Endelig lidt uldtrøst

Dagen bragte os til Christchurch, som ligger ud til østkysten på Sydøen på den slette, som hedder Canterbury plain. Det er en rimelig flad slette, som strækker sig fra Southern Alps ud til den nuværende kyst, som her er afgrænset af nogle gamle udslugte vulkankratere. Disse kratere var for nogle 100 tusind år siden små øer, men udskylning fra Southern Alps har skabt sletten, som forbandt Sydøen med vulkankraterne. Det er den mest engelske by, som vi endnu har set i NZ. Om det så er lyssignalerne, ligner de Englands udformning af disse. Der siges at være 740 engelske haver, mange af dem i traditionel engelsk havestil. Vi har 2 hele dage her, formodentlig fordi i morgen er søndag, og så sker der ikke det store. Vi bor glimrende på et hotel op til den største park, som ligner en lokal udgave af Hyde park, og hotellets egen have er da også smuk med flotte gamle opstammede roser. Ude i parken spiller de naturligvis cricket. Det er rart med lidt fred for en gang skyld! Familien har bl.a. slappet af i pool'en og den tilhørende spa jfr. ovenfor. Som sædvanlig var der masser af kiwi'er at snakke med, som gættede på vores herkomst. Lisbeth havde meget længe ledt efter garnbutikker, og spurgt utallige om årsagen til, at de tilsyneladende ikke fandtes (mere). Nu lykkedes det endelig! - Og hvilken lise for den plagede sjæl, og hvor de forstod hende i det pågældende tempel! Det var næsten en helt anden Lisbeth, som vi kunne bringe med tilbage til hotellet...

Nå, i morgen skal vi så tage det noget mere med ro. Hvis det fine vejr holder, bliver det en tur med den historiske sporvogn, flodsejlads i flade Oxford lignende pramme på Avon, og måske en tur med tovbane til det lokale udsigtspunkt hele 490 m. over havet. Lidt skal der jo ske!

Én kaskelothval

Formiddagen i Kaikoura på dag 24 skulle bruges på den længe ventede hvalsafari. Igen er det nærliggende at sammenligne med tilsvarende hvalsafarier i Grønland, undskyld til dem, som ikke rigtig kan bruge den reference ramme til noget som helst! Her er selvfølgelig mange flere kunder, og bedre infrastuktur, men hold op, hvor er det sat i system! Man samler folk, som skulle de board'e et fly, og kalder dem ud til busafgange med boarding passes. Under vejs bliver man fulgt af glimrende multimedie præsentationer om hvaler, havet omkring, deres føde, historien om tidligere hvalfangst, og hvorfor der var penge i den fangst. Bussen kører deltagerne ud til den anden ende af byen, hvor der er en lille havn med højtspecialiserede anløbssteder for de 5 stk. højhastighedskatamaraner, som er designet specielt til "whalewatching". Med 2 gange 700 heste går det så med 20+ knob ud til dér, hvor hvalerne i området sidst er set dykke. Man bruger hydrofoner til at lytte efter hvalerne, men det var nu ikke det, der hjalp med finde hvaler den dag. Bådene holder hinanden orienterede om observationerne, og man noterer disse møjsommeligt med tidsangivelse. Selvom der var stillet en lang række forskellige dyr mere eller mindre i udsigt, var det vist kun 2-3 kaskelothvaler, som man var nogenlunde sikker på. De dykker der i en 1.700 meter dyb grav ud for kontinentalsoklen, og det tager ml. 40 og 60 minutter, hvorefter de er synlige på overfladen i ca. 10 minutter. Det gør det jo noget lettere end i Grønland, hvor pukkelhvalerne dykker alt. ml. 5 og 20 minutter. Efter først en ½ times sejlads og dernæst en ½ times venten dukke den mest pålidelige kaskelothval op, og vi fik oplevet at ligge ved siden af den i dens hvileperiode, og fik den afsluttende fremvisning af hale, som det sig nu hører til. Selvom turen derud også var blevet brugt til udførlig gennemgang af den forventelige oplevelse, var der flere deltagere, som ikke rigtig fattede det der med, at hvalen faktisk dykker og dernæst er væk så og så længe.Så gik det videre til næste observation, men det var altså en afbrænder. Claus var stort set den eneste, som fik set den hval, da han styrtede ud på dækket så snart der var givet tilladelse til at rejse sig. Det var lige i tide til at se halen rejse sig og forsvinde i vandet. Surt show!Tilbage på land og efter frokost, gik turen så op mod "Southern Alps", som netop begynder ved Kaikoura. Panoramaet ses øverst på indlæget fra højdedraget oven over byen, klik på billedet for at se nogle flere detailjer. Vi boede ikke så langt derfra på føromtalte B&B. Nu er vi kørt videre til Hanmar Springs, som ligger godt inde i landet, hvor der endnu engang er varme kilder. Vi har denne gang også besøgt de lokale termale bade, som var noget mere indbydende end de føromtalte flipper kollektiver på stranden med Hahei! Det var nu også en slags offentligt svømmebad tilsat varme pools.

I morgen går det i fred og ro mod Christchurch, hvor vi for én gang skyld har 2 hele dage og 3 overnatninger!

Mod languster i Kaikoura

Vi forlod Punga Cove Resort og blev - noget forsinket - samlet op af vandtaxien. Det tog sin tid at komme tilbage til Picton, båden skulle ind et hav af steder, hvor folk og bagage skulle af og på. Punga Lodge var da udmærket - specielt restauranten, men meget præget af, at de fleste gæster i aller højeste grad var på gennemrejse, eller nærmere gennemgang. Det var den 15. seng på turen hidtil! Det var nu alligevel mærkeligt at være totalt uden for rækkevidde i Punga. Ingen (mobil)telefon virkede fra kort efter Picton, til vi var retur igen.

På havnen i Picton fik vi "vores" bil igen, og turen gik mod syd og dagens første stop, som var planlagt på en af vingårdene i Blenheim. Vi fandt også et glimrende af slagsen på den anden side af byen. Navnet var Montana og vist en af de største i NZ. Vi spiste en glimrende "taster" med tre vine og tre passende små retter til.Et stykke tid efter Blenheim kom vi ud til kysten, som der mindede meget om den sydlige del af Nordøen. Der var også en del søløver eller måske sæler. Det er svært at se forskel, hvis man ikke kommer tilstrækkelig tæt på, så man kan se deres ører. Sæler har ikke nogen synlige ører. Dyrene ligner på afstand brune skovsnegle, men tættere på passer størrelsesforholdet ikke, og de bevæger sig også en del mere. Det er stadig en fantastisk oplevelse selv på afstand at se disse store dyr langs kysten.

Kaikoura ligger smukt ud til kysten med smukke bjerge bag ved, hvor der var sne i de dybeste dale på toppen. Vi fandt vores B&B i Kaikoura, hvor værten bare havde sat en seddel og fortalt, at vi kunne gå ind, og at hun ville komme hjem senere. Vi pakkede ud, og tog ned i byen for at finde et støttebind til Louise. Det er hårdt at spille fodbold... Efter yderligere indkøb fulgte vi nogle skilte, som inde fra byen ledte os ud til en "seal collony". Det var en helt anden slags sten, som var foldet voldsomt sammen, og som gav en spændende flad kyst. På nogle øer lidt uden for kystem kunne vi se rigtig mange søløver/sæler, som heldigvis var dejlig uforstyrede af de mange tilskuere inde på land. Berøvet kikkert og telelinse kunne vi ikke fastslå, hvad det var for dyr, hvilket vel egentlig ikke var vigtigt, men så alligevel, når vi havde set mange sæler i Grønland.

På vej tilbage til B&B fandt vi en af flere små udbydere af bl.a. crayfish (languster), muslinger, div. fangede fisk, osv. Det foregår i en slags campingvogn med nogle små kølecontainere og haveborde omkring, og man peger og vælger sit måltid. Louise valgte crayfish fra i første omgang, men da hun havde smagt lidt af sin mors, gik hun i gang med at knække ben og følehorn med stor iver. Et utroligt simpelt, men særdeles velsmagende måltid, og så er det jo sjovt at se ungen bryde ny is!

Efter således at have fået både oplevelser og føde, drog vi hjem til vores B&B, hvor vi mødte vores værtinde. Hun var som sædvanligt meget imødekommende og venlig. Nu havde vi jo samlet nogle spørgsmål, som hun passende kunne svare på. Det var en underlig oplevelse! Selvom hun havde boet i denne by meget længe, havde hun tydeligvis ikke været på besøg i sæl kollonien, så det stod klart i hendes erindring og hun vidste intet om sæler eller søløver. Ligeledes havde hun ikke bemærket, at bjergene havde sne på toppen.

Så må det altså være meget kedeligt at bo i Kaikoura!

Queen Charlotte Sound

Det var nu alligevel en underlig oplevelse. Vi drog efter aftale til Wellington lufthavn efter morgenmaden, parkerede vores bil, og ledte efter "Sounds air". Det viste sig at være et lille selskab, som flyver ml. Wellington og fire små byer på nordøen. Det mindede altsammen meget om flyvning i Grønland: "Vi flyver, når alle passagererne er kommet og har fundet plads til alt habengut." Nå, det var en spændende tur over Cook strait, og ind i Queen Charlotte sound. Målet var Picton airport, eller skal vi kalde det airstrip. Et stykke landevej på et fladt stykke mark, som man kan lande på, hvis man ellers kan klare den tværgående vind. Vi blev flyttet til en bus, som bragte os ind til Picton, hvorfra vi skulle med vandtaxi ud til vores beboelse for natten. Der ligger en lang række små hoteller eller lodges langs Queen Charlotte Track, som går i et område uden anden transportform end vandvejen. Her skulle vi til Punga Cove. Den samlede længde af track'en er over 70 km., og det tager en 4-5 dage at gå hele turen. Vandtaxi'en transporterede alt muligt andet end os, deriblandt byggematerialer, bagage fra vandrere på ruten, lokale og turister i al almindelighed. Nogle steder kom mere eller mindre nedslidte vandrere ombord, og det var tydeligt, at de var nået til deres grænser. Her ligger altså en lodge, som udover en restaurant og et svømmebasin, ikke har så forfærdelig meget andet. Det er tydeligt, at de fleste kun overnatter en enkelt dag. Vi skal da også videre i morgen, dvs. vandtaxi'en henter os igen, og sejler tilbage til Picton. Der skal vi overtage vores bil igen, som i mellemtiden er blevet hentet fra lufthavnen og bragt til færgen. Vi skal så køre til Karikura. I nat skal vi nyde stilheden!

Te Papa Tongarewa

Tja, det lyder jo underligt, men det er faktisk navnet på New Zealands nationale museum. Alene navnet var nok til at skræmme vores unger godt og grundigt. De og vi skulle blive glædeligt overraskede! Man kan jo tænke sit, og vi har også drøftet det indgående iblandt os, men her sælger de altså varen væsentligt mere effektivt, end det lykkes på vores hjemlige breddegrader. De har tilsyneladende haft mediefolk med fra første streg, og der har åbenbart været penge nok til både at forankre indholdet i en faktuel viden, og formidle denne på en måde, som kan holde opmærksomheden fanget hos i hvert fald vores 9 - 11 årige. Se link'en til museets hjemmesiden ovenfor. Museet blev åbnet for 10 år siden, og har tilsyneladende været en bragende succes lige siden. Og det skyldes nok ikke alene, at entréen er gratis. Det spænder meget vidt fra samtidskunst, og vekslende udstillinger, over Maori kultur og kunst, til geologi, dyr og planter på land, luft og vand. Det var fuldstændig naturligt, at da man fangede den hidtil største 10-armede blæksprutte for to år siden, skulle den udstilles på museet. Den vejede såmænd 495 kg. og var 4.2 m. lang. Det er den så med glimrende video'er om fangsten og undersøgelsen, en 3-D film om, hvorfor den blev fanget, og hvor den levede, og en masse baggrundsviden om den og andre blæksprutter.
Det lykkedes også at få vulkan/jordskælv/tektoniske-plader budskabet til at glide ned for 3. gang for Louises vedkommende. Det var altså sultne børn, som kastede sig over frokosten.Det var en god dag at bruge på et museum, da det var alt andet end spændende vejr i Wellington. Der hang en dis over byen og havnen fra morgenstunden, og kraftige byger og ditto vind er strøget hen over byen flere gange i løbet af dagen.
Til aften mødtes vi igen på familien Elholms camperpark til fælles mad. Pigerne fik fniset og pjattet grundigt, så Louise nok kan klare sig nogle uger igen. Mens vi flyver til sydøen i morgen tidlig, og "vores" vogn følger senere via færgen, tager familien Elholm nu mod nord, hvor første stop bliver Tongariro National Park, som vi jo kunne komme med nogle gode anbefalinger til. Vi skal i morgen slutte i Queen Charlotte Sound, som kun nåes per båd. Forhåbentlig er vejret blevet lidt bedre på den anden side af Cook Strait!

White River Rafting - nu med billeder!

Så lykkedes ved hjælp af Bjarnes computer at få læst den erhvervede CD. Man føler jo det er hårdt, men retfærdigt, at publicere disse billeder! Resten af albummet kan i se på denne link til Picasa webalbum.
Lisbeths knæ lider stadig under den utilsigtede udstigning af båden.

Et brøl på vej til Wellington

Dag 20

Vi forlod Martinborough og kedeligheden, og kørte videre mod syd med kurs mod Cape Palliser, som er det sydøstligste punkt på Nordøen. Det var en temmelig lang tur, de sidste 31 km. gik langs kysten, hvor den eneste adspredelse - ud over det fantastiske udsyn - var disse abnorme skabninger.Herude er der ikke noget andet at leve af end crayfish fiskeri. Af en eller anden grund har de ikke kunnet enes om at bygge en havn. I stedet har hver fiskerbåd sin bulldozer med tilhørende kæmpe anhænger. Idéen er, at bakke anhængeren ud i vandet, og sejle fiskebåden op bag i, og dermæst trække hele læsset op på land igen. Det er et sælsomt syn at se de første 50 bulldozere stå på stranden i alle mulige tilstande fra flotte, nymalede til vrag. Det er som om, hver rigtig mand i byen også skal have sin bulldozer! Fyrtårnet er en prøvelse at klatre op til af de 251 trin. Udsigten, derimod, er glimrende, men det er nu ikke stedet for en længere pause.Hvad der er meget sjovere er kystens utallige søløver, som findes i alle størrelser fra baby til enorme kødklumper. Vi gik efter lyden, da de enkelte sovende dyr på stranden ikke var sjove længere. Det gik da også meget godt, men jeg var nok for opmærksom på at holde balancen på de glatte sten, jeg så mig i hvert fald ikke for, før et højt brøl vækkede min opmærksomhed. Jeg var kommet inden for 2 meter af en temmelig stor kleppert, som klart følte sig gået for nær. Louise blev noget nervøs, og syntes ikke om at hendes far var ved at omkomme af grin. Så var det noget bedre at liste sig stille ind på deres lokale søløvebørnehave. Den befandt sig i en lille indsø, som her ved lavvande var lidt inde på stranden. Det var virkelig en stor oplevelse at se disse kæmpe dyr så tæt på, og helt klart turen ud langs kysten værd.

Wellington
Sidst på eftermiddagen kom vi så til Wellington, som er den største by siden Auckland. Helt underligt at køre i alm. gader igen, og møde nogle veje, som kan kaldes for moterveje! Ved 18-tiden mødtes vi så endelig med familien Elholm. Louise har jo savnet ordentlig børnekontakt længe, og vi glædede os også til at dele oplevelser. Susan, Alberte, Emilie og Bjarne var netop kommet med færgen fra Picton og Sydøen, så vi havde hver for sig nogle erfaringer at give videre til hinanden.
Efter lidt snak på campervan pladsen kørte vi ind til Wellington for at få noget at spise, og fortsætte drøftelserne. I morgen går turen for os alle til det nationale museum, kabelbanen (ala San Francisco), og måske Welliwood studiet/museet, det bliver sikkert hyggeligt!

Napier til Martinborough

Turen går videre mod syd fra det ene vinområde til det næste. Napier kendetegnede sig ved de store og rige vingårde, og nu har vi kørt hele dagen mod syd, og nærmer os Wellington. Det har været masser af landbrugsland, men slet ikke af den rigdom, som vi så i Napier. Det meste har været blide bakker med får eller køer ml. mere eller mindre miserable gårde. Nu er vi kommet til Martinborough, som vist nok er fashionabelt og berømt for deres Sauvignon Blanc og Pinot Noir, men det er meget mindre gårde. Om de sælger vinen til cooperativer eller bare har meget små vine, ved vi ikke. Nå, det var en udmærket oplevelse at smage de lokale vare på en af de lokale restauranter til aften. Fantastisk, som 2 forskellige vine fra samme by kan være forskellige! På turen herned kørte vi faktisk forkert og kom igennem den flotteste slugt, som ses ovenfor. Vi kom også til Mount Bruce National Reserve, som gør det i fugle. De har naturligvis også Kiwi, men den har vi jo set i levende live nu! Det var rigtig sjovt at se fodringen af deres Kaka'er, som en af 2 forskellige NZ papegøjer. De ved, at der fodres hver dag kl. 15, og møder talstærkt op. Det er et frygteligt spektakel, og de flyver altså centimeter over tilskuernes hoveder. Jeg opdagede, at denne bamse havde sat sig lige over mit hovede. Den var ligeglad med, at jeg kunne have kildet den på maven så let, som ingenting. Det var også meget underholdende at se fuglene organisere deres egen hakkeorden, nu, hvor de alligevel var samlede.

Napier & Hawkes Bay

Dag 16.

Det var ganske rigtigt en god idé at tage ud og spise på en af vingårdene. Vi valgte Elephant Hill, som var yderst stilig, og serverede et glimrende måltid, som efter lidt ombytning blandt os, også blev til noget, som alle kunne lide. Louise havde bestilt "Cucumber Gazpacho", men den var temmelig stærk, så hun fik min "Crab Ravioli". Hovedretten var "Surf and Turf", den var af en god mørbrad, som de serverede med en glimrende rosti til.
I dag har vi bl. a. været på "National Aqaurium of New Zealand", som bryster sig af, at have flest af NZ's havdyr. Det var en god udstilling, som bl.a. formåede at engagere Louise i en forklaring af, hvordan kontinenterne har flyttet sig i forhold til hinanden, og hvordan det kan eftervises v. hj. af udbredelsen af diverse urdyr.
De har også en meget stor og gammel ål, som er fanget i 1990, som siges at være 80 år gammel. Udstillingen omfattede også endelig en mulighed for at se en rigtig levende kiwi-fugl. Det er et natdyr, men de havde en afdeling, hvor døgnet var vendt, og derfor nogle Kiwier, som knoklede rundt og ledte orme og insekter.
Endelig var der et mindre Oceanarama, som havde en tunnel på bunden, hvor de store havdyr rigtig kunne betragtes. Specielt var deres hajer og rokker meget flotte at se.
Frokosten skulle igen foregå på en vingård. Vi valgte "Clearview Estate Winery". som denne lørdag var meget besøgt af - tilsyneladende - lokale. Det var igen glimrende, og med et meget bredt udvalg af druer, som vi smagte os godt ind i inden valget til frokosten.
Louise fik smagt nogle lækre Nachos. Det er lidt af et problem med mad til hende. Dels er hun temmelig kræsen, og bryder sig bestemt ikke om stærk mad. Hun smager frivilligt på hvad som helst, men det er jo ikke nemt, når maden er bestilt. Dels er hun netop på grænsen ml. børnekortet og voksenditto. Iblandt er børnekortet godt, og iblandt er det alt for børneagtig mad, som serveres. Så skifter hun til voksenkortet, og det går så godt indtil vi møder ovenstående problemer igen. Der serveres naturligvis masser af vin, hovedsageligt fra deres egne jorde. Det er nu ikke fordi, det er nogen økonomisk fordel at hverken spise eller købe "ved kælderdøren". F.eks. en Sauvignon Blanc i Reserve kvalitet fra 2007 koster over disken 120 DKK, og selv deres billigste vin koster stadig 60 DKK, og den har aldrig set en trætønde! Det er faktisk det første, som vi har opfattet som dyrt i NZ.
Efterfølgende gik turen ud til Cape Kidnapper (hvorfor den ellers hedder det?!). Det var smukt, men underligt afbrændt. Vi har ikke set så solsveden jord tidligere på NZ, men det kan dels være lokale forhold og dels at NZ'erne betragter februar som varmere end januar. Vi fandt også ned til stranden, men selvfølgelig havde vi netop nu fået fjernet badetøjet fra bilen, som ellers har ligget ubrugt hen i mere end en uge.
Vi undrer os over udvalget og kvaliteten af specielt grøntsagerne i supermarkederne. Det er underligt, når både DK og NZ er landbrugslande, og vi i øvrigt ligger tæt på resten af Europa, at vi ikke gør det bedre i vores detailhandel i DK. Der er dog kun godt 4 millioner NZer, og alligevel har de en bedre og bredere udvalg i detailsektoren, end vi kan præstere i DK. Det siges at mindstelønnen i NZ er meget lav, hvilket kan forklare bedre detailhandel, men man kunne også forestille sig højere krav til overskud i DK?

Nå, i morgen går det mere mod syd. Vi skal til Martinborough, som er ca. 300 km. sydligere, og dermed den længste strækning hidtil. Det bliver nok ikke slemt, vi er væk fra de værste bjerge, og kan således følge fredeligt med trafikken, som virkelig overholder de 100 km/t på landevej. Vores Toyota Previa af ældre dato opfordrer ikke til den vilde kørsel på bjergeveje. Det er bestemt ikke noget særsyn at møde færdselspolitiet på selv den mest øde landevej, og de kan nemt finde på at følge en i 50 km.

Turangi til Napier

Fra Turangi gik det nu rundt om Lake Taupo igen, hvor ovenviste udsigt er det sidste vue over mod Mount Tongariro. Det kan være, at I skal klikke på billedet, for at se det i lidt større version. Bjerget ses oven over skyerne, som denne morgen lå ned over søen. Vi holdt kaffepause i Taupo inden turen gik mod øst og hurtigt væk fra vulkan-bæltet. Det var et utrolig afvekslende og smukt landskab, og det er ikke vanskeligt at forestille sig, at disse egne kunne bruges til optagelse af scenerne med Middle-earth ~ Midgård. Vi har valgt ikke at forfølge de nøjagtige optagelsessteder, men slå os til tåls med ... hmm ... egnene. Det er ellers muligt at se de nøjagtige steder: Vi har en bog, hvor stederne iblandt er opført med koordinater i længde og bredde. Og ja, selvfølgelig har vi en GPS, så det kunne lade sig gøre! (Fnys¤!§)

Vi kom forbi Waipunga Falls, som nok var et billede værd.

Nu er vi så kommet til Napier, som ligger ved kysten tæt på Hawkes Bay. Napier blev ødelagt i 1931, så den er siden genopbygget i en stil, som ligner Art Deco, og sammen med dens indbyggere, ligner den derfor Miami Beach ganske udmærket. Den er dog væsentlig mindre. Vi gik straks på Marine Land, som viste sig at være en lille Zoo med lidt af værd. Ikke den store oplevelse, men meget billigt.

Blå pingviner - nuttede, maks 1.3 kg.

Søløvemad?

Hvad de tørstige vil vide er, at Napier er det sydligste vinområde på Nordøen. Vi har allerede besøgt en enkelt "estate" og købt en kasse vin. Vi er dog alvorligt bange for, at den ikke holder turen hjem!

I aften har vi besluttet os for at besøge et andet "slot", som ligger ud til vandet, og som har en restaurant tilknyttet vinproduktionen.

Tongariro National Park

Når man kører mod sydvest fra Lake Taupo, og dermed følger linien i Pacific Ring of Fire, kommer man til Tongariro National Park. Den blev doneret af en Maori tribe så tidligt som 1887 til det New Zealandske folk. Nu er den under streng kontrol af Department of Conservation (DOC). Der ligger 3 vulkaner, som kaldes slumrende vulkaner. Det sidste større udbrud var i 1995 fra Mount Ngauruhoe, som også stadig sender lidt magma ned af siderne med mellemrum. Der er også en kratersø, som med mellemrum koger op, så der kommer nogle blomkålsskyer op. Den smukkeste er nok Mount Tongariro, som har sne på toppen.Vi valgte at køre op til Whakapapa Village, som har et informationskontor fra DOC. Der kunne vi endnu engang se et introduktionskursus til vulkaner, forskellige stenarter, og tidligere udbrud. De gør nu også en stor indsats for, at folk begiver sig ud i naturen med en fornuftig grad af forberedelse. De administrerer også et frivilligt registreringsystem, så bjergvandrere anmodes om at fortælle om deres planer, så det bliver lettere at finde dem, skulle de ikke nå frem til målet. På centeret beskrev de alt fra ture på et kvarter til flerdages tures med overnatning i bjerghytter.
Som Lisbeth havde forudset, var hendes knæ ikke i en tilstand, så det tillod nogle ture i ødemarken. Louise og jeg valgte derfor en "halvdagstur", som var en 2-timers tur ud til Taranaki Falls og retur af en anden rute. Det var virkelig en smuk tur. Den gik gennem krat, skov og over lava-spor. Hvad vi dog ikke vidste var, at turen på udvejen steg temmelig meget ad nogle snoede trapper, mens at hjemturen var stort set ned ad bakke og uden sving. Pyt, vi fik os en god gåtur, men havde dog glæde af vandrestøvler, vand og fleecetrøjer.Lisbeth fik sig et godt hvil i bilen i mellemtiden, og vi kunne fortsætte til dagens indkøb i fællesskab.
I morgen går det mod Napier, som ligger på østkysten længere sydpå.