fredag den 27. februar 2009

Slingren i Singapore

Hårdt og brutalt var det! - Altså at forlade NZ. Sådan lige pludselig lettede flyet, og vi var på vej til Sydney. Og det var det, de 51 dage i New Zealand. Inden da skulle vi også lige rydde på i bilen, rydde op i kufferterne, smide ud af brochurer og bøger, og andre dimser, som der ikke var grund til at bruge vægt på. Og så skulle der pakkes kuffert, så vi ikke havde diverse andre poser og stabler i vores rummelige bil. Vi klarede det næste - altså at komme under 20 kg. per kuffert. Vi havde totalt kun 4 kg. for meget, så det var jo ikke så ringe!

Efter 3 timer til Sydney og 7 timer til Singapore landede vi 21:30 lokal tid, og CPH hør så godt efter: Vi var på vores hotel medbringende alle kufferterne kl. 22:30. Og vel at mærke var det altså en fuld jumbo 747! Kastrup lufthavn har virkelig noget at lære af disse effektive Singaporianere, og så kan Kastrup lufthavn nok så meget komme med deres fine baggage statistik, hvor første kuffert kommer hurtigt - helt alene, og flyet meldes færdig fordelt inden halvdelen af baggagen har vist sig på båndet. Snyd og humbug er det!
For en gang skyld beskriver vi også hotellet. Goodwood park er virkelig en klasse bedre, end hvad vi har set i NZ, og vi var ellers godt vante dernede. Det var også det længe ventede møde med Kirsten, Bo, Jacob og Maja. Specielt Louise har virkelig manglet børnekontakt de sidste mange uger, så det var virkelig godt at møde gamle kendinge!
Dagen i dag er blevet brugt til en tur ned og op af Orchard road, som er den store indkøbsgade. Det har været omkostningsfuldt. for at sige det mildt. Vi har da også fået en masse dejlig nyt legetøj. Et af de mere morsomme er et undervandshus til Louises Ixus, som straks blev taget i brug: Efter en udmattende dag i heden, havde vi planlagt en tur til Night safari, som er en natversion af deres berømte ZOO. Man bliver hentet på hotellerne, kørt til et samlingspunkt, og sendt videre til denne natforlystelse, som åbner lige så snart solen går ned. Husk vi er i troperne, så når solen er væk, er det kulsort nat meget hurtigt! Man kunne dels gå rundt af nogle fastlagte stier, og dels kunne man tage en slags sporvogn rundt mere eller mindre i mørke afhængig af dyrenes mulighed for at fungere i belysning. Der gøres en del for at bevare den illusion at man faktisk er tæt på dyrene uden nogen forhindringer imellem. Det er rigtig godt, da mange af disse dyr jo også er mere eller mindre passive i varmen, og først liver op, når det bliver aften og en lille smule køligere. Det negative er så, at det er virkelig svært at fotografere, for hvis det endelig lykkes os at holde kameraet stille, så tillader dyrene faktisk at flytte sig...

På sådan en tur kommer byens utrolige velordnethed virkelig frem. Turdeltagerne tildeles numre per familie, og familierne skal udpege en repræsentant, som skal tage ansvaret for afhentning af billetter, og deslige. Grupperne samles under opråb af gruppenummer, og der - næsten - marcheres i samlet flok fra sted til sted. Metoden tiltaler ikke just os anarkistiske danskere, men jeg hørte gu'hjælpemig en tysk turist udtale sin tilfredshed med denne orden i tingene! Jeg ikke engang omgår sandheden lemfældigt: Han sagde det virkelig til guiden, øh, chefen for turen!
Vi er jo blandt folk med kinesiske traditioner og metoder. Et af tilbudene i denne have var disse små nydelige fisk, som lever af at spise din overskydene hud på dine fødder.... For os vesterlændinge er det fodmanicure, for kinesere er det langt mere!
Når vi nu ikke kunne få nogen ordentlige billeder af dyrene, måtte vi selv stille op. Hver sin fugl med sin tunge! ...

onsdag den 25. februar 2009

Mod en slags mål i Auckland

Efter et glimrende ophold på vores sidste B&B gik det mod nord. Der var kun ca. 200 km., og på vejen passerede vi de 8.000 km. på denne tur. Det er langt at køre i et land, som stort set ikke har nogen motorveje, hvor landvejene har en 100 km/t begrænsning, og hvor langt de fleste kører i den forkerte side af vejen! Målet var det hotel i nærheden af havnepromenaden, som vi havde boet på tidligere.

Mens Lisbeth vaskede en sidste gang inden cruiseskibet, tog Claus og Louise på tur til det længe søgte "Kelly Tarlton Antarctic encounter", som vi forsøgte at gå ud til på vores indledende besøg i Auckland. Underligt sted, må man nok sige. Det er bygget op omkring pingviner og Scott's fatale expedition til Antarktis i 1911. Problemet var bare, at stedet virkede slidt og medarbejderne ligeglade. Til gengæld havde de et ganske flot akvarium med store hajer og ditto langustere.Der var også nogle store flotte pilrokker, som vi fik lejlighed til at studere fra undervandstunnelen.Ganske flot, men uengageret....

Resten af dagen blev brugt på at rydde op i vores lejebil, som vi har haft i 50 dage, tanke, vaske og rense den, og gøre os klar til afrejse i morgen. Vi "fejrede" aftenen på "Harbour view café", som vi også besøgte ved afrejsen fra Auckland i januar. Glimrende - igen. Vi fik alle skaldyr inklusive languster, som smagte himmelsk!

I morgen kl. 13:50 flyver vi via Sydney til Singapore for at møde Claus' fætter med familie, og kigge os omkring inden afrejse på kryds den 28. februar.

Dette er altså sidste rejsebrev fra New Zealand, det har været 50 spændende og fantastiske dage. Det har også været hårdt, vi har nok accepteret et lidt for hårdt program. På så lang en tur skal man formodentlig lægge mere tid ind til reflektion og simpel afslapning. Vi havde også glemt, at Louises lektier tager ca. 2 timer om dagen, hvilket er tid, som der bare skal være plads til i dagsplanen. Erfaringen er, at det ikke er smart at have mindre end en overnatning per sted. Det er meget belastende at flytte sig hver dag, der er meget pakkeri, man skal være ude af værelser, etc. senest kl. 10, og diverse værter har også en del gode, lokale tips, som der skal være tid til at udnytte. B&B er en fantastisk måde at lære NZ at kende på. De er af utrolig høj kvalitet - i hvert fald dem, som vi har mødt. Værterne er utrolig venlig og imødekommende. De er vildt fokuserede på at hjælpe med at gøre opholdet så godt og udbytterigt, som muligt. Deres vigtigste spørgsmål er: "Hvad er jeres planer?". Det er en fantastisk oplevelse, man skal nok være socialt indstillet selv, og der er ofte ikke mulighed for bare at tonse, men når det er sagt, kan man næppe forestille sig en mere indtagende måde at se et land på!

Der kommer nok flere overvejelser hen over tiden, men antallet af indlæg bliver mindre så snart vi er på skibet. Internet er til at betale på NZ, men det kræver satellit på et skib i rum sø, så der er det ikke så attraktivt at surfe løs....

Waitomo Caves


Efter at være bragt tilbage fra Bridge to Nowhere Lodge per jetboat, så vi var tilbage kl. 10, gik det mod nord igen. Dagens mål var et område syd for Otorohanga, som var temmelig ung havbund - kun ca. 25 millioner år - hvor der var dannet store mængder porøst sandstens klipper. Disse er gennem tiden presset sammen, og mange steder er de også skyllet ud af indtrængende havvand og opløst af kemisk vej. Altså masser af huler. I området menes der at være mere end 200 huler, men det er kun 7, som er åbne for besøgende. Vi skulle på Glow-worm tur, dvs. Sankhansorme tur. Samlet 3½ times tur i to forskellige grotter. Den første var fugtig, hvorfor der var masser af disse myggelaver, som havde sat sig på loft og vægge. De skaber et spind af tråde, som skal fange vildfarne insekter, og øverst sidder de selv i en kurv, hvor de via en kemisk proces med luft kan få deres bagdel til at lyse. Det er ikke særlig stærkt lys, så man skal være der temmelig længe for at få fuldt udbytte af lyset. Så kan man til gengæld også se andre ting end ormene i lyset! Denne hule havde en gennemløbende flod, som vi via en gummibåd gennemsejlede en del af.
Dette er ikke et billede fra Microsofts "Starfield simulation screensaver", men rigtige levende orme.Vores guide var ellers lidt af en freak: Hun var kommet til NZ for 10 år siden bare fordi hun "was into caves". Dvs. at hun gjorde det i at udforske huler af enhver (geologisk) art. Hun kaldte sig selv "pale Louisa@, og der var noget om snakken. Hun vidste utrolig meget om hulerne, og det var tydeligt, at når turisterne var væk,så fortsatte hun ind i mørket. Hun talte bl.a. om flere steder, som de mente havde forbindelse fra hule til hule. De 7 huler var, når det kom til stykket, nok i virkeligheden noget færre...

Næste besøg, efter en kop te, var en "tør hule", dvs. med færre Sankthansorme. Der var der til gengæld mange drypstens formationer, som nok var et syn værd. Adskillige dyr var gennem tiden også kommet ned i disse huler og var aldrig kommet ud igen.
Efter hulerne kunne vi så begive os til vores sidste B&B på denne tur, som lå øst for Otohoranga. En fantastisk dejlig hytte på en bakketop med den utroligste udsigt over det bakkede landskab. Værten, en indvandret Schweizer, serverede den mest fremragende aftensmad for os. Godt med noget ordentlig sund mad! Selvom vi undervejs har lavet vores egen mad flere steder, hvor det nu var muligt, har vi også fået alt for meget restaurationsmad. Der er en klar forskel mellem Nordøen og Sydøen. I nord er restauranterne i gennemsnit bedre, mere varierede i menûerne, og flere grøntsager. Mod syd virker det som om, der er flere turister, som ikke værdsætter i sådant udbud, og at det nok også er vanskeligere at få ansat engagerede medarbejdere. Efter denne aften går det mod Auckland og den sidste overnatning i NZ for denne gang.

tirsdag den 24. februar 2009

Bridge to Nowhere Lodge

Gården, som vi skulle bo på, lå ganske skønt. Terrasse løb omkring halvdelen af huset med udsigt over floden og de omliggende bakker. Der var en masse dyr, så Louise var i den syvende himmel. En lille "Jack Russell" terrier på 10 måneder, en papegøje, køer, høns, 39 heste, alpaccaer og en stor venlig kat. Louise kælede med hunden og legede med katten. Vi andre snakkede også med dyrene, specielt blev Claus rigtig populær hos papegøjen, som spiste en del af hans brillestang. Hunden måtte ikke komme ind i huset, da den formodentlig havde lopper.. Ikke noget, som vi havde fundet på, men reglen fra værten. Vores dør i værelset stod åbent til verandaen. Da Louise på et tidspunkt i løbet af aftenen kom ind på vores værelse, fik hun også øje på hunden. Ikke alene var den gået ind i huset, den var sørme også hoppet op i sengen, og lå og slangede sig på hovedpuderne.... Den røg ud med fuld musik.

Det var et stort og dejligt hus med plads til adskillige "gæster". Vi fik en glimrende hjemmelavet aftensmad og hyggede os ganske godt med at snakke med de andre fem gæster på det tidspunkt, som kom fra UK, NZ og Australien.

Da vi så til sidst gik i seng, og havde slukket lyset, hørte vi en lyd. "Var det dig, Louise?" "Nej", svarede Louise, "det er katten, og den er herinde, tænd lige lyset". Da jeg fik tændt lyset, så jeg katten ligge velbehageligt på gulvet og spinde stolt. Ved siden af lå en grå pelsklædt bylt. "Hvad er det"? spurgte jeg. Claus mente, det var en Possum, men det var alligevel for småt, og for stort til at være en mus. Efter lidt grundigere eftersyn kunne vi konstatere, at det var to kaninunger... Jeg erklærede, at det måtte Claus tage sig af, og de skulle ud, NU! Claus stod beredvilligt ud af sengen og fik taget noget papir for at tage ungerne ud. Da han tog fat i den øverste, udstødte den små pibelyde, da den ikke var helt død. Katten blev begejstret, nu skulle vi lege... Den tog straks den anden unge og bar den ind under sengen! Dernæst fik den fat i den unge, som Claus stod med, og dræbte den helt. Claus fik smidt katten med kanin ud i andet forsøg, hvorefter han lukkede døren. Den sidste kaninunge blev så smidt ud af vinduet. I nattens løb forsøgte katten så at springe ind ad vinduet, men det lykkedes heldigvis ikke. Da vi stod op i morges, lå der kun pels og de to haler på vores dørmåtte.
Katten mistede hele sin popularitet hos Louise. Hun var forfærdet over det vilde rovdyr, der åbenbarede sig for hende. Ejeren var stolt og glad og roste sin kat for dåden... Sådan er vores horisonter så forskellige, og vi er jo bare nogle blødsødne byboere.

Bridge to Nowhere

Det var en hård start på dagen.

Vi havde regnet ud, at vi have 1½ times kørsel til Pipiriki fra Wanganui - nej, der mangler ikke et h efter W. Vi skulle være fremme senest kl. 10:00, og vi kunne få morgenmad på vores B&B fra kl. 8:00. 80 km. er ikke noget på 1½ time, men det var stort set kun "unpaved road" = grusvej hele vejen, og den snoede sig tæt langs Whanganui river. Vi fandt caféen i Pipiriki, hvor vi skulle dreje af, og tonsede ned til floden. Og så skete der ikke noget som helst.... Efter et kvarter dukkede værten op i en jetboat, efter yderligere 20 minutter var de andre 5 deltagere samlet, og vi alle udstyret med redningsveste og bænket i båden. Så gik det ellers op ad NZ's længeste sejlbare flod. Der er 260 km. af de totalt 330 km., som kan besejles, og det i et kontinuert stykke! Vi skulle "kun" 32 km. op ad floden, men det var såmænd rigeligt - ikke mindst i lyset af den til tider piskende regn. Vi har snakket meget om synet var smukt eller ej. Siderne på floden er meget stejle, og de nederste 5-10 meter brink er glat mudder til dels overgroet med gras og små fern-leaves. Man møder ikke andre på floden end folk i kano på vejen ned ad den temmelig hurtige strøm. Den er en del af en 3 dages tur i kano. Vi gik i land ved Mangapurua landing, hvor Department of Conservation igen havde gjort et godt job med broer og en bred og fin sti. Desværre fik vi også besked på at medbringe vores frokost - øh, hvilken frokost? Vi havde ingen, da vi var lullet ind i den opfattelse, at det havde vores turarrangør som så ofte før nok fortalt os, hvis vi behøvede. Vi havde heldigvis lidt chokolade og noget vand. Efter 45 minutter vandring i siksak kom vi pludselig rundt om et hjørne, og så den nydeligste betonbro over en kløft midt i bush'en! Den er bred nok til én bil, som så mange andre broer i dette land, problemet er bare, at der ikke er nogen vej... Hmm, er dette resultatet af en smart entreprenør, som har snydt staten til at betale for bro, som ingen ser ud til at have brug for? Historien om broen og egnen blev fortalt over en kop kaffe serveret på broen fra guidens rygsæk: I 1918 blev området omkring Whanganui river, som blev besejlet daglig af flodbåde, udråbt til særligt område for de få hjemvendte soldater fra krigen. Nogen siger, at 4 ud af 5 soldater ikke vendte hjem! Omkring 1930 var området ryddet for skov, og den bare jord udlejet til de nye farmere. Omkring Mangapurua landing var der 35 farmere, men de brokkede sig over besværet med at komme over kløften, hvor broen nu er. Da staten startede arbejdet med broen i 1935, var der allerede flyttet 12 farmere. 1½ år senere var broen færdig, og man holdt indvielse. Alle fra egnen kom - 9 farmere i alt! Året efter var vejen færdig, som gik fra Raitihi til Mangapurua landing. Den var 4.5 meter bred, og man lykkedes da også med at holde den åben i et år...

1946 gav man op. Staten havde i mange år ikke fået nogen leje fra farmerne, og ingen havde været i stand til at købe deres jord. De blev alle flyttet bort, og området opgivet som udviklingsprojekt.

Hvad gik galt? Flere ting, faktisk. For det første var tiden ved at løbe fra transport via vandveje. Det gjorde det dyrt og ustabilt at bo i disse egne. Kort efter 1930 blev jernbanen mod syd over det centrale plateau på Nordøen åbnet, og det tog endeligt livet af flodtransport. For det andet kunne denne jord ikke tåle at få fjernet den århundrede gamle skov, der blev ryddet væk inden egnen kunne bruges til landbrug. Undergrunden er en slags ler, som normalt er hård, men bliver til det rene mudder efter lidt regn. Det medførte at erosionen var enorm nu, hvor der ingen skov var. Mens skoven var der, holdt det ene træs rod jo fast i det næste. Man kan faktisk se det langs floden, hvor alle de små vandløb har lavet enormt smalle og meget dybe kløfter. Den jord kunne ikke bruges til bæredygtigt landbrug, og det fandt de stakkels farmere ud af efterhånden, og staten også til sidst. Så nu er bush'en på vej tilbage og man kan studere, hvordan, hvad vi kalder regnskov, dannes fra grunden.

En pudsig oplevelse og altså reel historie lige foran vores næser!

søndag den 22. februar 2009

Wellington til Wanganui

Gaaaaaaaab!
Det har ganske enkelt været en transportdag. En fredelig morgen på Copthorne Oriental Bay hotel i Wellington. Eneste underholdning var utallige store motorcykler, som holdt træf i Wellington i denne weekend. Rigtige mennesker altså, ikke tøsedrenge og forbrydere, som Hells Angels eller lignende.Mens vi stadig fulgtes med kysten på vej mod nord, kunne vi glæde os over det oprørte hav. Der har hele dagen blæst en fønvind fra nordvest, det er sådan en af de irriterende vinde, som er varm og sætter hovedpine.Resten af dagen gik ruten langs et uendeligt landbrugsland. Vi nærmer os slutningen på "Harry Potter og Dødregalierne", og den har da hjulpet os fra at falde i søvn og en trafikulykke, som de - forståeligt nok - konstant advarer mod langs landevejene. Nu er vi så i Wanganui og på et B&B ved navn "Arles". De gør sig de største anstrengelser for at ligne omgivelserne fra van Goghs foretrukne egn af samme navn. Det er da lidt pudsigt...

I morgen!
Sker der lidt igen. Vi skal køre længere ud på landet, før vi bliver samlet op af endnu en jetboat, og skal sejle laaaaangt ud i intetheden til "Nowhere Bridge Lodge", som ligger uden anden forbindelse med omgivelserne end floden.

Sig det bare, vi er blevet utrolig forvænte!

lørdag den 21. februar 2009

Farvel til Sydøen

Det er hårdt, men sandt. Dette var den sidste dag på Sydøen. Til aften er vi sejlet med færgen fra Picton til Wellington, og nu er vi igen på Copthorne hotel i centrum af hovedstaden.

Inden den tid fik vi nu det meste ud af den sidste dag i syd. Vejret var i morges ganske glimrende igen efter gårsdagens solide regnvejr. Vi tog efter udcheckning op til Kaiteriteri. Lisbeths store ønske var at prøve at sejle i kajak. Man har jo ikke brug for gode knæ til denne sport. Vi bestilte en times sejlads alle sammen, og det indeholdt også en introduktion i det absolut mest basale i håndtering af en sådan væltepeter. Udfordringen viste sig at være Louise, som bestemt ikke syntes, at det var sikkert nok at sejle i sin egen enerkajak. Hun vendte straks om og sejlede direkte ind på stranden. Når man sådan ligger og hugger mod stranden, så får man jo bekræftet, at det er yderst ukontrollabelt, usikkert og ubehageligt at sejle i kajak. Så måtte hun over i to-mands kajakken, som i forvejen var bemandet med Lisbeth. Claus fik således lov til at prøve enerkajakken, som kun er 2/3 så bred, som toerkajak. Vi fik dog alle taget nogle gode ture hen over bugten, og fik kærligheden at føle, når de også skulle bruge vandet til at stå på vandski! Der skete ikke nogen uheld og ingen blev utilsigtet våde, men inden vi fik os fordelt rigtigt i kajakkerne, var vi virkelig til underholdning af de omkringstående! Billeder fra disse udfoldelser er stadig i vores billige engangs undervandskamera, så de må følge, når filmen (ja tænk!) en gang i fremtiden er blevet fremkaldt.

Vi fortsatte så med næsen mod først Nelson og dernæst mod Picton - færgehavnen. Nelson var en glædelig overraskelse, meget nydelig by, specielt i lyset af, at den blev dødsdømt, da der aldrig kom nogen jernbane til byen. Nu har jernbanen slet ikke den store betydning længere, så den skal nok overleve! Picton ligger i bunden af Marlborough Sound, så det første lange stykke af færgefarten går igennem meget nydeligt område. Det undskyldte dog ikke Louise for, at der også i dag skulle lægges de ca. 2 timers skolelektier. Eneste fordel var, at udsigten nok var bedre end fra spisebordet der hjemme. Det er i øvrigt en underlig færgerute. Den sejler i et stort Z. Først rimeligt mod nord en times tid for at komme ud af Marlborough Sound, dernæst mod sydøst en times tid og endelig en times tid op til Wellington Harbour. Det er jo lidt pudsigt, at man sejler mod sydøst for at komme fra en sydø til en nordø! Strækningen mod sydøst var nu rimelig hård. Den krydser Cook Strait, som har nogle dejlige lange havbølger på langs af sundet. Når færgen så er en elendig gammel norsk færge bygget i Spanien, er det ikke så underligt at en del går ned med søsyge på denne rute!

fredag den 20. februar 2009

Lavtryk over NZ

Rygtet gik mellem de lokale, når man snakkede med dem om, hvad der mon skulle ske næste dag. Der lå en stribe lavtryk i det Tasmanske hav, som truede med at gå i land samtidig på både Nord- og Sydøen. Efter vejrudsigten torsdag aften - ih, hvor er det irriterende, når selv almindelige nyhedsudsendelser bliver afbrudt af solide reklame blokke! - stod det klart, at Abel Tasman nok skulle indstille sig på op til 100 mm. regn i løbet af fredagen. Så alle drømme om en tur i kajak kunne godt skrottes, hvis den forudsigelse blev opfyldt. Det begyndte at regne torsdag aften før midnat, og har regnet stort set uafbrudt frem til efter efter frokost fredag. Vi sov længe til lyden af dansk sommer i sommerhus, og kiggede ud på dette syn.

Vi havde en plan. En alternativ en, som kunne bruges, hvis der var brug for regntøjet. Godt nok havde vi netop fravalgt at skulle køre denne dag, men lidt krævede den alternative plan altså af os. Første stop var udspringet af Riwaka River, som i bogstaveligste forstand kom ud af bjerget. Der er altså ikke tale om en kilde, men om en flod, som er samlet af flere små strømme inde i Takaka Hill, og som kommer ud med en 5-10 kubikmeter vand i sekundet. Et meget besynderligt syn - altså floden, ikke Lisbeth!

Nu gjalt det om at komme i læ! Det lykkedes næsten på næste mål, som var Ngarua Caves. De er enkelt sagt på den anden side af floden, altså oversiden! Hulerne var ganske spændende i sig selv, men det mest spændende var, at ca. 20 styk af NZs nu uddøde kæmpefugl, Moa'en, var blevet fanget i hulerne. De var ganske enkelt faldet i nogle skakter, som førte lodret ned i hulen. Louise står derfor med en 4.000 år gammel lårbensknogle af en kæmpe Moa. Den er op mod en meter lang, så det har været verdens højeste pipfugl. Da Moa'en var blevet udryddet af Maori'erne for ca. 500 år siden, uddøde dens eneste naturlige fjende også: Kæmpeørnen med 3 meter vingespan, som der ganske enkelt ikke længere var mad nok til.

Vi spiste på Mussel Inn til frokost, og fik os en solid muslinge chowder, før turen lige så rolig gik tilbage til Marahau for at få gang i noget vask.

Abel Tasman National Park

Vi skulle checke ind senest 9:15 i Kaiteriteri, og for første gang glemte vi vores voucher "hjemme" på hotellet. Typisk for, hvad vi har mødt hernede, var det ikke noget problem. vi var ventet, turen allerede betalt og ingen tvivlede på vores ærlighed.
Turen ud i parken skulle foregå med Wilsons båd nedenfor. Bemærk den lange bro i stævnen. Hvis det ikke er for lavt vand, kan den stikke næsen 10 meter frem, og sætte den ned godt inde på stranden. Vi nåede nu også at se, at de ikke kunne komme ind til stranden, og satte passagererne ned i vandet 100 m. fra kysten og i en meter vand! På vejen så vi "the split apple", og nogle pels sæler på øerne. Vi er bedre vant efter at kunne klappe dem på tidligere besøg ved kysten. Awaroa var navnet på dagens mål, som var en lang smuk og fredelig strand midt i parken. Vi fik os en god lang tur langs stranden. Det var en dejlig temperatur og lidt køligt vand, som en dansk strand. Det var en underlig tanke, at vi to dage tidligere på samme tid af dagen satte fødderne på gletcheren i Fox Glacier. Det var måske nok 500 km. mod syd, men stadig samme ø og land! Efter gåturen gik vi op til den lokale lodge, som besøges af vandrerne i parken. Lodgen får alle sine forsyninger via båd, idet det ikke er tilladt at køre med bil i den del af parken. Efter endnu et glimrende måltid blev vi samlet op af en water-taxi kl. 14, og nogle timer senere var vi i Kaiteriteri igen. En glimrende tur, når vi nu ikke skulle gå!

Fra Punakaiki til Abel Tasman

Punakaiki blev forladt i god ro og orden. Det var hurtigt gjort - der var et hotel, seværdigheden i form af pandekage klipperne og en campingplads. Så gik det løs på den sidste af de 3 lange køredage. Totalt skulle vi køre 850 km. på 3 dage, og der er ikke tale om motorvej! Faktisk er disse veje ikke mere end 40 år gamle, før den tid var det enten meget ringere grusveje, eller en forbindelse fra havn til havn. Faktisk var der ikke frygtelig meget at se på denne strækning op til Abel Tasman National Park. Undtagelsen var Cape Foulwind, hvor der var en uforstyret Pels sælkoloni. Det er sjovest, når der er unger. De er mest aktive, og har vist heller ikke brug for at ligge og hvile sig efter ture til havs for fangst af fisk og 10-armede blæksprutter. Det sidste er deres foretrukne spise. Der er en del af de NZ'ske fugle, som er meget fortrolige med mennesker på godt og ondt. Vi mødte denne fugl - en Weka - på¨stien ud til Cape Foulwind. Den blev plaget af sin unge, som var lige så stor, som den selv, men bestemt ikke fandt anledning til at finde mad selv. Typisk! Vi kom op til Abel Tasman fra østsiden, så det sidste af turen gik ind i landet. Der er stadig langt ml. byerne og specielt benzinstationerne. Det fører til en del sjattankning, men alternativet er værre! Her oppe ved nationalparken bor vi i en lodge lige, hvor vejen slutter, og besøgende fortsætter til fods. Der er også mange, som tager ind i parken med water-taxi, hvis de kun vil gå dele af den totalt 5 dage lange vandretur gennem parken. Der er også en del, som gør parken i kajak. Water-taxi håndteres næsten på samme måde, som bådene hos Crayfish fiskerne på sydspidsen af Nordøen: Hver båd har sin traktor med anhænger. Man starter på land ved at lade passagererne gå om bord, så køres der til stranden, hvor traktoren bakker båden i vandet med passagerer og det hele. Ved afslutningen af turen gentages det hele baglæns...

tirsdag den 17. februar 2009

Fox Glacier

Det har været en hård, spændende, morsom, tidlig, langvarig og god dag!

Vi stod tidlig op for at kunne være hos Fox Glacier Guiding services kl. 8:30 for indcheck til "Flying Fox". Der var 2 x 6 minutter helikopter og ca. 3 timer vandring på gletcheren på programmet. Jeg skal hilse og sige, at gletchere ikke er fine, flade sneoverflader! Nå, inden det udsagn kan underbygges, skulle vi igennem en frygtelig masse besvær med at finde støvler, som passede til de specielle pigge, som bruges på isen. Vi skulle alle vejes, hvilket giver en del ballade, når man er 22 deltagere og 2 guider, og så deles op i fire hold til hver sin helikopter tur. Selvom byen har 14 (!) helikoptere, havde de åbenbart kun 2 til rådighed for denne tur. Det er virkelig bisart at blive sat ned på isen om morgenen, hvor den er hård og glaaaat, kæmpe sig bort fra helikopteren, som når den letter igen gør sit yderste for at blæse en længere væk, forsøge at holde balancen, mens man knæler mest muligt, for blot efterfølgende at blive overdænget med løsrevne isklumper fra landingsområdet! Det må også være underligt for helikopterpiloterne at se 20+ mennesker demonstrativt vende numsen til, når de ankommer... Først da får man lov til at sætte pigge på. En del forsøgte naturligvis at sætte pigge på med spidserne opad - dårlig idé!
De to guider var så forskellige, som man kunne forestille sig: En ung fyr fra Grimsby i U.K. og en lidt ældre fyr fra Katmandu i Nepal... Vi blev sat i det sidste hold. Så gik det ellers ud over isen i en række efter guiden. Gletchere er ikke at spøge med, skønt vi gjorde vores yderste. Dels er de glatte, dels er der masser af kløfter, som strækker sig variende langt ned mod bunden af 180 m. is, som vi gik på. Vi befandt os i ca. 650 meters højde. Dels er der steder, hvor isen er undermineret, og man uforvarende kan begive sig ud på "broer" med ukendt område underneden. Det er virkelig svært ikke "bare" at gå lidt til side og kigge, fotografere, tisse og hvad man ellers bedriver på 3 timers vandring. Vi fandt masser af huler under isen, visse, som vi kunne kravle igennem. Det bør nu ikke gentages oftere. De er meget våde og is, som har været presset sammen i masser af år, udvider sig i varmen, og springer sylespidse stykker af. Det mærker man, når man kravler igennem en uskyldig tunnel!I blandt måtte vi også undsættes fra lidt dybe revner, men det bør bemærkes, at selv de tætteste familiære bånd ikke forhindrede fotografen i at prioritere billederne frem for undsætningen!
Til sidst blev gletcheren altså besejret af alle deltagere! Meget heldigt, og heldigt, at vejret holdt nogenlunde, idet dårligt vejr kunne have givet os en 10 timers vandretur ned igen, alternativt en nat på isen....
Louise nød også turen, og hun var som regel at finde lige i halen på guiden. Det var måske lidt risikabelt, da han brugte ovenstående økse flittigt til at teste isen og producere trin til de efterfølgende.
Vel nede igen, og efter en hurtig frokost, gik det så over stok og sten mod nord langs vestkysten af Sydøen. Alle overlevede, hele, men våde, og rigtig grundig trætte af at trampe pigge ned i isen.

Vi skulle nå til Hokitika inden lukketid, som ude på landet er 17:00 dut. Og hvilket hul i øvrigt! Byen er nu kun kendt for bearbejdning af jade. Det var også smukke ting, som vi fandt og - til dels - købte. Efterfølgende fortsatte vi mod målet for i dag: Punakaiki. Skønt navnet er Maori, kan man næsten forstå betydningen: Pandekagekysten. Masser af klipper, som er nydelig lagdelt sandsten. Videnskaben ved ikke, hvorfor disse er blevet dannet på den måde, så vi nøjes med at se på dem!. .Meget fascinerende! Vi var der til solnedgang, som gav en ekstra god oplevelse af de store havbølger, som kom ind fra det Tasmanske hav. Der er god plads, der er 3.000 km. til Tasmanien eller det Australske kontinent!