tirsdag den 10. februar 2009

Milford Sound - til, på, under og over

Det blev en tidlig morgen, langt tidligere, end vi lige nu er vant til. Vi skulle møde ved turistkontoret kl 8:00! Dagens program stod på bus og sejltur til Milford Sound, som er den nordlige fjord i Fiordland National Park. Så tidlig hjemmefra kunne vi nyde morgensolen over Lake Te Anau. Der er kun en vej fra Te Anau til Milford Sound. Den er godt 100 km , og den går igennem meget velbevaret naturskov. Vejen er bygget ml. 1929 og 1953 med det formål at bringe turister til Milford Sound. Efter flere stop med mindre gåture i utrolig smuk skov, kom vi frem til Homer Tunnel, som er porten til Milford Sound. Tunnelen er mørk, uden asfalt, og ensrettet. De 1,3 km falder 100 m fra Te Anau siden og mod Milford. Den blev bygget ml. 1935 og 1953 afbrudt af Anden Verdenskrig, hvorfor det skulle ske på den klodsede måde, må guderne vide. Det medførte at tman måtte ransportere de brudte sten på trillebør hele vejen op ad tunnelen igen.
Bussen afleverede os til "Milford Wanderer", som skulle sejle os en tur på fjorden. Selve fjorden er dannet af utallige gletchere, som for indtil 15.000 år siden sled på bjergene. Gletcherne var op til 500 m høje, og geologer siger at de flyttede sig med op til 6 meter i døgnet, hvordan de så ellers kan underbygge den påstand! Det førte til nogle helt fantastiske forhold, hvor bjergsiden går lodret ned i vandet de fleste steder. Masser af vandfald løber ud i fjorden, og det er vel ikke så mærkeligt - der falder ml. 7 og 9 meter regn om året! De har regn 2 ud af 3 dage, så vi må vist siges at have været utrolig heldige.
80 meter vandfald ovenfor, som nu var mere vandrigt, da vi jo netop havde haft en dags regn dagen i forvejen.

Bemærk pels sælerne på klippen forrest i billedet.
Sejlturen gik de 13 km. ud af fjorden og vendte godt ude af mundingen, så vi fik glæde af lidt vuggen af de store bølger i Tasman Sea. Fur Seals (pels sæler) var naturligvis igen talrige, men desværre så vi ikke nogen delfiner eller pingviner. Delfinerne kommer kun sjældent på besøg i Milford Sound, men der siges at være en koloni i Doubtful Sound. Den er derimod væsentlig større end Milford Sound, så det kan være svært at finde dem.
Næsten tilbage ved Milford udgangspunktet, steg vi af for at se "Underwater observatory", som er en mellemting ml. en undervandsbåd og et akvarium. Man går "i land" på en flydende mole, og går videre til et selvstædigt flydende trappetårn. På vej ned af trapperne - tørskoet, altså - passerer man grænsen ml. fersk- og saltvand, som her ligger ml. 2 og 7 meter nede afhængig af mængden af regn i de sidste dage. Det spændende er selvfølgelig saltvands delen, da det miljø er i kontakt med Tasman Sea.
Nogle af dyrene er bragt hertil, det lyder underligt, men den Black(!) Coral, som ses på billedet er faktisk 100 år gammel, mens observatoriet kun er 24 år. Ellers er der utrolig mange andre dyr inkl. søanemoner, søpølser (mon det var her Peter Lund Madsen hentede sit eksemplar?) og diverse coraler.
Tilbage i "byen" gik turen over til dagens ekstravagante aktivitet: Helikopter tur op til Mount Totuko, NZs 2. højeste bjerg på 2.749 m. Vi har selvfølgelig nogle seje videoklip fra turen, men som ikke lige lader sig upload'e, hvor vi er nu. Turen startede ud over Milford Sound og mod nord, dernæst op til bemeldte tinde, og derefter ned på den éne af to gletchere, som strækker sig ud på hver side af bjerget.
Det er noget skræmmende at nærme sig en gletcher, som først ser alt for lille ud til at lande på.
Når den bekymring så er gjort til skamme, lægger man straks mærke til de temmelig enorme spalter i gletcheren. Selvfølgelig ved piloten ganske udmærket, hvor det lader sig gøre at lande. Det bliver nu en meget kort landing, et par billeder, og en snebold i hovedet på Louise, og videre.
Kanten af gletcheren er ekstra voldsom at flyve langs med, der er meget dybe revner og riller, som vidner om voldsomme bevægelser på vejen ned til punktet for kælving.
Det er tydeligt, at piloterne er i faget, fordi de også er helt tossede med at flyve rundt blandt forrevne bjerge og svimlende gletchere. De elsker at flyve hen over bjergkammene, så man rigtig mærker den pludselige ændring i opdrift. Der er jo enten bedre eller dårligere opdrift. Det første giver en ordenlig tur op, som er rigtig sjov. Det andet er meget værre: Man sidder uvilkårligt og funderer over, om piloten nu ved hvor meget opdrift, som han kan miste hen over kammen....
Vi blev sat af igen på sydøst syden af tunnelen, dvs. bussen var i mellemtiden kørt op til og igennem tunnelen, og ventede nu på os. Vi kunne nu lægge stanken af jetfuel væk, og tage os en lur på vejen tilbage til Te Anau. Det var tiltrængt!

3 kommentarer:

Vibeke sagde ...

Kære Venner

Det var da helt fantastiknærmest åndeløst, så smukt, der er.

kh

Madame sagde ...

Kære Lisbeth, man taber næsten pusten - det er så ufatteligt smukt. Jeg glæder mig til at møde dig ved blogtræffet i næste måned.

Søster II sagde ...

Hej, I tre
Hvor jeg dog glæder mig til at se de billeder på storskærmen - jeg er helt enig med Vibeke, at det nærmest er åndeløst smukt. Det må have været en utrolig oplevelse at være dér.Det bliver mere og mere forståeligt for mig, hvorfor N.Z. er et drømmemål for mange. Så lige billeder fra Annette og Lars' tur til N.Z. over nytåret og de havde også være ved Milford Sound og var begejstrede.
Kh mig