nu engang rarest ikke at være i en turist industrimaskine. Det problem har nu ikke plaget os hernede, faktisk er tilbudene for det meste meget personlige og vedkommende, men der har været nogle stykker, som har stukket ud fra resten. Værst har nok været hvalsafari i Kaikoura, som virkelig var industri.
Vel tilbage i Wanaka kunne vi spise os noget frokost, og vende tilbage til vores "ski lodge", for pleje af de sårede riddere. Her gjorde det godt med et spabad, som kan hjælpe med at opløse de stive muskler efter padling forleden.
Både Louise og Claus har redet sig nogle bihulebetændelser siden udskejelserne på Dart River for nogle dage siden, så der var ekstra god grund til at passe på.
Det gik 27 km. op ad floden mod bjerget, som desværre forblev bag denne sky. Hvad der måske er mere imponerende er, at vi steg 90 meter på den strækning, så det fortæller lidt om jetboats muligheder for at sejle, og man kan også mærke det, når man passerer en "strømning". Det er tilsyneladende også spændende for føreren, hvad floden har gjort i nattens løb. Det mest uheldige er, hvis de må stoppe på lavt vand - så kan den nemlig ikke komme igang igen....
Det var en meget anderledes udflugt denne gang, hvor der ikke var nær så mange deltagere, og tingene ikke var sat i så meget i system. Til gengæld var føreren og guiden i en og samme person lidt samme støbning, som vores guide i de store Kauri skove mod nord. Der blev fortalt utallige historier om Maori tradition og sagn. Det er pudsigt, men disse er forskellige mellem nord og sydøen, ikke mindst fordi hver enkelt af de i alt 7 Maori stammer har deres hjemområde, hvor deres sang hører til. I bunden af dalen, eller ca. så langt, som man kunne sejle, gik vi alle i land. Vi gik et stykke ind birkeskoven, og fik et kik til nedenviste vandfald. Meget smukt og stilfærdigt, og slet ikke så udmattende, som på Dart river.
Mens historierne blev fortalt kedede Louise sig forståeligt nok.
Vi befinder os jo i en U-formet gletcherdal, som for 15.000 år siden var helt fyldt med is. Den gang steg landet ca. 30 cm. per år mest på grund af sammenpresning ml. de tektoniske plader. Da isen forsvandt steg landet stadig, men det evige slid medfører, at det går nogenlunde lige op. Gletcherne havde til gengæld i deres tid revet enorme masser af sten og grus med sig, som dels blev malet til ganske fint støv og dels blev efterladt som endemoræner, som vi også kender det i Sjællandske og visse Jydske landskaber. Byen Wanaka ligger på en sådan moræne i mundingen af den samme dal, som vi sejlede på.
Som det ses nedenfor, var det et meget mindre selskab på denne tur, og der var ikke fancy fotoservice, eller andet dyrt gejl. Det er nu engang rarest ikke at være i en turist industrimaskine. Det problem har nu ikke plaget os hernede, faktisk er tilbudene for det meste meget personlige og vedkommende, men der har været nogle stykker, som har stukket ud fra resten. Værst har nok været hvalsafari i Kaikoura, som virkelig var industri.
Vel tilbage i Wanaka kunne vi spise os noget frokost, og vende tilbage til vores "ski lodge", for pleje af de sårede riddere. Her gjorde det godt med et spabad, som kan hjælpe med at opløse de stive muskler efter padling forleden.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar