Østers og en spand

På turen hidtil i både Sydney og på New Zealand har vi kunnet nyde masser af fisk og skaldyr. Det er jo dejlig spise, sundt og af en kvalitet, som langt overstiger, hvad vi normalt spiser hjemme.

Det skal normalt være rigtig godt, før vi spiser østers, men det er det altså også blevet til det på turen - på godt og ondt! De lokale kalder dem naturligvis for østers - altså på deres sprog!, men det er, hvad der kaldes Pacific Oyster. De ser ud til at være mindre end, hvad man f.eks. møder i Bretagne. Hvorfor de er mindre, ved jeg ikke, jeg har læst at den også findes i Europa og Nord Amerika, så der behøver ikke være tale om en anden art. Der er langs kysterne mod Stillehavet nogle enorme østers- og muslingfarme. Ingen taler om de miljømæssige problemer, som det også må medføre.

De lokale fanger i øvrigt Rock Oysters, som er en anden art, end de farmede.

Nok om fauna, nu til historien!

Vi skal ikke gå for langt ind på emnet, men de hidtidige forsøg på at spise østers er ikke gået så godt for Lisbeth. Det er underligt, men der er ikke tale om en allergisk reaktion, i hvert fald er der ikke - æh andre - symptomer, som kunne pege på allergi. Vi andre er ikke blevet syge. Lisbeth har til gengæld haft to hårde nætter, men næste dag er hun helt på benene igen. Det er nu yderst usandsynligt, at hun forsøger sig igen - i hvert fald på denne tur.

Louise, som jo er en god og omsorgsfuld pige, kom her senest ud til sin mor efter ind-checkning på endnu en beboelse for natten med følgende bemærkning: Mor, du kan godt spise østers i aften, der står en ekstra spand på badeværelset...